Man kunne høre en knappenål falde til jorden i spisesalen mandag morgen. Alle deltagerne sad og iagtog hinanden diskret og ventede spændt på at ugen skulle begynde. Der blev budt velkommen og folk smilede høfligt til hinanden. Der gik dog ikke længe før folk begyndte at snakke, vi havde jo alle en fælles interesse, rejser!
Inden turen går til Indien, skal Global Contact deltagere på et indledende grundkursus på Mellemfolkeligt Samvirkes platform på Nørrebro, København. Hyggen spredte sig hurtigt, både i klasseværelset, spisesalen og hyggerummet. Til trods for at dagene var tæt pakket med undervisning, både foredrag, gruppearbejde og rollespil, var der stadig plads til humoristiske indslag.

Disse kom til dels til syne ved morgensamlingen som vi selv stod for, og som bød på alt fra Bollywood dans til norsk fødselsdagssang. Det var dog intet i forhold til afternes hygge, der foregik til langt ud på natten, hvilket resulterede i klatøjede elever i dagtimerne. Derfor stod en af de sidste dages morgensamling på afslapning og frakobling efter eget ønske. Nogle valgte at tage sig en tiltrængt lur, men fire piger valgte i stedet at gå en tur rundt om Søerne. Efter den ualmindeligt kolde vinter var Søerne frosset til, og vi kunne ikke dy os for at udforske den nye legeplads. Rikke tog bravt udfordringen op og fór hen over isen i et ukontrolleret stunt.
Efter en hård uge med spandevis af undervisning og socialisering, var det skønt at komme ud i den friske luft, til trods for at vi hurtigt bevægede os tilbage mod varmen og Platformens hygge.

Tak for nu og på snarligt gensyn :)