Marhaba Denmark

Perspectives on the Middle East. Insights in the Arabic culture. Notes on everyday life in/between two cultures.

Et indblik i min MS verden

Her lige en kort artikel produceret til Det Arabiske Initiativs nyhedsbrev:

 

Et unik læringsrum for unge ledere i Libanon

Når alle har slået mave efter Ramadanens sidste store familiemiddag, kaster 38 libanesiske unge ud i fem intense dage med leg og læring sammen med 20 unge danskere. De skal samles nord for Beirut for at afholde Lebanese-Danish Leadertraining camp og på programmet er projektstyring, gruppedynamikker, kulturforståelse, konflikthåndtering og samarbejde om at realisere kampagner i kreative processer.

Mellemfolkeligt Samvirke har indgået et partnerskab med The Union of Lebanese Democratic Youth (ULDY), en politisk ungdomsorganisation med mange aktive medlemmer, og i fællesskab udføres camp’en. Den ledes desuden af et hold af danske og libanesiske trænere, der forinden har arbejdet på at overføre det danske koncept til den libanesiske kontekst. ”Det har været spændende at organisere ledertræningen og få indblik i forskellige organisationers arbejde og møde de mange unge aktive i civilsamfundet, som vi har fået om bord på camp’en,” fortæller Clara Christensen, der de sidste 2 måneder har forberedt ledertræningen, mens hun laver feltarbejde til sit speciale om frivillighed i Libanon.

På sigt er målet at kunne afholde seminarer på arabisk i MENA regionen med trænere fra både MENA og Danmark, hvorfor de danske deltagere også har en profil med interesse i arabisk sprog og mellemøstlige forhold.  De libanesiske deltagere kommer fra en bred vifte af organisationer bl.a. Civil Society movement (CSM), Democratic Women’s Assembly, Massar, IndyAct og Aie Serve og repræsenterer den meget varierede organisationsverden, Libanon har.

Det er ambitionen, at deltagerne skal forlade camp’en med en ny energi – en energi de kan overføre til projekter i deres NGO-bagland eller til at opstarte nye initiativer. Netop dialog blandt unge og kapacitetsopbygning i lokale organisationer er i fokus Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i regionen.

 

Published 23. september 2009 20:24 by Camilla Juul Bjørn
Filed under: , , ,