Hjertet hamrer, hornet er bund og Amalie/Holger og jeg er sikker på at, nu støder vores bus sammen med lastbilen foran! Men igen lykkedes det for chaufføren at smyge sig ind igen på vejen efter den dristige overhalen. Vi er på vej til Anjuna Flee Marked i en faldefærdig bus fulde af forventninger. Vi har fået

‘Drivers of change’-projektet er nu skrevet ned paa papir. I korte traek i hvert fald. For skulle vi nedfaelde alle vores overvejselser og forventninger, ville det tage dage. Tid man ikke har lyst til at bruge paa en computercafe i Colva, naar man kan brue dem paa at besoege daycare centre (‘forskole’ for 3-6-aarige boern), boernehjem

Solen skinner ligesaa fint, og dens straaler rammer mit ansigt. Rundt om mig er der en masse liv. Arbejderne, som har vaeret en del af campen de sidste par uger, knokler loes. Nogle af dem er igang med at laegge sten, lige der hvor man kommer ind til campen. Andre er igang med at lave noget der ligner cement, i en maskine, der larmer rigtig meget! Imens

Mange indere lever i ekstrem fattigdom og mange indere lever under fattigdomsgraensen. Hver dag maa de kaempe for, at faa mad paa bordet og toej paa kroppen, og nogle af dem, maa endda leve i undertrykkelse pga. deres kaste. Hver en moent betyder noget for dem, hvilket er meget tydeligt at se. Soelle 10 kr., altsaa 100 INR kan betyder alverden. Der

Efter en skoledag med udvikling og ”Drivers of change” paa programmet susede vi afsted i den brummende bus mod beroemte Baga Beach. I Baga fandt vi hurtigt hoteller, hvorefter vi alle samledes til middag paa stranden med stearinlys, der kun svagt var i stand til at oplyse vores ansigter, mad og drikke i moerket. Trods mindre tilfredsstillende

Det er nu en uge siden vi kom, og jeg foeler allerede at vi er blevet en del af dagligheden her paa Platformen. Inden for den sidste uge har vi oplevet saa mange ting, og det er svaert at forestille sig at der stadig er tre uger tilbage af vores forloeb her i Goa, og tre gange saa mange ting der skal opleves. Det har vaeret taenkevaekkende, livsbekraeftende

Jeg taler vidst paa alles vegne, naar jeg siger, at vi alle blev glaedeligt overraskede, da Rikke annoncerede, at vi skulle til Anjuna Flea Market onsdag morgen for at undersoege hvordan globaliseringen har paavirket Anjuna, og hvilke fordele og ulemper der dertil hoerer. Bussen hentede os kl. 8.30 onsdag morgen, og vi stod alle parat og trippede for

Efter en larmende nat med regn og torden, stod vi op til et usaedvanligt syn; en vaad Goa-camp i januar maaned. Alting var vaadt, saa vores yogalektion – som foregaar udenfor hver morgen – var aflyst, hvilket lige gav os en lille ekstra time at vaagne op i. Men vi havde en spaendende dag i vente, saa jeg tror ikke den var saa noedvendig

Her til morgen stod den igen paa yoga med Sansar. Det var som om, at han denne gang forskaanede os for de haardeste oevelser og gav os flere pauser. Han blev formentligt til vores sidste lektion opmaerksom paa, at vi ikke besidder en inders smidighed. Og det skal da heller ikke vaere en hemmelighed, at vores yndlingspositioner paa nuvaerende tidspunkt

Internettet virker endelig denne fredag aften, saa jeg skynder mig at skrive inden det gaar ned igen! Vi fik langt om laenge den sovn vi traengte til og stod op kl. syv for at laeve Goa med en inder. Smidigheden blandt os voluntoere er vist ikke helt i top, men det skal den nok blive naar opholdet er forbi. Bagefter gik vi til den indiske morgenmad