De foerste livstegn fra UGANDA! - Afrikas Perle
Naa,
ja saa blev der endelig tid, stroem og internet til at faa skrevet et indlaeg -
ja der er mange ting der skal gaa op i en hoejere enhed!
Med
den effektivitet jeg indtil videre har praesteret, saa skal vi vist vaere
heldige hvis der kommer bare et blogindlaeg mere fra min side af.... men jeg
skal nok proeve at tage mig sammen fra nu af (hmm, den er hoert foer!)
Jeg
har nu bevaeget mig fra det toere Kenya til det frodige groenne Uganda, og
vores gruppe er nu reduceret til 11. Det var lidt trist at sige farvel til de 8
der fortsaetter deres ophold i Sydafrika - nu har man lige vaennet sig til at
vaere sammen konstant og dele alle oplevelser.... Men det maa vi jo bare goere
senere. Jeg havde ogsaa lidt den indstilling, at det nok blev godt at komme
'rigtigt' ud, og faa nogle oplevelser der er helt mine egne.
Det
foerste stykke tid opholdte vi os i Kampala. MS har et guest house, hvor vi
allesammen blev indlogeret. Det var virkelig fedt, og vi brugte tiden paa at
laere byen at kende, se dvd'er, gaa i byen, slappe af og lave mad - isaer det
sidste var faktisk virkelig dejligt at kunne igen! I huset var ogsaa flere af
voluntoererne fra holdet foer os, og de var rigtig gode at have her. De kunne
fortaelle mange spaendende ting, og det gav virkeligt en blod paa tanden. Jeg
snakkede isaer med de 2 piger (Thea & Veronica), der var i Masindi (hvor
jeg ogsaa er nu), og de var heldigvis virkeligt soede. Da de tog hjem til DK
igen oenskede jeg faktisk, at de skulle blive for vi havde haft et par meget
hyggelige uger i byen. De viste mig rundt og introducerede mig til mange
forskellige ting og mennesker, saa det var fantastisk lige at komme ordentligt
paa plads med hjaelp fra nogle 'professionelle'.
Dagen
hvor vi saa endelig skulle 'rigtigt' afsted kom, og vi tog en matatu (minibus
med plads til ca. 13 passagerer..eller nogle gange flere hvis man sidder taet!)
fra Kampala til Masindi. Der var en MS-medarbejder med, saa det hele gik ret
nemt selvom turen ikke var saadan vildt behagelig - det tager ca. 4 timer, man
sidder ret taet, det er varmt og vejen er ikke altid lige jaevn. I Masindi
moedtes vi igen med Ivan (koordinatoren for Global Contact i Uganda, og dermed
vores primaere kontakt hernede), og vores store tasker, som han var koert i
forvejen med. Vi spiste paa et hotel sammen med ham, Thea, Veronica og 2 andre
piger, som bor i naerheden. Det var ogsaa paa hotellet vi overnattede for, at
vi kunne vaere friske til at skulle moede vaertsfamilien og arbejdet naeste dag.
Planen
var, at vi foerst skulle hjem til min familie, og saa mit arbejde, hvoefter
Ivan ville koere Malthe og Martin ud til deres sted bagefter (ca. 25 km uden
for byen). Saadan blev det nu ikke, for da vi sad med familien og skulle aftale
de sidste detaljer, fik Ivan pludseligt et opkald paa mobilen, og da han kom
ind igen saa han fuldstaendig forkert ud i ansigtet - det naeste han sagde var:
"I have just lost my sister"..... det viste sig, at hans soester lige
var doed - under foedslen af sit barn. Saa tragisk som noget naesten kan vaere!!
Jeg var virkelig glad for at have drengene med i den situation, for hvad goer
man lige - hvad siger man til saadan en mand efter den besked? Han kunne
selvfoelgelig ikke fortsaette, og skulle hurtigst muligt tilbage til sin
familie i Kampala, saa noedloesningen blev, at drengene skulle blive sammen med
mig den foerste uge - noget naer den perfekte loesning for mig, da overgangen
fra at foerst vaere 19, saa 11 og saa ellers bare mig,
maaske
ellers kunne vaere blevet lidt drastisk. Selvom aarsagen selvfoelgelig naesten
var den vaerst taenkelige!
Ja,
jeg ved godt det ovenstaaende nok ikke er det bedste jeg nogensinde har
formuleret og forklaret, og det er sikkert lidt forvirrende for jer... men
klokken er lige nu 01.30 om natten, og jeg faar det nok ikke lige laest igennem
;)
Fra
nu af skriver jeg som sidst i overskrifter...
FAMILIEN:
Familier
i Afrika er ikke som i DK, og bestaar ikke bare saadan af et fast antal
personer. Jeg havde jo paa forhaand faaet at vide, at der var 5 medlemmer af
familien, men det har vist sig at kunne variere lidt :)
De
faste beboere er:
-
Wilfred, som er manden i huset. Han er 53, og District Vice Chairperson for
hele Masindi distriktet. Altsaa er han rimeligt hoejt oppe i den politiske
hieraki, og dermed ogsaa ret velhavende. Han er virkelig god til engelsk, og
jeg nyder at snakke med ham uden at skulle taenke paa at forsimple hverken mit
engelske eller de emner vi diskuterer. Han virker interesseret i at hoere
svaret, naar han stiller spoergsmaal om DK og han er selv god til at fortaelle
om livet her.
-
Florence, er hans kone og hun er 44. Hun gaar mest bare derhjemme og passer
huset, hvis hun da ellers ikke lige er til prayers. Hun er nemlig ret (meget!)
religioes, og vist nok ogsaa en slags formand for de katolske i omraadet!??
Hun
er dog rigtig soed, og isaer her paa det sidste er jeg virkelig begyndt at
saette pris paa hende. Hun er ret sjov naar man saadan lige ved hvordan man
skal tackle hende og hvad man kan sige... Fx udspurgte hun os den foerste dag
om vores religion, og vi fik saadan via lidt udenomssnak givet hende det
indtryk, at vi er protestanter (hvilket jeg ogsaa bruger som forklaring paa
hvorfor jeg ikke laver korsets tegn naar de goer..), senere spurgte hun os saa
en efter en om vi var doebt... Det er drengene, saa der var ikke noget problem,
men da jeg sagde nej saa hun HELT forkert ud i ansigtet og udbroed
"Terrible!!", men saa bagefter sagde hun "don't worry, we can
fix it. I will call the priest".... Hmm, men saa maatte jeg lige forklare
hende, at jeg altsaa ikke havde planer om at blive doebt her! Senere har jeg
for nemheds- og husfredens skyld bildt hende ind, at jeg havde misforstaaet
hende og, at jeg selvfoelgelig er baade doebt og konfirmeret...bare ikke i den
katolske kirke. Den hoppede hun paa, saa nu er der kun tilbage at diskutere om
jeg skal med i kirke hver soendag eller ej....men der staar jeg ret fast paa at
blive vaek! ..ogsaa selvom hun kommer med udbrud som "horrible!" og
"ypu make med sick!"...haha. Vi var med den foerste gang, og det
varede lidt over 2 timer (selvom vi var blevet lovet 1 time), og det forgik paa
runyoro (det lokal stammesprog)... Men vi blev da slaebt op foran alle 400
mennesker i kirken, og blev praesenteret, hvilket er resulteret i, at folk paa
gaden nu hilser paa mig, og ved hvem jeg er og hvad jeg laver.
En
anden naermest daglig diskussion jeg har med Madammen er om stoerrelsen paa
mine portioner af mad. Hun siger altid, at jeg spiser som et barn og saa
spoerger hun "you don't think delicious?", naar hun ikke mener jeg
har taget nok (hvilket vil sige altid...).
-
Alex er 20, og det sidste fastboende familiemedlem. Jeg har stadig ikke helt
fundet ud af hvordan det haenger sammen, men det synes de aldrig rigtigt er saa
vigtigt her. Jeg tror
han
er en slags nevoe, som de tager sig af. Han gaar paa den lokal secondary
school, og arbejder ellers en masse derhjemme. Han arbejder virkeligt meget, og
de kalder altid paa ham naar der skal ordnes diverse ting - vi har da ogsaa
doebt ham Askepot. Han er rigtig soed, og er blevet mindre genert nu. Han er
gloedende Arsenal-fan, saa vi har set fodbold sammen et par gange nu (hvilket
jo er ret fedt her for tiden, naar man er Man Utd.-fan, haha!). Han har ogsaa
taget med os paa markedet og til en fodboldkamp med det lokale hold, saa det er
ret fedt.
-
Ellers har der her paa det sidste vaeret fyldt ret godt op i huset. Der er 2
soenner hjemme fra kostskole pga. skoleferien nu. De er 13-15 aar gamle, og i
puperteten!! Det er ret sjovt naar de saetter Westlife paa og siger, at jeg
skal hoere noget vildt fedt.... og saa gaar de ellers og danser rundt og synger
med deres overgangsstemmer :) Der har ogsaa vaeret en pige paa 12 hjemme fra
kostskole, men hun er vist ogsaa en slags extended family. Ellers kommer og
gaar der lidt venner og familie, saa det er meget hyggeligt.
HUSET:
...er
stort! Jeg har mit eget vaerelse som er ret stort selvom det dog er meget
sparsomt moebleret. Der er en seng, og efter et par dage fik jeg et lille bord
og en baenk, saa der har jeg mine toiletting staende og ellers alle mine andre
ting. Toejet ligger i en bunke paa min taske, men det er egentligt fint nok.
Huset
er med bliktag, hvilket betyder en helvedes larm naar det regner! Der er i det
hele taget ret lydt i huset, for vaeggende er kun bygget op i 2 meters hoejde,
og saa er der eller luft op til taget - dvs. intet loft.
Jeg
har det dog virkelig godt - det er ren luksus i forhold til alle de andre. Vi
har stroem (naar byen har det, dvs. naar det ikke har regnet) og vand i en hane
udenfor. Der er ogsaa et TV, som jeg dog er lidt traet af...men det har vaeret
fedt at kunne se fodbold og nyheder. Koeleskabet har ogsaa virket den sidste
uge, saa det er virkelig luksus! Det vildeste er dog, at de har en bil...der
kan koere! ...selvom det dog virkelig er en bunke l***
Koekkenet
er dog stadig udenfor, og madlavningen foregaar over baal eller vha. kul. Vi
har latriner udenfor i en seperat bygning, men det er ellers bare huller i
jorden.. Jeg gaar i bad / bliver sendt i bad hver aften. Foerst troede vi, at
det kun var noget de gjorde for os, men det er vist bare normalt. Vi bader
stadig bare i en balje og saa med en kop til at haelde, men til forkskel fra
Kenya, saa varmer de vandet her - som sagt, ren luksus!
MADEN:
...er
fantastisk!
Til
frokost og aftensmad er der altid varmt mad, og den er ret varieret (igen til
forskel fra Kenya). Jeg faar sweet potatoes, Irish potatoes (dvs. 'normale'),
ris, posho (det der hed ugali i Kenya), matooke (madbananer, som smager mest
som kartofler bare lidt syrligt) og cassawa (nogle roedder, som er lidt
traevlede og toerre. De smager ikke af saa meget, men konsistensen er lidt som
kartoffel). Kort sagt faar jeg en masse der smager af kartofler, hvilket jo
lige er noget for mig! Dertil faar man forskellig slags sovs, nogle gange med
koed andre gange uden. Typisk boenner, aerter og g-nuts (jordnoedder). Kaal,
majs og en slags spinat er der ogsaa tit. Det bedste af det hele er frugten:
annana, papaya, avocado, passionsfrugter og MANGOER - vi har 3 kaempe
mangotraer i haven, og det er meget snart saeson for det, saa de foerste er ved
at vaere modne...var der nogen der
sagde
paradis? De bliver dog ikke stoerre end et normalt aeble, men saa passer det
ogsaa meget godt som snacks. Boernene har gaaet og spist de groenne, sure,
umodne lige siden jeg kom - her gaar man ikke paa aeblerov, men mangorov :)
Af
andre gode ting kan fx naevnes sukkerrør - de smager fantastisk! Lidt soedt og
saa vildt frisk, og det er saa hyggeligt at sidde og skaere ud.
Det
eneste negative jeg kan sige om maden er tidspunktet den bliver serveret paa!! Normalt
faar vi aftensmad ved en 22-23 tiden, og det er altsaa sent, naar man fik
frokost kl. 13! Man faar som regel et aeg, lidt brod, groed eller frugt ved
18-tiden til eavening tea, men jeg har alligevel koebt lidt grovkiks og noget
frugt til at spise ind imellem.
ARBEJDET:
...er
ogsaa dejligt. Jeg arbejder paa noget der hedder Family Spirit, og det er et
boernehjem med tilhoerende primary school. Der er omkring 100 boern i alderen
1-15 aar. Det blev startet af 2 maend og en kvinde - alle HIV-positive, eller
som de selv siger 'positively living' (fantastisk udtryk, og meget passende!). Flere
af boernene er ogsa positive, og de fleste er paavirket af AIDS paa den ene
eller anden maade - fx har mange mistet deres foraeldre til sygdommen!
Jeg
underviser primaert i engelst i P5, P6 og P7 - dvs. de 3 oeverste klasser, og
jeg er virkelig heldig for klasserne er dejligt smaa. Ca. 10 elever i hver,
hvilket betyder, at jeg kan alles navne, og kan foelge alle naar de laver
oplaver osv. Det er ren luksus her i Uganda, hvor vi hoerer om klasser med op
til 100 boern. Jeg arbejder ogsaa med de mindre boern, mend et er mest idraet
og leg.
Det
er et virkeligt fattigt sted, men jeg forundres konstant over hvor meget de
goer med ingen penge! For at saette det lidt i perspektiv, saa kan jeg
fortaelle, at de har maatte indkalde vaergerne, til de boern som har en, for at
de kan tage boernene hjem i ferien...simpelthen for at spare paa maden!!! Der
er virkelig mange ting man kan hjaelpe dem med oekonomisk, men ogsaa bare
arbejdskraften er virkelig vaerdsat. Alle der arbejder der er frivillige, og
laerene faar hoejst lidt sukker og vaskepulver som betaling...
Det
er svaert at beskrive det hele, for der er saa meget men var i meget store
traek... forhaabentligt kan jeg beskrive det mere detaljeret naeste gang.
Jeg
vil sove nu...
Haaber
alle har det godt derhjemme! Jeg savner jer (naar jeg har tid!) og vaerdsaetter
alle de kommentarer jeg har faaet, og ogsaa de smaa opdateringer fra DK...
Jeg
har forresten faaet et tlf.nr. hernede, og kan skrive og modtage sms'er - endda
ret billigt, for mig i hvert fald :) - Nummeret er 256771619451
Mange
knus og kram fra Sofie i Masindi, Uganda
Her
er forresten lidt billeder... Tro mig, der er mange flere hvor de kommer fra!!
