Sofie Sølvstens Blog

Naa, ja saa blev der endelig tid, stroem og internet til at faa skrevet et indlaeg - ja der er mange ting der skal gaa op i en hoejere enhed!

Med den effektivitet jeg indtil videre har praesteret, saa skal vi vist vaere heldige hvis der kommer bare et blogindlaeg mere fra min side af.... men jeg skal nok proeve at tage mig sammen fra nu af (hmm, den er hoert foer!)

Jeg har nu bevaeget mig fra det toere Kenya til det frodige groenne Uganda, og vores gruppe er nu reduceret til 11. Det var lidt trist at sige farvel til de 8 der fortsaetter deres ophold i Sydafrika - nu har man lige vaennet sig til at vaere sammen konstant og dele alle oplevelser.... Men det maa vi jo bare goere senere. Jeg havde ogsaa lidt den indstilling, at det nok blev godt at komme 'rigtigt' ud, og faa nogle oplevelser der er helt mine egne.

Det foerste stykke tid opholdte vi os i Kampala. MS har et guest house, hvor vi allesammen blev indlogeret. Det var virkelig fedt, og vi brugte tiden paa at laere byen at kende, se dvd'er, gaa i byen, slappe af og lave mad - isaer det sidste var faktisk virkelig dejligt at kunne igen! I huset var ogsaa flere af voluntoererne fra holdet foer os, og de var rigtig gode at have her. De kunne fortaelle mange spaendende ting, og det gav virkeligt en blod paa tanden. Jeg snakkede isaer med de 2 piger (Thea & Veronica), der var i Masindi (hvor jeg ogsaa er nu), og de var heldigvis virkeligt soede. Da de tog hjem til DK igen oenskede jeg faktisk, at de skulle blive for vi havde haft et par meget hyggelige uger i byen. De viste mig rundt og introducerede mig til mange forskellige ting og mennesker, saa det var fantastisk lige at komme ordentligt paa plads med hjaelp fra nogle 'professionelle'.

Dagen hvor vi saa endelig skulle 'rigtigt' afsted kom, og vi tog en matatu (minibus med plads til ca. 13 passagerer..eller nogle gange flere hvis man sidder taet!) fra Kampala til Masindi. Der var en MS-medarbejder med, saa det hele gik ret nemt selvom turen ikke var saadan vildt behagelig - det tager ca. 4 timer, man sidder ret taet, det er varmt og vejen er ikke altid lige jaevn. I Masindi moedtes vi igen med Ivan (koordinatoren for Global Contact i Uganda, og dermed vores primaere kontakt hernede), og vores store tasker, som han var koert i forvejen med. Vi spiste paa et hotel sammen med ham, Thea, Veronica og 2 andre piger, som bor i naerheden. Det var ogsaa paa hotellet vi overnattede for, at vi kunne vaere friske til at skulle moede vaertsfamilien og arbejdet naeste dag.

Planen var, at vi foerst skulle hjem til min familie, og saa mit arbejde, hvoefter Ivan ville koere Malthe og Martin ud til deres sted bagefter (ca. 25 km uden for byen). Saadan blev det nu ikke, for da vi sad med familien og skulle aftale de sidste detaljer, fik Ivan pludseligt et opkald paa mobilen, og da han kom ind igen saa han fuldstaendig forkert ud i ansigtet - det naeste han sagde var: "I have just lost my sister"..... det viste sig, at hans soester lige var doed - under foedslen af sit barn. Saa tragisk som noget naesten kan vaere!! Jeg var virkelig glad for at have drengene med i den situation, for hvad goer man lige - hvad siger man til saadan en mand efter den besked? Han kunne selvfoelgelig ikke fortsaette, og skulle hurtigst muligt tilbage til sin familie i Kampala, saa noedloesningen blev, at drengene skulle blive sammen med mig den foerste uge - noget naer den perfekte loesning for mig, da overgangen fra at foerst vaere 19, saa 11 og saa ellers bare mig,

maaske ellers kunne vaere blevet lidt drastisk. Selvom aarsagen selvfoelgelig naesten var den vaerst taenkelige!

Ja, jeg ved godt det ovenstaaende nok ikke er det bedste jeg nogensinde har formuleret og forklaret, og det er sikkert lidt forvirrende for jer... men klokken er lige nu 01.30 om natten, og jeg faar det nok ikke lige laest igennem ;)

Fra nu af skriver jeg som sidst i overskrifter...

FAMILIEN:

Familier i Afrika er ikke som i DK, og bestaar ikke bare saadan af et fast antal personer. Jeg havde jo paa forhaand faaet at vide, at der var 5 medlemmer af familien, men det har vist sig at kunne variere lidt :)

De faste beboere er:

- Wilfred, som er manden i huset. Han er 53, og District Vice Chairperson for hele Masindi distriktet. Altsaa er han rimeligt hoejt oppe i den politiske hieraki, og dermed ogsaa ret velhavende. Han er virkelig god til engelsk, og jeg nyder at snakke med ham uden at skulle taenke paa at forsimple hverken mit engelske eller de emner vi diskuterer. Han virker interesseret i at hoere svaret, naar han stiller spoergsmaal om DK og han er selv god til at fortaelle om livet her.

- Florence, er hans kone og hun er 44. Hun gaar mest bare derhjemme og passer huset, hvis hun da ellers ikke lige er til prayers. Hun er nemlig ret (meget!) religioes, og vist nok ogsaa en slags formand for de katolske i omraadet!??

Hun er dog rigtig soed, og isaer her paa det sidste er jeg virkelig begyndt at saette pris paa hende. Hun er ret sjov naar man saadan lige ved hvordan man skal tackle hende og hvad man kan sige... Fx udspurgte hun os den foerste dag om vores religion, og vi fik saadan via lidt udenomssnak givet hende det indtryk, at vi er protestanter (hvilket jeg ogsaa bruger som forklaring paa hvorfor jeg ikke laver korsets tegn naar de goer..), senere spurgte hun os saa en efter en om vi var doebt... Det er drengene, saa der var ikke noget problem, men da jeg sagde nej saa hun HELT forkert ud i ansigtet og udbroed "Terrible!!", men saa bagefter sagde hun "don't worry, we can fix it. I will call the priest".... Hmm, men saa maatte jeg lige forklare hende, at jeg altsaa ikke havde planer om at blive doebt her! Senere har jeg for nemheds- og husfredens skyld bildt hende ind, at jeg havde misforstaaet hende og, at jeg selvfoelgelig er baade doebt og konfirmeret...bare ikke i den katolske kirke. Den hoppede hun paa, saa nu er der kun tilbage at diskutere om jeg skal med i kirke hver soendag eller ej....men der staar jeg ret fast paa at blive vaek! ..ogsaa selvom hun kommer med udbrud som "horrible!" og "ypu make med sick!"...haha. Vi var med den foerste gang, og det varede lidt over 2 timer (selvom vi var blevet lovet 1 time), og det forgik paa runyoro (det lokal stammesprog)... Men vi blev da slaebt op foran alle 400 mennesker i kirken, og blev praesenteret, hvilket er resulteret i, at folk paa gaden nu hilser paa mig, og ved hvem jeg er og hvad jeg laver.

En anden naermest daglig diskussion jeg har med Madammen er om stoerrelsen paa mine portioner af mad. Hun siger altid, at jeg spiser som et barn og saa spoerger hun "you don't think delicious?", naar hun ikke mener jeg har taget nok (hvilket vil sige altid...).

- Alex er 20, og det sidste fastboende familiemedlem. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvordan det haenger sammen, men det synes de aldrig rigtigt er saa vigtigt her. Jeg tror

han er en slags nevoe, som de tager sig af. Han gaar paa den lokal secondary school, og arbejder ellers en masse derhjemme. Han arbejder virkeligt meget, og de kalder altid paa ham naar der skal ordnes diverse ting - vi har da ogsaa doebt ham Askepot. Han er rigtig soed, og er blevet mindre genert nu. Han er gloedende Arsenal-fan, saa vi har set fodbold sammen et par gange nu (hvilket jo er ret fedt her for tiden, naar man er Man Utd.-fan, haha!). Han har ogsaa taget med os paa markedet og til en fodboldkamp med det lokale hold, saa det er ret fedt.

- Ellers har der her paa det sidste vaeret fyldt ret godt op i huset. Der er 2 soenner hjemme fra kostskole pga. skoleferien nu. De er 13-15 aar gamle, og i puperteten!! Det er ret sjovt naar de saetter Westlife paa og siger, at jeg skal hoere noget vildt fedt.... og saa gaar de ellers og danser rundt og synger med deres overgangsstemmer :) Der har ogsaa vaeret en pige paa 12 hjemme fra kostskole, men hun er vist ogsaa en slags extended family. Ellers kommer og gaar der lidt venner og familie, saa det er meget hyggeligt.

HUSET:

...er stort! Jeg har mit eget vaerelse som er ret stort selvom det dog er meget sparsomt moebleret. Der er en seng, og efter et par dage fik jeg et lille bord og en baenk, saa der har jeg mine toiletting staende og ellers alle mine andre ting. Toejet ligger i en bunke paa min taske, men det er egentligt fint nok.

Huset er med bliktag, hvilket betyder en helvedes larm naar det regner! Der er i det hele taget ret lydt i huset, for vaeggende er kun bygget op i 2 meters hoejde, og saa er der eller luft op til taget - dvs. intet loft.

Jeg har det dog virkelig godt - det er ren luksus i forhold til alle de andre. Vi har stroem (naar byen har det, dvs. naar det ikke har regnet) og vand i en hane udenfor. Der er ogsaa et TV, som jeg dog er lidt traet af...men det har vaeret fedt at kunne se fodbold og nyheder. Koeleskabet har ogsaa virket den sidste uge, saa det er virkelig luksus! Det vildeste er dog, at de har en bil...der kan koere! ...selvom det dog virkelig er en bunke l***

Koekkenet er dog stadig udenfor, og madlavningen foregaar over baal eller vha. kul. Vi har latriner udenfor i en seperat bygning, men det er ellers bare huller i jorden.. Jeg gaar i bad / bliver sendt i bad hver aften. Foerst troede vi, at det kun var noget de gjorde for os, men det er vist bare normalt. Vi bader stadig bare i en balje og saa med en kop til at haelde, men til forkskel fra Kenya, saa varmer de vandet her - som sagt, ren luksus!

MADEN:

...er fantastisk!

Til frokost og aftensmad er der altid varmt mad, og den er ret varieret (igen til forskel fra Kenya). Jeg faar sweet potatoes, Irish potatoes (dvs. 'normale'), ris, posho (det der hed ugali i Kenya), matooke (madbananer, som smager mest som kartofler bare lidt syrligt) og cassawa (nogle roedder, som er lidt traevlede og toerre. De smager ikke af saa meget, men konsistensen er lidt som kartoffel). Kort sagt faar jeg en masse der smager af kartofler, hvilket jo lige er noget for mig! Dertil faar man forskellig slags sovs, nogle gange med koed andre gange uden. Typisk boenner, aerter og g-nuts (jordnoedder). Kaal, majs og en slags spinat er der ogsaa tit. Det bedste af det hele er frugten: annana, papaya, avocado, passionsfrugter og MANGOER - vi har 3 kaempe mangotraer i haven, og det er meget snart saeson for det, saa de foerste er ved at vaere modne...var der nogen der

sagde paradis? De bliver dog ikke stoerre end et normalt aeble, men saa passer det ogsaa meget godt som snacks. Boernene har gaaet og spist de groenne, sure, umodne lige siden jeg kom - her gaar man ikke paa aeblerov, men mangorov :)

Af andre gode ting kan fx naevnes sukkerrør - de smager fantastisk! Lidt soedt og saa vildt frisk, og det er saa hyggeligt at sidde og skaere ud.

Det eneste negative jeg kan sige om maden er tidspunktet den bliver serveret paa!! Normalt faar vi aftensmad ved en 22-23 tiden, og det er altsaa sent, naar man fik frokost kl. 13! Man faar som regel et aeg, lidt brod, groed eller frugt ved 18-tiden til eavening tea, men jeg har alligevel koebt lidt grovkiks og noget frugt til at spise ind imellem.

ARBEJDET:

...er ogsaa dejligt. Jeg arbejder paa noget der hedder Family Spirit, og det er et boernehjem med tilhoerende primary school. Der er omkring 100 boern i alderen 1-15 aar. Det blev startet af 2 maend og en kvinde - alle HIV-positive, eller som de selv siger 'positively living' (fantastisk udtryk, og meget passende!). Flere af boernene er ogsa positive, og de fleste er paavirket af AIDS paa den ene eller anden maade - fx har mange mistet deres foraeldre til sygdommen!

Jeg underviser primaert i engelst i P5, P6 og P7 - dvs. de 3 oeverste klasser, og jeg er virkelig heldig for klasserne er dejligt smaa. Ca. 10 elever i hver, hvilket betyder, at jeg kan alles navne, og kan foelge alle naar de laver oplaver osv. Det er ren luksus her i Uganda, hvor vi hoerer om klasser med op til 100 boern. Jeg arbejder ogsaa med de mindre boern, mend et er mest idraet og leg.

Det er et virkeligt fattigt sted, men jeg forundres konstant over hvor meget de goer med ingen penge! For at saette det lidt i perspektiv, saa kan jeg fortaelle, at de har maatte indkalde vaergerne, til de boern som har en, for at de kan tage boernene hjem i ferien...simpelthen for at spare paa maden!!! Der er virkelig mange ting man kan hjaelpe dem med oekonomisk, men ogsaa bare arbejdskraften er virkelig vaerdsat. Alle der arbejder der er frivillige, og laerene faar hoejst lidt sukker og vaskepulver som betaling...

Det er svaert at beskrive det hele, for der er saa meget men var i meget store traek... forhaabentligt kan jeg beskrive det mere detaljeret naeste gang.

Jeg vil sove nu...

Haaber alle har det godt derhjemme! Jeg savner jer (naar jeg har tid!) og vaerdsaetter alle de kommentarer jeg har faaet, og ogsaa de smaa opdateringer fra DK...

Jeg har forresten faaet et tlf.nr. hernede, og kan skrive og modtage sms'er - endda ret billigt, for mig i hvert fald :)  - Nummeret er 256771619451

Mange knus og kram fra Sofie i Masindi, Uganda

Her er forresten lidt billeder... Tro mig, der er mange flere hvor de kommer fra!!

(Skrevet d. 26. marts 2009)

Hej allesammen! Naa, saa blev det vist endelig tid til, at jeg skal forsoege mig med at blogge. Nu har jeg jo ogsaa kun vaeret her i 3 uger – det er ufatteligt saa hurtigt tiden paa den ene side er gaaet sindsygt hurtigt, og paa den anden side foeles det som saa meget laengere pga. alle de helt vildt spaendende oplevelser og indtryk vi konstant faar. Jeg tror, at jeg for at goere det saa overskueligt som muligt (isaer for mig selv), bare skriver en raekke overskrifter, emner og temaer som jeg saa fortaeller om enkeltvis...

SKOLEN: Hoejskolen vi er paa lige nu, og frem til d. 4/4, hedder Daraja Academy (”daraja” betyder ”bro” paa swahili). Det er en tidligere skole for utilpassede drenge fra Baltimore i USA – vi har faaet fortalt, at der findes en spillefilm om dem, der hedder ”Baraka Boys” (dengang hed skolen ”Baraka”, som betyder velsignelse paa swahili). Men det projekt stoppede i 2001, og saa stod lokalerne ellers tomme frem til december sidste aar, tror jeg nok. Nu er det et amerikansk aegtepar der koerer en pigeskole (secondary school – ca. 12-16 aar) for kenyanske piger, med det maal at de skal kunne komme paa universitetet naar de er faerdige efter 4 aar her. Pigerne kommer fra hele Kenya, og de er ”toppen af poppen” – saa vidt jeg har forstaaet er de haandplukket pga deres faglige niveau. Vi har ikke voldsomt meget med dem at goere, udover ved maaltiderne, men vi har da fra et par arrangementer i loebet af maaneden, og saa hjalper vi dem ogsaa med lektier hver tirsdag. Vi havde fx en demokrati-workshop med nogle af dem her forleden dag.

Skolen ligger en god halv times koersel fra en by der hedder Nanyuki. Den engelske haer har en base derinde, saa det praeger bybilledet, og isaer nattelivet en del (der er bl.a. rigtigt mange prostituerede). Det er ind til byen vi skal, hvis vi skal have mulighed for at koebe forskellige ting, og fx ogsaa hvis vi skal paa internettet (da forbindelsen herude paa skolen aldrig rigtigt er kommet til at fungere). Vi har ogsaa vaeret derinde et par gange for at spise og drikke en oel ...for det maa vi nemlig ikke her paa skolen (altsaa drikker alkohol). Det virker lidt fjollet paa os, at vi ikke engang maa tage en enkelt oel eller et glas roedvin naar vi spiller kort eller bare hygger om aftenen – ikke engang i weekenden! ...men saadan er det bare, og begrundelsen er bl.a., at vi skal vaere rollemodeller for pigerne paa skolen. Det er noget de gaar meget op i – fx skal vi ogsaa altid have toej paa der daekker skuldre og knae, naar vi bevaeger os uden for vores engen dorm. Det er nu ogsaa fair nok, og ikke saerligt svaert at overholde. Det kommer ogsaa ret naturligt, da det er det alle andre goer – ogsaa folk inde i byen.

Vi bor i vores egen dorm, som er saadan en slags 4-sidet bygning, med en lille gaard i midten. Der tilbringer vi en del af vires fritid med kortspil, boldspil, afslapning i solen og bare generel hygge. Der er 2 drengevaerelser og 2 pigevarelser med koejesenge og flere bade + toiletter. (Vi er 8 piger og 11 drenge paa holdet – 19 i alt). Der er ogsaa et slags hyggerum og et lille tekoekken med koeleskab (naesten den eneste luksus vi har!)

UNDERVISNING: Vi har groft opdelt kun 3 forskellige *** – Swahili, Kulturforstaaelse og saa en slags tema-undervisning. Til Swahili har vi en laerer fra lokalomraadet, som hedder Jesse, og han er virkeligt rar. Vi er det foerste hold danskere der er her paa skole, saa det betyder, at alle lige skal vaenne sig lidt til hinanden og hvordan tingene fungerer bedst. Vi har opdaget og oplevet(!), at man laerer paa en helt anden maade hernede end derhjemme, og meget af undervisningen var i starten meget ”gentag efter mig, igen og igen og igen”. Jesse er heldigvis virkelig aaben over for forslag til undervisningen og tager godt imod vores kritik. Og han har virkeligt forbedret sig paa i loebet af den korte periode vi har vaeret her – vi har bl.a mere gruppearbejde og grammatik og faerre gloser der skal laeres udenad  Det er faktisk et ret spaendende ***, og det er fedt at laere nogle ting i timerne, som man 10 min. senere kan gaa op i koekkenet og bruge!

I kulturforstaaelse har vi ogsaa en lokal laerer – James, som er maasai, og bor lige i naerheden i en lerhytte med sine 2 koner og 8 boern!!! Han er virkelig dejlig – altid glad og positiv, og han virker til at vaere en, som nyder sit job. Han er ogsaa en slags praktisk almuligmand for os, og han syer fx vores volleyball hver gang den rammer en af de sindssyge traer med kampepigge paa! I selve faget har vi brugt en del tid paa at snakkke om Kenyas mange forskellige stammer (jeg mener der er over 40), og det er en ret stor del af at forstaa folk. Hvilken stamme man er fra betyder virkeligt en del. Her i omraadet er situationen aabenbart ret unik fordi der bor saa mange stammer fredeligt sammen, men i resten af landet er det desvaerre ikke altid saadan. Jeg tror virkeligt vi faar et ret godt indblik i det hele, for vi foelger tit op paa undervisningen med en udflugt til nogle mennesker eller en landsby i naerheden. Vi har bl.a besoegt mange forskellige stammer, der bor lige ude i bushen rundt om skolen, undervist paa en skole og besoegt en udviklingsprojekt for kvinder. James er virkeligt god at have med – jeg tror han aabner mange doere for os.

Mira er vores sidste faste underviser, og hun er ogsaa den ansvarlige for os hernede. Hun er ansat af MS, og har vaeret med til at starte skolen op, efter den flyttede fra Zanzibar og hertil. Hendes timer er mere traditionel undervisning – ikke metoderne, men emnerne i hvert fald. Vi har fx snakket om udvikling, fattigdom, globalisering, projektdesign, kampagneplanlaegning og demokrati. Det er ogsaa nogle spaendende timer, og vi er gode til at diskutere i gruppen.

Derudover er der som regel en aktivitet om aftenen. Nogle gange ser vi film (vi har fx set en om omskaering), i gaar laerte vi en lokal form for kalaha af 5 maasai-maend der kom, og 2 gange har vi haft besoeg af massaier der sang og dansede med os (og hoppede – meget HOEJT!)

MAD: Maden er der ikke saa meget at sige til udover, at den er lidt ensformig. Dagen spaendingsmoment mht. Maaltiderne er altid om der er passionfrugt, vandmelon eller banan til den groed/vaelling vi faar til morgenmad, og saa ellers om det er boenner eller linser med ris eller ugali (noget klistret toert noget, lavet paa majs). Koed faar vi (heldigvis) ikke saa tit, og nar vi goer skal man tygge forsigtigt saa man ikke knaekker en tand paa knoglestykker eller andre spaendende ting  ..nu lyder det maske som om jeg brokker mig, men jeg synes faktisk virkeligt maden smager godt, og det er kun sket een gang, at jeg ikke har kunnet spise den. Det var dagen efter vi var med til at slagte en ged, hvor vi selvfoelgelig fik koed. Det lugtede SAA meget af gammel ged, og fik ogsaa resten af maden til at smage af det – senere har vi faaet gedekoed som slet ikke var saa slemt, og det viste sig da ogsaa, at det aabenbart var gedens tarm de havde brugt den dag – fy for ....!!!! Det eneste jeg saadan rigtig savner en gang imellem er friske groenstsager (det eneste vi faar er coleslaw), og saa ogsaa fisk, som vi aldrig faar. Naar vi er inde i byen soerger jeg altid for at faa koebt noget frugt, som er godt at have mellem maaltiderne. Det er ret billigt og helt fantastisk – jeg har faaet den mest perfekte avocado og mango hernede! Det kostede mig 50ksh (Kenya shilling) for 2 mangoer og 1 kaempe avocado. (100ksh = ca. 7 dkr.)

BAD OG ANDET: Der burde jo vaere regntid nu, men den er virkelig forsinket i aar, og det betyder, at der er ekstrem vandmangel mange steder. Vi har derfor ikke vand i vandhaner, toiletter og brusere, men er dog saa heldige, at skolen har en broend. Man gaar saa ned og pumper (ved haandkraft) det vand man skal bruge, og det er altsaa ikke altid helt nemt. Det er ret tankevaekkende, at det allerede paa den korte tid vi har vaeret her, er blevet meget haardere.... og der kommer ikke saa meget vand som der gjorde i starten. Desuden skal man tit kaempe lidt med nogle af de dyr der gaar paa campus – der er specielt een ko, der er umulig at holde vaek fordi den er toerstig, men ogsaa det faar en til at taenke lidt over tingene – jeg gjorde i hvert fald efter en af de ansatte papegede, at jeg skulle vaere glad for, at jeg ikke boede en andet sted, hvor det maaske var de vilde dyr man skulle kaempe med vandet om!!! Alt det betyder, at man virkelig sparer paa vandet – fx ved at gaa i bad med en spand vand, og saa en kop til at haelde det udover sig. Hvis man saa samtidig staar i en balje, saa kan man efterfoelgende bruge vandet i toilettet... Det er utroligt saa hurtigt man vaenner sig til den slags, og naar man kun bader ca. hver 3. dag for at spare paa vandet, saa foeler man sig virkeligt som et helt nyt mennesker hver gang! Mht. kryb og andre spaendende ting, saa er det overhovedet ikke slemt. Det vaerste er alle myrerne – vi laerte hurtigt (paa den haarde maade!), at man ikke kan have noget som helts liggende: frugt, kiks, slik – alt gaar de i. Det er i oevrigt en lidt maerkelig fornemmelse naar man goer rent, at halvdelen af den bunke man lige har fejet sammen, bare kravler vaek igen!??

Naa, det var vist alt for nu – der er SAA mange andre ting at fortaelle om, men har allerede skrevet meget mere end planlagt, og jeg ved godt, at folk overhovedet ikke gider laese saa meget – maaske lige bortset fra ens foraeldre (forhaabentligt...haha) Naeste gang jeg skriver er jeg sikkert i Uganda – vi flyver fra Nairobi loerdag morgen, og saa har vi et par dage i Kampala, som en slags introduktion til Uganda mm. Jeg glaeder mig meget til at komme igang med arbejde og hverdagen i det hele taget – alle vores hidtidige oplevelser og undervisningen, har virkeligt givet mig mod paa mere, og jeg foeler mig ret godt rustet og forberedt! Jeg har det nu alligevel lidt underligt med at skulle vaek herfra, og vaek fra alle de andre i gruppen – 8 af dem ser jeg jo ikke foer vi er tilbage i DK, for de rejser nemlig til Sydafrika. Forresten saa her til allersidst, saa har jeg faaet en mail der endeligt bekraefter hvor jeg skal hen, og lidt om arbejdet og familien – jeg tror bare lige jeg kopierer den ind her:

“You will be place at children’s home and Primary school in Masindi. The children’s home is run as part of the primary school. At the children’s home work will be ranging from looking after children, playing with them and teaching them. At the primary school you will be teaching Math and English to children between 9 – 13 years of age. Both the children’s home and primary school are in the same area and about 1km from your host family. Your host family has 5 people and is about 2km from Masindi town. You will have your own room in the house. Masindi district is in North Western Uganda. For about 2weeks you will also be able to meet 2 other volunteers from MS who came to Uganda in January. The 2 girls are about 1km from your home.”

Derudover er der 2 drenge fra mit hold, der kommer til at bo ca. 20 km vaek, saa det skal nok blive godt!

Haaber alle har det godt, og husk at det altid er fedt at hoere noget fra nogen hjemmefra. Man kan jo evt. Bare kommentere paa det her indlaeg. Jeg regner med at faa koebt et sim-kort til min telefon I Uganda, og saa kan jeg bade sende og modtage sms’er 