Recently I've found myself surrounded by new people in my social circle in Amman. This has
made me think back on when I was all brand new to the Middle East and the
customs and norms that rule the streets here.
Six months
ago I packed by bag and made two piles of clothes - one to go + one to store.
Having been travelling before in Arabic countries I did follow some general
guidelines in my selection, but at the same time I also needed to feel
comfortable. So my favourite jeans and tops ended up in the "To Go" pile along
with some representable shirts and outdated blouses.
Then slowly
my wardrobe changes as I found the few fashionable shops in the malls of Amman
(and some in Beirut). So now I more or less wear what I would also wear at home
(but maybe the season is also making it easier since long trousers and sleeves
it not really at discussion in January even in Jordan). In general I feel that
as long, you as a woman don't wear too-revealing tops then you're pretty much
ready to go (though in some occasion/some areas long sleeves is a good idea).
Being western-looking you're gonna get attention anyways. Me, with my short
hair, and my friends with their blond. Well, it's not like going-local is the
only or best way of adapting to a country or a culture (for instance putting on
a veil would be a totally wrong way of showing tolerance). But showing respect
and knowing the codes of conduct is essential.
The majority of the men and women in Amman dress
very traditional:
0
false
18 pt
18 pt
0
0
false
false
false
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Table Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:"Times New Roman";
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;
mso-bidi-font-family:"Times New Roman";
mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}
While the
dress code in Beirut is a whole other story. The "fancy" women dress way more suggestive (even scandalous):
Some young
women manage to mix the Islamic dress code with a fashionable look:
The islamic way of dressing including covering their body shape, has actually had a big influence on the fashion scene the last couple of years - think scarfs, long shirts and dresses on top of jeans, multiple layers and scultuped dresses. and apperently there is a succesful Islamic fasion scene mixing the westerns look and following the dress code of covering the body.
(for more start here)
One of my Danish
friends wore a hat the first time I met him - and I was like "Who wears a hat
here" (alluding that, that's just too fashionable and posh for the
Amman-setting). Eversince I've seen more and more fashionable people
(foreigners and Ammanis) around the city and realised that they are fighting a
personal battle against the social norms that's really important (even though
it might not be activism according to the book). This doesn't mean short skirts
and bare shoulders, but a tasteful and chic look and wearing it with
confidence. Like in any other country the youth challenge the standards and try
to find an identity in their society. The international input from the
international people living here helps this in my opinion.
I've seen
women glance at me or my female friends or even obviously giving the elevator
glace (while their male company didn't even look at us). Is this a look of
envy, disgust or wonder? I can only keep guessing (and hoping), and keep
wearing great clothes that might intrigue others to do the same.
A few
comments along the way:
"Who wears
a hat in Amman " (me)
"...lately
there seem to be all sorts of people in Amman - funky-looking people I've never
seen before" (Alma in JO magazine)
"I didn't
know what to bring - all my clothes are so clinging" (new in town)
"You can't
get in to that club in Beirut without stilettos" (my friend about SKY BAR)
"People are look at me anyways, so why not wear
what I want and impress them" (Ammani gay guy)
All eyes focus on Copenhagen these days, and how great that Copenhagen
is finally put on the global map. Though it seems that creative activists and
frustrated developing countries take the headlines, this headline concerns the
climate changes in the Middle East. And the projections are not good.
Rising temperatures, rising sea levels and food scarcity are some of the
factors of climate changes that influence the people in the Arab countries. But
not only the threats of lack of water and food, drought or flood loom in the
horizon.
The sign of the Palestinian: "Stop Palestine from melting"
The sign of the Polar bear: "Stop the poles from melting".
In the eyes
on the average Arab man and woman, the threat of a future war overshadows the
threats of climate changes. But more and more attention is put to the fact that
this goes hand in hand.
The rapport
"Rising Temperatures - Rising Tensions" from International Institute for Sustainable
Development (IISD) with support from the Danish Ministry of Foreign Affairs
lists the menacing clouds:
THREAT 1 -
Climate change may increase competition for scarce water resources,
complicating peace agreements.
THREAT 2 -
Climate change may intensify food insecurity, thereby raising the stakes for
the return or retention of occupied land.
THREAT 3 -
Climate change may hinder economic growth, thereby worsening poverty and social
instability.
THREAT 4 -
Climate change may lead to destabilizing forced migration and increased
tensions over existing refugee populations.
THREAT 5 -
Perceptions of resources shrinking as a result of climate change could increase
the militarization of strategic natural resources.
THREAT 6 -
Inaction on climate change may lead to growing resentment and distrust of the
West (and Israel) by Arab nations.
The list is
clear images of the implications the climate changes (can) have in the region.
Predicting dark clouds and thunder over the entire region.
"If the
international community is unable to come to a deal in Copenhagen that shows a commitment
to mitigate the effects of climate change and to help poorer countries adapt to
its impacts, it may reinforce the already pervasive sense in the Arab world
that many countries in West (including Israel) are not acting as ‘good global
citizens'." (IISD)
Another
report from PEW Research Center stresses the role that U.S and Obama play in
changing the perspectives for both the Middle East and the climate changes.
Pew Global Attitudes Survey 2009
At least the Middle Easterners opinion of Obama as a trustworthy climate
stakeholder is fairly good. But the distrust in the U.S. and the Western countries might affect the
attitude towards climate responsibility and maintain the Arab countries as the
countries with lowest score on climate awareness.
Maybe we
can hope for some change in the "weather" and avoid the high pressure if both
national and international emphasis is put to the water- and climate situation
in the Middle East.
"Welcome to Jordan” – after 4 months
here in Amman I’m still being greeted in the streets, in the caps and when
meeting new people. Jordan is an uncharted country to many people, kind of a
secret place with hidden treasures. Also hidden treasures in the way, that is
seems to be a motto in this country; “That what ever we do not see- do not
exist.” This means that the streets are being kept tidy, but behind every wall
is a great amount of trash.
Anyways, the
Jordanian climate responsibility is taking steps forward– but baby-steps.
Having brought old habits from Denmark like assorting trash, conserving water
and recycling is something that has turned from a simple to an uphill action in
Amman. But still we try. Here is one example:
My
apartment, which I share with two other interns at the MS ActionAid regional
MENA office, is located in an upper-class neighbourhood and we tend to shop for
groceries in a nearby mall. Ever since we arrived, we have had this kind of
tug-a-war with the mall-boys over use of plastic bags. They have an extreme use
of bags. If you buy just one pomegranate – it gets a bag, one chilli – a bag, a
ginger – a bag. And the bags go in to other bags when the service boy packs all
the groceries. So now after being consistent about asking them to put the price
sticker directly on the pomegranate and mix the vegetables with the shampoo and
rice when packing, we have become more than just the
pale-weird-speaking-westerns-girls. We are now the pale-weird-girls-that-re-pack-their-own-bags.
And I feel we are closer to an end of the war, since last time I bought a
pomegranate, the vegi-guy put the sticker directly on the pomegranate without
me insisting.
Who said
baby-steps… ;)
Forleden var jeg i Zarqa (Jordan 2. største by og et fattigt
og udsat område) for at interviewe en kvinde om hendes oplevelse af vandmanglen
i Jordan. Se artiklen under blog-indlægget. Der er virkelig stor forskel på
livet i Amman (især i det snobbish område som vi bor i) og livet ude i
udkantsområderne. Her løber vandet ikke bare du åbner for hanen. Amman er
højtprioriteret og Zarqa, som er det tættest befolkede område, må nøjes med
resterne. More or less... Det var en virkelig god oplevelse, både at møde kvinden,
besøge hendes familie, få super oversættelse af en ung sej kvinde, som det også
lige blev til lidt girl-talk med bagefter. Og så var det en go historie til MS
bladet. Ikke mindst var det tankevækkende hvor meget vand egentligt fylder, når
man ikke har det og jeg blev helt tørstig og begyndte at glæde mig til rindende
vand hjemme i lejligheden.
Da jeg så kom hjem var der fandeme ikke noget vand!!! Hvor
absurd er det lige. Vi blev da også helt forfærdede over, om vi virkelig havde
brugt så frimodigt af vores reserver. Men vi havde selvfølgelig også lige haft
en masse gæster og haft couchsurfere boede. Men konsekvensen var ingen mulighed
for at tage den bugnende opvask fra aftenen før og efterfølgende en hærskare myrer
på køkkenbordet, intet bad, ingen toilet-trækken ud, ingen tøjvask - eller den
var faktisk lige sat over og havde sikkert suget de sidste liter ud af
beholderen. Så maskinen blev slukket og vandet fyldt over i gryder til mere
fornuftigt brug (f.eks ville vi gerne på toiletter på et eller anden
tidspunkt), det overskydende der endte på gulvet, blev til en tiltrængt
gulvvask. Så måtte vi på ekskursion til supermarkedet og slukørede og flove købte
vi 18 flasker vand. Just in case. Sidenhen flygtede alle ud af lejligheden og
vandet kom lidt efter lidt igen (måske var det bare en pumpe der er gået i
stykker). Men det løber stadig ikke i rigelige mængder, når man åbner for
hanen. Så nu venter vi på vand-dag som er mandag og meget tiltrængt. Så kan vi
lære det!
Når hver en dråbe tæller
Af Camilla Juul Bjørn,
Informations praktikant, MS ActionAid MENA
I Zarqa nord for Jordans
hovedstad, Amman, er der støvet og varmt. Og tørt. Her er vandmangel ikke en
artikel i et magasin men en daglig udfordring. Myriam, mor til tre, er en af de
kvinder, der med begrænsede vandressourcer forsøger at opretholde en værdig
levestandard.
Som resten af nabolaget får
hendes bygning kun vand en gang om ugen. Dette vand skal række til hele
husholdningen med mand og tre småbørn. Og der er ikke nok. "Jeg er nødt til, at
overveje hver en dråbe jeg bruger og være økonomisk med det. Derfor samler jeg
det brugte vand i spande og bruger det til rengøring. Det er hårdt arbejde
altid at rense, koge, samle og genbruge vandet," fortæller Myriam og viser de
gamle vandrør, der afleder rust ud i vandet og sine spande og baljer på
toilettet.
"Hvis regeringen indførte en lov,
der fordelte vandet ligeligt i landet, eller i det mindste gjorde det en del
dyrere at købe ekstra vand, så ville folk blive mere bevidste om deres
forbrug." Sådan som det er nu, går det hårdt ud over de fattigste områder;
Zarqa, som er det tættest befolkede område i Jordan og de landlige områder,
hvor landbruget lider under regeringens restriktioner.
Vandmanglen er en overhængende trussel
i hele Mellemøsten, og med temperaturstigninger, uregelmæssig regn,
flygtningestrømme, befolkningstilvækst og forurening, er vandressourcerne udsat
for stort pres og forudses at være årsag til kommende politiske konflikter i
regionen.
På trods af dette er bevidstheden
om klimaproblemer meget lav blandt befolkningen i Jordan, som forbruger mere
vand end landet har til rådighed. Bl.a. er det populært at købe ekstra vand hos
private firmaer, så der ikke er behov for at spare, og det er ikke et sjældent
syn at se folk i Amman vaske deres bil eller vande deres have. Men for Myriam
er dette ikke økonomisk muligt. "Jeg må selv finde en løsning. Nu lærer jeg
mine børn at bruge vand med omhu og genanvende det. Resten er op til Gud".
Myriams råd til politikerne ved COP15:
Frigiv mere vand til de særligt
udsatte lande, og fordel det til alle egne i landene. Ikke kun til byerne, der
forbruger alt for meget. Lær alle at bruge vandet fornuftigt og start med
børnene, for de er fremtiden. Giv alle rettigheden til adgang til vand. Et
menneske har ret til og brug for vand for at leve.
FAKTA:
Jordan er blandt de lande i
verden, der har mindst vand pr. indbygger.
Hver jordaner har dagligt 90 l
vand til rådighed, mod de 170 l, der siges at være international standard.
Jordan får deres drikkevand fra
grundvand og regnvand. Endnu har det kun regnet en dag i oktober, og
grundvandsreserverne er halveret.
Stigende temperaturer og
manglende regn har forårsaget at overfladevandet er faldet med 30%
Det Døde Hav falder med 1 meter
årligt og er nu på 2/3 af sit oprindelige niveau.
Jordan er blandt de 5 lande i
verden, der måles til at interessere sig mindst for klimaforandringerne. De
andre er Libanon, Egypten, Kina og USA.
Kilder:
IRIN
ArabEnvironment.net
The Pew Global Attitudes Project
The Pew Global Attitudes Project
Alt i Jordan har en lyd. Og ikke bare en lyd, men en
hør-mig-lyd. Høj. Gennemtrængende. Skinger. Først og fremmest er der
selvfølgelig bønnekaldet - det varierer lidt afhængigt at imamens stil og
humør. Men de kender deres virkemidler og har skruet godt op for volumen, så vi
ateistiske stakler stadig får brudt vores syndige natte-hvile. Nå, men det er
jo egentligt også meget hyggeligt og sådan kulturelt at få lidt koranvers
opremset et par gange eller 7 i døgnet. Så langt så godt... Min nye forbi gælder
gasbilen. Den er en hel institution her i landet, og kører alle nabolag tyndt
hver eneste dag, spillende Für Elise og andre enerverende melodier. På en go
dag smigrer den os dog med Lambarda. SUK. Og lige når man tror, at nu har den forladt
vores kvarter, så lyder melodien igen, og jeg er ikke altid sikker på, om den
kommer ude fra gaden eller ind fra mit hoved. SUK (igen). Så er det godt at
humøret kan peppes lidt op med andre melodiske alternativer, som den lokale gadesælgers
nytårsfløjte af en slags, og de mekaniske melodier fra mine kollegaers
telefoner (min ringer aldrig....SUK). Efter en lang dag med forskellige kreative
mobiltoner, som jeg nu er begyndt at nynne med på, hvis telefonen ikke lige
bliver taget med det samme, er der ikke noget som en tur i supermarkedet. Der
ligger en Food City (vist en amerikansk kæde) lige på vores gade. Og mens jeg
hiver nektariner, persille, linser og langtidsholdbar mælk ned i kurven, går
det op for mig at jeg går og fløjter med på en syntizeser udgave af best-of
Celine Dion. Ja, hun er stor hernede. Og jeg er ikke den eneste der fløjter
med. Indefra morgenmads-sektionen lyder også lidt kækt fløjteri. AHH. Så er det
godt at man kan søge tilflugt i andre og mere velkomne lyde som Skypes 'svuup',
kendingmelodien fra ynglingsserien (ja vi har desværre fundet alle O.C sæsonerne til en skilling) og
diverse danske børnemelodier der på besynderligvis dukker op i mit hoved i tide
og utide. Det er svære tider at være lyd-hysteriker i. SSHHHHH!
De unge i Libanon snakker politik. Og de snakket meget. Og
højt. Det er lidt besynderligt at vende sig til at mange unger er kommunister
her, og ikke primært socialister som på venstrefløjen i DK.
Socialistpartiet/arbejderpartiet er vist nærmest en joke, til gengæld er
kommunistiske ungdomsorganisationer udbredt og har stærk tilslutning.
Den politiske situation i Libanon kræver mere end almen
spidsen-øre og politisk interesse. Here goes the short version; Befolknigen
stemmer efter sekterisk tilknytning, men pre-historiske magtforhold har afgjort
den procent-vise fordeling af pladserne i parlamentet. Hvilket f.eks betyder at
de kristne har 40% af pladserne, men udgør en langt mindre del af befolkningen
pga. den demografisk udvikling. Ifølge mine venners diskussioner handler
konflikten mellem regeringen og Hezbolla, om netop indflydelse i parlamentet.
Hezbollas bagland består af Shia muslimer, og netop disse har meget lille
indflydelse i parlamentet, der styres af Hariri og Sunni muslimerne. Snakken om
Hezbolla har en helt anden klang her i Libanon, end den i vores vestlig verden,
hvor de er symbolet på religiøs væbnet kamp. Som Hamas er også Hezbolla en
social organisation, der hjælper i den fattige østlige del af landet, og var
det ikke for dem, havde Israel invaderet landet for længe siden…siger mine
kammerater.
Palæstinensernes situation kompliceret situationen yderligere.
De fleste palæstinensere er Sunni, og gives de indflydelse og samme rettigheder
som alle andre i landet, vil magtbalancen yderligere forskydes. Desuden er det
et spørgsmål om magt og ikke mindst om at have nogle syndebukke i samfundet.
Palæstinenerne i Libanon har ikke ret til at eje egen bolig, til at have et
arbejde, til at stemme etc. De er udstødt og de fleste bor i lejre rundt om i
landet. Hvis de på anden vis har adgang til midler kan de flytte udenfor
lejrene, men de kan stadig ikke få arbejde, og slet ikke godt-betalte jobs. Så
palæstinensernes presses ud af deres universitetsjobs og flere veluddannede og
kendte personligheder i Libanon skjuler deres palæstinensiske rødder. Lejrene
,som f.eks Shatila som var udsat for israelsk massakre i 1982 og ligger midt i
Beirut, er overfyldte, ikke blot af palæstinensere, men af forskellige
folkeslag der er marginaliserede primært pga. nationalitet og fattigdom.
Forandringen står ikke lige for døren, for selvom alle i
Libanon snakker politik, er der de færreste der har tillid til politikerne og
deres gennemslagskraft. Mange stemmer dog alligevel til valgene, for trods alt
at fremme deres egen situation. Spørgsmålet er, om den eneste løsning på den
politikse stagnation er en revolution og om denne skal komme fra Hezbollas side
og hvad godt det egentligt vil føre med sig, bortset fra blot nye magthavere,
der igen bare meler deres egen kage.
Her lige en kort artikel produceret til Det Arabiske Initiativs nyhedsbrev:
Et unik læringsrum
for unge ledere i Libanon
Når alle har slået mave efter Ramadanens sidste store
familiemiddag, kaster 38 libanesiske unge ud i fem intense dage med leg og
læring sammen med 20 unge danskere. De skal samles nord for Beirut for at
afholde Lebanese-Danish Leadertraining camp og på programmet er projektstyring,
gruppedynamikker, kulturforståelse, konflikthåndtering og samarbejde om at
realisere kampagner i kreative processer.
Mellemfolkeligt Samvirke har indgået et partnerskab med The
Union of Lebanese Democratic Youth (ULDY), en politisk ungdomsorganisation med
mange aktive medlemmer, og i fællesskab udføres camp’en. Den ledes desuden af
et hold af danske og libanesiske trænere, der forinden har arbejdet på at
overføre det danske koncept til den libanesiske kontekst. ”Det har været
spændende at organisere ledertræningen og få indblik i forskellige
organisationers arbejde og møde de mange unge aktive i civilsamfundet, som vi
har fået om bord på camp’en,” fortæller Clara Christensen, der de sidste 2
måneder har forberedt ledertræningen, mens hun laver feltarbejde til sit
speciale om frivillighed i Libanon.
På sigt er målet at kunne afholde seminarer på arabisk i
MENA regionen med trænere fra både MENA og Danmark, hvorfor de danske deltagere
også har en profil med interesse i arabisk sprog og mellemøstlige forhold. De libanesiske deltagere kommer fra en bred
vifte af organisationer bl.a. Civil Society movement (CSM), Democratic Women’s
Assembly, Massar, IndyAct og Aie Serve og repræsenterer den meget varierede
organisationsverden, Libanon har.
Det er ambitionen, at deltagerne skal forlade camp’en med en
ny energi – en energi de kan overføre til projekter i deres NGO-bagland eller
til at opstarte nye initiativer. Netop dialog blandt unge og kapacitetsopbygning
i lokale organisationer er i fokus Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i
regionen.
Today I was stroke by some facts that I usually never consider. But
being stationed in the Middle East must have changed my perceptions – in some
ways. I was researching on a climate story involving the resent climate camp in
Denmark, Bright Green Youth, which had invited a Jordanian guy and a Lebanese
girl go join. As I skimmed the list of participating countries, I suddenly
found it really strange seeing the Asian countries listed like this: Korea, India, China,
Jordan, Syria, The Philippines, Palestine, Nepal, and Lebanon. Is it just me
or is it a really odd way of listing. And what’s up with the non-alphabetical
order…? I traveled four of the mentioned countries and it’s really different
places. Similarities could be – non-western (of course) – nice weather (tropic)
– religious society systems (various). But the differences are what really come
into mind. And I have never heard Jordanians or other Arabs refer to their
identity as Asian…. Actually, most Arabs identity with being a Muslim. But in
countries like Indonesia, Bangladesh and Pakistan the population identify with
their nationality, like American are Americans and some Europeans are
Europeans.
Just to let you know more about the origins of the name ‘Middle East’ I
indiscriminatingly will quote Wikipedia:
”Until World War II, it was
customary to refer to areas centered around Turkey and the eastern shore of
the Mediterranean as the "Near
East," while the "Far
East" centered on China,[10]
and the Middle East then meant the area from Mesopotamia to Burma, namely the area between
the Near East and the Far East.[citation needed]
In the late 1930s, the British established the Middle East Command,
which was based in Cairo, for
its military forces in the region. After that time, the term "Middle
East" gained broader usage in Europe and the United States, with the Middle East Institute
founded in Washington,
D.C. in 1946, among other usage.”
We always talk about the
Middle East as a kind of continent in the way we also refer to Africa – as
being one. So why not make it a fact. I guess if Australia can have Oceanian,
anything is possible…
Vidste du, at:
-
befolkningstallet af lidt over 6 millioner.
-
30% er mellem 15-29 år.
-
nabolandene er: Syrien, Irak, Saudi Arabien,
Egypten, Palæstina (Israel)
-
der bor estimeret mellem 1,5 og 3,5 mill. palæstinensere
i Jordan og der findes et Department of Palestinian Affairs.
-
dronningen hedder Rania, har palæstinensiske
rødder og en international kendis. Den tidligere dronning hed Noor eller
oprindeligt bare Lisa og var amerikaner.
-
at teoretisk set er Jordan et liberaliserende
demokrati, skønt de ønsker at fremstår som et vestligt demokrati, selvom det i
virkeligheden er et meget kontrolleret monarki.
-
Jordan er også et tandbørste mærke og en
basketball spiller.
-
Spielbergs ”Indiana Jones and the Last Crusade”
er indspillet i Jordan
-
Jordan fik (nye) gadenavne for 2 år siden og
ingen lokale bruger dem
-
det er umuligt at få en almindelig go’
kartoffel, til gengæld er alt andet frugt og grønt frisk og billigt.
-
det Røde er Hav er det eneste i verden som er
næsten lukket for vandtilstrømning, og at der er 31% salt i det Døde Hav.
-
Jesus blev døbt af Johannes på Jordan-siden af
det Døde Hav
-
Madonna var i ude at se Petra i forgårs. Hun
blev 15 minutter. Petra har stået der siden f. Kr.
-
det koster ca. 7 kr. at køre i taxa gennem byen,
ligesom en premiere dvd også kun koster 7 kr.
-
at Jordans cochsurfing gruppe er den mest aktive
i verden.
-
det i Jordan er ganske normalt for kvinder og
mænd ikke at give hånd. De lægger i stedet hånden på hjertet. Men der bliver
også kindkysset en del.
-
at den internationale økonomiske krise ikke har
ramt Jordan særligt hårdt. Primært er remitterne (pengeoverførsler fra
familiemedlemmer i andre lande) faldet.
-
Jordan har meget begrænset adgang til vandressourcer,
og at det sandsynligvis kan blive årsag til politiske sammenstød om et par år.
-
at tidsforskellen kun er 1 time.
-
At Al-Jazeera Sport sendte Danmark-Portugal, og
kampen blev vist på en cafe og fulgt af 2 dansker og 3 jordanere.
Det er dæmrende morgen. Jeg sover dybt. Kl.
4.30 lyder der lidt harken ud i morgenslumringen, og så begynder den
morgenfriske imam ellers at messe sine koranvers. Jeg er nu ret vågen. Bønnen
varer ikke længe, men kommer til gengæld igen efter 10 minutter pause, hvor jeg
ellers lige var faldet i søvn igen. Men denne gang er det alvor – for nu er det
altså ***. med at spise morgenmad, for nu er solen slået op. Den først
bøn var bare lige et forvarsel. I virkeligheden skal jeg ikke klage for tænk på
de muslimske B-mennesker der er nu sidder søvndrukne over de sidste krumme, og
vel og mærke har været oppe mindst en time for at få nok at spise for at kunne
klare sig igennem dagen. 12,5 time
varer fasten ca, selvfølgelig afhængigt af dagens aftagende længde. I Danmark
står solen lige nu op kl 6.25 og går ned kl 19.50 ca – så det er samme
tidsinterval hjemme som her. Men ligger Ramadanen midt om sommeren er Danmark
er hårdt sted at være en dydig muslim , når fasten kan nå op på over 20 timer.
Well, på trods af at bønnen på sin vis har sin charme, men
jeg kan næsten ikke tænke på at skulle få afbrudt min søvn hver nat det næste
halve år. Lad mig sove. Det er min bøn, og jeg tror der er bedre hul igennem
hernede end derhjemme. Inshalla!
Men nu jeg tænker over det, så slot det mig hvilket
potentiale der er. Det er det ultimative medie. Vi kunne i virkeligheden lære
noget af det. Forestil dig det rungende latterbrøl de sorte spejdere kunne
afstedkomme, hvis de fik adgang til kirkens mikrofon. Irakerne kunne fortælle
deres historier, så de nåede ud til selv det aller mørkeste Jylland. Hvad med
at broadcaste radioavisen på denne måde, så ingen behøvede at smutte ind foran
skærmen for at blive updatet. Eller bare en audio udgave af OBS engang imellem
– der er mange muligheder. Og så kunne kirkerne også igen få deres berettigelse
og borgerne få noget reelt ud af deres kirkeskat. Hvad mon Ironlady aka Birthe Rønn vil sige til det…..
Amman i Bagspejlet.
View of Downtown
Iftar måltid
Tur til Jerash
se flere billeder fra Jerash på: http://picasaweb.google.com/camilla.jb
Last night I attended an Iftar, the night break of Ramadan, where the Muslims eat after a whole day of fasting. The celebration was hosted by an old friend of mine from folk highshool, which was quiet a surprise, since we haven’t seen each other for 5 years, and suddenly we meet here in Amman. The guests were a great mix of international people along with Jordanians. And then there were this young Iraqi woman with whom I began to talk after dessert (very sweet sugary cakes along with this delish homemade cake that she´d made). She told me about her situation and how her family were torn apart after the US intervention in Iraq. She is here in Amman for now,living with an aunt, but she can’t stay, because Jordan is not giving visas to the Iraqi refugees as they have done for the Palestinians. She holds a master, but can never get licensed to use her education out of Iraq. She can’t look back at her past, she can’t see no future, she can only wait….
I feel deeply frustrated that refugees are pushed around in an intolerant world. Denmark won’t allow 300 Iraqis to stay in our little piece of heaven, even though we have nothing but space and even a need for labour workers. At least Jordan have accepted their responsibility as an oasis in the trembling Middle East and given nationality to the masses of Palestinian refugees since 1948. Due to this, the population in Jordan now consists of more and 50% with Palestinian descent.
Well, this girl shared her cake with us, but I guess nobody wants to share their with her. And it even was a tasty cake she had made……!
The first
days
I arrived a
week ago. Went to the apartment in Shmeisani, which I for the moment share with
5 other Danes. Two work at the Embassy, the rest are also interns at the MS MENA regional office
(Mellemfolkeligt Samvirkes kontor for Mellemøst en og Nordafrika). The next day
I went to work – no reason to hesitate – just get to it. There is a lot to
read, many people to get to know, many programmes to remember, a whole new city
to find my way around (which is so impossible, since I don’t know were anything
is located, and the taxi drivers don’t know the street names, since they were
introduces only a year ago…….)
Ramadan
Karim
Today we
have the 10.th day of the Ramadan. This means only only! three more weeks more
of lazy, quiet, hungry people around us. Even without fasting it is a tough
time to get through. Or maybe it is just a little monotonous, because there are
rules about eating in the street, no alcohol, everything is closed, and
everybody stay at home.
So Happy
Ramadan or Ramadan Karim to all of you Jordanians, but please let it soon be
over….