Onsdag og torsdag var mit helbred helt I bund. Paa den Indiske maade.. Skal hilse og sige at det ikke er sjovt at ligge med feber naar lufttemperaturen i sig selv ligger mellem 30 og 40 grader. Er er svaert at skelne varmesved, febersved og koldsved... Men som laegen hernede siger: ”Antibiotics – good for everything!” og det kan han da saadan set have ret i. Jeg har det i hvert fald fint nu, og kunne heldigvis komme med paa fredagens laenge ventede udflugt til Fisherman’s School!
To af volontoererne fra Idex campen, tyske Janet og norske Camille, som arbejder paa Fisherman’s School havde sidste dag, saa der var lagt en strandtur inkl. haarvask med rigtig shampoo ind i skoleskemaet.
Skolen ligger ikke ret lang fra Blue House, hvor vi bor, og da monsunen havde ladet det foerste skyl lande paa Goa natten forinden, var det som at se en helt ny by, et helt nyt landskab med andre farver. Alting har vaeret saa frygteligt toert, med graa og brune stoevede farver. Kun de indiske kvinders sari’er og tilhoerende toerklaeder har givet indtrykket af det smukke farverige Indien som jeg havde hoert saa meget om.
Det er foerste gang jeg ser regn siden jeg forlod Danmark. Hele natten havde lynglimt, tordenskrald og den oeredoevende larm af goeende hunde holdt os vaagne. Generelt er nattesoevnen ikke den bedste i oejelikket da fan’en paa vores vaerelse er gaaet i stykker. Sarah og jeg sover derfor paa madrasserne i stuen hvor der er fan.
Paa vej til skolen kunne man se hvordan enkelte rektangulaere rismarker over natten var het neongroenne. Kornene havde simpelthen spirret i loebet af natten. Luften var dejlig koelig og frisk efter regnen, men vi saa snart solen kom frem igen er varmen tilbage og luftfugtigheden vaerre end foer.. Men boenderne hernede er glade. Og det kan man vel nok unde dem.
Fisherman’s School ligger lige ned til stranden. En ydmyg lille palmehytte placeret mellem de lokale fiskeres egne lave palmehytter. Paa ”vaeggene” haenger der et hav af hjemmelavede plakater og tavler med tal og billeder af diverse frugter og dyr med tilhoerende navne paa engelsk og hindi. Boernene sidder alle i sandet. Nogle af dem er meget smaa – 2 aar maaske – og gaar mere eller mindre halvnoegne rundt. De aeldste er ca. 11 aar. Nogle af dem er soeskende men faelles for alle er at de har uglet haar og beskidt toej. Og saa ser de, lige som de fleste andre indiske boern, helt fantastisk soede ud. Man faar lyst til ar tage dem allesammen med hjem i kufferten. De smiler til os, nogle loeber os i moede og hiver os i armene, mens andre er mere generte og kun skaever til os.
Vi hoerer dem synge engelske morgensange og remser om alfabetet, ugedage og tal. De dygtigste elever faar paa skift en pegepind som de bruger til at gennemgaa tallene fra 1 til 100 fpr de andre elever som saa skal gentage efter hvert tal. Herefter repeteres dyre-, blomster- og frugtnavne. Altsammen paa engelsk. Nogle gange kommer der et barn mere til, og en anden forlader lokalet efter at have sagt et par ord til den ansvarlige laerer fra Idex, Annegreta. Hun fortaeller at initiativet til skolen er taget fordi fiskerfamilierne ikke er registrerede som borgere i Goa, da de alle er fra nabostaten Karnataka. De kommer til Colva i saesonen for at fiske, og er kun hjemme i Karnataka i 3 maaneder under monsunen for at hjaelpe familien derhjemme med landbrugsarbejde. Naar de og deres boern ikke er registrede kan boernene heller ikke sendes i public school. De hjaelper i stedet deres foraeldre og soeskende med forfaldende fiskeri- og husarbejde. Tit ser man ogsaa fiskerfamiliernes boern gaa rundt paa stranden og tigge.
Men boernene er glade for at komme i skole, og faar altid lov til at forlade undervisningen eller droppe senere ind hvis der er brug for deres hjaelp i familien. Efter den korte undervisningstid tager voluntoererne dem allesammen med ned mod stranden, mens vi faar lovt til at faa et kig ind i familiernes hjem. Anagreta fortaeller at maalet med skolen selvfoelgelig er at uddanne boernene, saa de kan begaa sig som normale boern, men ogsaa at faa sendt de dygtigste af eleverne i en rigtig public school. Idex hjaelper med at registrere boernene og naar de kan de basale faerdigheder, som f.eks. at taelle til 100 – som er en af kravene for at starte i skole, saa bliver de sendt i en rigtig skole, og er dermed sikret en langt stoerre chance for en uddannelse og dermed et bedre liv.
Saa snart pigerne er koensmodne lader foraeldrene dem ikke komme ud af huset. De bliver hjemme og udfoerer husarbejde, da man er bange for at de skal blive gravide foer de bliver gift. Det er forbundet med stor skam hvis en kvinde har sex foer aegteskabet, og selvfoelgelig endnu vaerre hvis hun saa ogsaa foeder et uaegte barn. Mange indiske maend derimod gaar til prostituerede inden aegteskabet, og det er accepteret hos den brede befolkning, med udsagnet om at han jo skal uddannes i denne del af livet inden aegteskabet. Kvindens viden omkring sex faar hun af familiens aeldste kvinde aftenen foer sit bryllup!
Inde i et af fiskernes huse sidder alle disse unge piger. De er midt i frokosten, og synes det er vildt spaende at vi saadan kommer forbi med kameraer og lyse lokker. Der er moerk, lavloftet og ulideligt varmt. Alt er beskidt og stoevet af sand og jord. Selv naar man staar midt i det hele er det stadig ubegribeligt at nogen kan leve og bo her.
Paa stranden er loever boernene rundt i sandet, og den lokale hund ”Pepsi” er ogsaa gaaet med. Camille og Janet hjaelper boernene af toejet og loefter dem med ud i vandet, een og een. De dypper haaret i havet og loebet indt til Annegreta igen. Glaeden lyser ud af oejnene paa dem naar hun giver dem et klat rigtig spampoo i deres smaa haender som de smoerer rundt i haaret, og senere faar hjaelp til at skylle ud igen med volontoerernes hjaelp.
Tilbage i palmehytten tager vi afsked med dem allesammen og gaar hjem igen – en masse indtryk, smil og begrejstring rigere.