Kvindernes Internationale
Kampdag – 8.marts
Der er sket meget siden Kvindernes internationale kampdag
blev indstiftet i København. Sigtet dengang var internationalt og dengang, som
nu, var der systematisk forskel på mænds og kvinders mulighed for at nyde de
grundlæggende menneskerettigheder – politiske og civile, såvel som sociale og
økonomiske.
Det er desværre alt for trivielt at konstatere, at der her til
lands fortsat er markant uligeløn til trods for lovgivning om ligeløn. At der
er markant ulighed i reel adgang til magtens tinder. At der er vedholdende og
omfattende udøvelse af vold mod kvinder. Og så videre.
Hvad der imidlertid
især ligger mig på sinde i år, hvor vi ’fejrer’ 100-året for den internationale
kvindedag er Danmarks engagement i fremme af udvikling, demokrati,
menneskerettigheder og bekæmpelse af fattigdom. Ikke bare fordi indstiftelsen
fandt sted i Danmark. Eller fordi jeg tilfældigvis selv er kvinde. Eller fordi
jeg mindre tilfældigt er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.
Men fordi vi
netop har haft en ministerrokade, der på Udviklingsministerposten har givet os
en ny og traditionelt ganske synlig politiker, nemlig Søren Pind, der udmærker
sig ved at være særdeles fremme i skoene. Også når det gælder fokus på
menneskerettigheder. Og fordi strategien for dansk udviklingsbistand i disse
måneder er under revision – godt nok uden større inddragelse af ngo’erne.
I
den strategi – i hvert fald det udkast, der er kommet offentligheden for øje
mod ministeriets vilje – fremgår det, at der er fem politiske prioriteter: 1)
Demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse,
2)Ligestilling og kvinders muligheder, 3) Sikkerhed og udvikling 4) Vækst og
beskæftigelse og 5) Miljø, energi og klima.
Men til min helt store undren, så
læser jeg i den nysammensatte regerings store plan, der blev offentliggjort i kølvandet på rokaden, at den
udviklingspolitiske strategi vil “stille(t) skarpt på vækst og
beskæftigelse; miljø, energi og klima; sikkerhed og udvikling samt demokrati,
menneskerettigheder og god regeringsførelse”.
Man skal ikke være ekspert i
ugebladenes ’”find 5 fejl” for straks at se, hvor forskellen er.
Og jeg er ét
stort spørgsmålstegn. Sagen er, at kvinders rettigheder og ligestilling i en
årrække har været blandt de politiske hovedprioriteter i dansk bistand. Der er
udbredt enighed om, at det kun er ved at fokusere både på menneskerettigheder
og demokrati generelt og kvinders rettigheder og ligestilling specifikt, at der
for alvor flyttes hegnspæle og skabes forandring til det bedre.
Selv hvis man
ikke vil forholde sig til det ligestillingsmæssige, så er det kendt viden, at
når der ydes særlig støtte til kvinder, så giver hun hovedparten videre til
sine børn og til sit lokalsamfund. Hun investerer med andre ord i fremtiden –
hun bidrager i høj grad til at skabe vækst.
Sådan helt lavpraktisk: Hvis det
med fattigdomsbekæmpelse menes alvorligt, så er man sådan set nødt til at have
kvinderne i fokus, ellers bliver det ganske meget mere op ad bakke (og
indsatsen for øget adgang til uddannelse, sundhed osv.). Kvinder er nøglen til
fremtiden – og hvis det ikke er i fokus, så bliver det altså endnu sværere med
resten af den indsats.
Det er yderst ironisk, at det netop er i 100-året for
kvindernes internationale kampdag. Også fordi det fandt sted i København på en
i sagens natur international begivenhed, hvor det at se ud over egne grænser –
og begrænsninger – var fuldstændig centralt. Der er ikke reel ligestilling
nogen som helst steder i hele verden og slet ikke i verdens fattigste lande.
Det var jo netop fordi, der blev sat særlig fokus på kvinders ret til også at
deltage i det politiske liv og til at stemme, at dén kamp kunne føres, og at
der blev flyttet tilstrækkelig mange holdninger.
Hvis man ellers gider se lidt
på statistikken og anden form for fakta, så vil man vide, at de fattigste og
mest udsatte blandt verdens fattige og udsatte – i særlig grad er kvinder. Det
er kvinder, der ligger dårligst, når det kommer til uddannelse og sundhed. Ja,
det er jo eksempelvis derfor at FN’s 2015 mål inkluderer kønsaspektet både som
selvstændige mål og i målet om bl.a. uddannelse.
Nu skal man naturligvis huske,
at et regeringsgrundlag ikke kan rumme alt – og jeg håber, at det er en fejl.
Men det er temmelig iøjnefaldende, at kvinders rettigheder ikke står som en
prioritet – og det store spørgsmål er, om dét indsatsområde er blevet skåret
ud, fordi det kun var den just afgåede minister Ulla Tørnæs, der kunne se
nødvendigheden – og ikke regeringen?
Så kære nye minister for udvikling: Svar
udbedes. Er rettigheder og ligestilling for halvdelen af verdens befolkning
ikke længere på mode i ministerkredse. Eller hvad sker der?