Mira`s Blog

Måske den sidste blog

Mira Kromann — Tue, 05 May 2009 18:07:00 GMT

Endnu en uge er gået alt for hurtigt!! Men endnu værre var det jo at indse, at dette også var den sidste uge!!

Min tid her har været fantastisk, og en oplevelse som jeg aldrig vil glemme! MS skal virkelig have ros for denne platform/højskole. At uddanne deres volentører før de skal ud at arbejde er virkelig en god ide. Vi har mødt andre volentører, og er blevet chokerede over hvor lidt de vidste om det land de befandt sig i. Jeg mødte en pige i går, der ikke vidste hvilket sprog, de børn hun hjalp talte!

Jeg har lært så meget om Indiens land, kultur, økonomi, politik, traditioner, religioner, sprog og meget mere. Plus at jeg har lært en masse om mit eget lille land. Vi har sat Danmark op imod Indien og fundet sammenligninger, ulemper, fordele osv. Og sidste men ikke mindst, har jeg lært en masse om mig selv.

Den første dag vi var på platformen, skulle vi skrive ned hvad vi frygtede mest; "At fejle", at fejle personligt, at fejle med min viden, og den viden jeg ville modtage. At føle jeg intet kunne stille op imod dette kæmpe land, og fejle min søgen efter en lysere fremtid! Det var min frygt. Men jeg fandt den... Jeg fandt lyset i de fattige, mørke kvarterer. Jeg fik en masse viden, og jeg brugte den til at lave flere projekter, om blandt andet ”Fair Trade”, kastesystemmer og min hovedopgave; en artikel og monolog om kvindestatus!

Jeg vil komme hjem som en kvinde med viden om kriser, sorg, uretfærdigheder, men også glæde, hjælpsomhed, håb, farver og fest!

Det indiske folk har vundet mit hjerte totalt. På vej hen til internetcafeen, hvor jeg sidder, gik min venindes cykel i stykker. Dækket punkterede og dele af dækket fald af selve hjulet. Ind til siden kom vi, vendte den på hoved, og vi gik i gang. Men nej, ligegyldigt hvor meget vi prøvede, kunne vi ikke få dækket på igen, så vi kunne køre den hjem. Men selvfølgelig blev vi reddet. Først kom en mand nede fra vores supermarked på sin scooter. Han stoppe op, og kom hen til os. Vi forklarede ham sagen, og han hoppede straks tilbage til sin scooter, og kørte hen for at se om det nærmeste værksted var åbent. Men desværre var det lukket. Hmmmm hvad så? Jov, han begynder da med sine hvide bukser og guldringe, at reparere på cyklen. Hurtig kom der to til, hvor af den ene havde taget en skuetrækker og tang med... Skønt de blev meget beskidte, fik de cyklen op at køre igen på ingen tid! Jeg havde ellers forsøgt (og flækket en negl samt skåret min finger), men selvfølgelig skulle der et par ordentlige mænd til at gøre det. Vi sagde mange tak. De smilte begge og alle parter forlod stedet med en dejlige følelse!!!!! Jeg tror jeg har skrevet det før, men indere er det mest smilende og hjælpsomme folkefærd, jeg har mødt!!! Jeg var lige inde og sige farvel til min gode ven, guldsmeden, og som han forklarede det! Det handler jo bare om, at man skal vare glad!!

I morgen tidlig, skal jeg altså sige farvel til Colva, Blu Hause, Camilla, Sigrid og Lise. Og selvfølgelig til alle de dejlige venner, jeg har fået både i form af dyr og mennesker! Froggy og Frodo i badeværelset, gekkoerne på væggene, egernene (der er i gang med, at lave hus bag det ene billede), rotterne på loftet og selvfølgelig min trofaste ven Toast!
Toast har pænt stået uden for døren de sidste mange aftener mellem 22-23 og ventet på mig. Vores skraldespand udgøre nok hans tre måltider, og alle de kys han får af mig udgøre nok hans nærhedsbehov. Jeg håber at de næste der kommer, også vil tage sig godt af dem alle! Men jeg kommer nu også til at savner alle mine butiksejervenner, Silvia og hendes børn ved standen, vores syriske, vores internetcafepige osv. Her får man venner ligegyldig om man vil det eller ej, - tror endda jeg blev er blevet søster til et par! Også vores naboer, især naboens rengøringsdame (som elsker at sidde og kigge på os, læse lidt med i vores papirer og spille med i vores spil på trods af at hun ikke kan et ord engelsk) kommer jeg til savne. Men smile det kan vi alle og det er jo det vigtigste!

Fredag til søndag morgen vil jeg tage syd på, til en rigtig smukt (dog turistet) strand. Et par dages afslapning inden jeg skal flyve til Dehli, og starte på ”The Golden Triagle Backpacker tour”! Det bliver rigtig spændende. Glæder mig til at se hvem jeg ellers skal rejse med, og se en hel anden del af Indien end jeg er vant til! Mere at se, mere at opleve, jeg er klar!

Jeg kommer nok ikke på nettet, før jeg er hjemme i DK igen den 10 maj. I må alle passe rigtig godt på jer selv (og hinanden). Husk at jeg holder indisk aften, når jeg kommer hjem, for alle der har lyst!!

Vi ses i DK.

Weekend i Colva

Mira Kromann — Tue, 28 Apr 2009 14:58:00 GMT

Jeg er endelig blevet, næsten helt rask. På trods af min stadig trætte krop, og smerten i mit håndled fra, hvor den unge sygeplejerske forsøgte, at ligge mig et drop, er jeg frisk, og kan deltage med i alt, i vores hverdag i Blue Hause.

Fredag var vi ude at besøge et børnehjem. De fleste børn var dog på "sommerferie" rundt omkring i camps og hos private personer, så der var ikke så mange, men det var stadig utroligt spændende at se. De 75 børn er delt op i børn under 15 og op til 20, de sover på sovesale med ca. 5-10 køjesenge. Dejligt at se, at de dog faktisk havde okay sovepladser (okay plads i DK sammenligning er jo ingen ting, men de havde hver en seng, og det er flot for et børnehjem).

Børnene blev for det meste givet af hospitalet, når moderen enten var død eller stukket af. Den yngste de havde lige nu var fem år, og den ældste 20. Når de bliver 18 må de i princippet flytte fra børnehjemmet, blive gift, arbejde osv., men de er altid velkommen til at komme "hjem" igen. Børnehjemmet modtager bade piger og drenge, dog flest piger. Dette kom ikke bag på mig, da jeg efterhånden er ved at forstå det indiske sociale system, og drengene bliver der hold godt fast i! Det er også sådan, at børnehjemmet ikke bortadoptere piger væk, da de er for bange for, at de vil bliver misbrugt i deres nye familie, og det derfor er det bedre liv for dem, at blive på børnehjemmet.

Børnehjemmet bliver kørt af en katolsk organisation, og de har derfor en smuk, stort kirke, hvor de hver dag går til gudstjeneste. En af mine medstuderende kunne ikke forstå, hvorfor de bruger dette kampe store rum til en kirke, og eksempelvis ikke et klasselokale eller en sovesal, men jeg forstå nu godt deres grunde. For dem er deres tro det helligst, måske er det den, der overhovedet giver dem styrke til at overleve hverdagen på børnehjemmet. Med 75 skrigende børn, er det nok svart, at få præcis den opmærksomhed, man har brug for. De vil hellere sove på gulvet, end at miste deres hellige "pause" område.

Det var rigtig dejligt, at se hvor pant de havde dekoreret væggene med Peter Plys tegninger, - det minde mig jo helt om hjemme i et dansk børneværelse. De havde også rigtig mange bamser og andet legetøj, som er givet af organisationer og privat personer, når de kommer på besøg. Dog var det hele lidt beskidt og ødelagt, men de små sætter uden tvivl stor pris på det, og alle farverne lyste også dejligt op i det ellers fængselslignende hjem.

Lørdag den 25 var det min fødselsdag, og dette fik ikke lov, at gå udsendt hen, selvom jeg sidder på den anden side af jorden. Efter den danske, smukke fødselsdagssang "I dag er det...." var der dækket op til det fineste fødselsdagsbord, men vandmelon, ananas, noget, der kunne minde lidt om fødselsdagsboller og pandekager. På terrassen sad vi så, og nød solen, og hyggede med balloner og andet pynt. De var endda så søde, at give mig en gave. The Dancing Siva. Siva er hindu gud for ødelæggelse, og han danser, når han bliver vred. Dog skal man passe rigtig godt på, for hvis han sætter sit højne ben ned, er det jordens undergang. Siva er dog ikke kun en ødelæggelsesgud. Han har mange gange gennem historien ofret sig for menneskeligheden. Det ville være umuligt for mig, at fortælle alle de forskellige savn, som jeg efterhånden har hørt om de forskellige guder, og I kan nok forestille jer, at hvis vi har 60 millioner guder, og der er 10 sagn til hver, kan det være ret svært, at finde rundt i.

Efter morgenfesten gik vi på standen, og badede i de fantastiske bøjler, og spillede hyggelige spil. Dette har været vores første friweekenden, og vi havde ikke haft tid til, at gå på stranden ugen før, så vi nød virkelig bare, at være i vores Colva.

Om aftenen gik vi på ”Pasta Hot”, en hyggelig restaurant nede på stranden, hvor alt fra nysgerrige hunde, og de bange krabber, løber rundt mellem bordene under middagen. Det er aldrig kedeligt i Indien. Vi var også så heldige, at restauranten netop denne aften havde en live sanger med sin computer. Han fik rigtig sunget alle de gamle fine kærlighedssange. Et øjeblik savnet jeg min elskede Peter til at dele aftenvindens susen med.

Søndag tog vi igen på standen, hvor jeg blandt andet fik en rigtig god og lang samtale med Silva, den lokale sandsælger, der ville give mig en fødselsdagsgave i henna, så mens hun sad og dekorerede min underarm med en meget smuk blomst, fortalte hun mig en del ting, om hendes liv som overraskede mig.

Silva var blevet fundet på gaden, sammen med sin bror, og var blevet givet til et børnehjem. Her boede hun til hendes bror (da hun var 15) fandt en mand til hende, og hun blev giftet væk. ”Too young...”, som hun selv beskrev det. I Indien må man lovmæssigt ikke blive gift før man er 18, men ”child marriages” sker desværre alt for tit i de fattige områder. Silvas mand var meget ældre, og hun vidste ikke hvor han var, eller hvornår han ville komme hjem næste gang. Nok hjemme var han dog til, at gøre hende gravid fem gange. Den ældste pige på 15 arbejder nu selv. Silvia har ikke råd til, at hun skal gå i skole, - det er kun hendes to drenge, og den yngste datter, der har mulighed for det.

Det var en utrolig oplevelse, at høre om Silvas skæbne, og hendes store ønske om, at gøre noget andet for sine børn, men bare ikke have muligheden for det, gik lige i hjertet. Selvom hun havde lyst til, at lade sig skilles fra manden, kunne hun jo ikke, hun havde jo ingen forældre, hun kunne bo hos, og hendes børn havde jo brug for, at gå i skole. Altså hun var nød til at blive, arbejde og prøve, at forbedre sine børns liv, og sikre dem en fremtid, som desværre nok kommer tæt på Silvas eget.

Alle de kvinder jeg har mødt gennem de sidste 4 uger, har virkelig påvirket mig meget, og efter at have hørt Silvas historie, havde jeg masser af inspiration til, at gå hjem og arbejde på mit projekt. En artikel til en ”Story Telling”-konkurrence som MS afholder i august, og en monolog, som jeg planlægger, at koreografere til og danse på ”Fair Trade Festivalen” i København.

Vi har altså nu taget hul på den sidste uge her på Globel Platform, en meget skræmmende tanke. Vi er alle enige om, at vi i hvert fald godt kunne brug 14 dage mere. Så nu vil jeg suge alt det sidste kraft ud af Colva, som jeg kan, inden jeg vil tage videre til Rajastan!

Jeg tabte mit hjerte og mit helbred i Hampi!

Mira Kromann — Wed, 22 Apr 2009 22:25:00 GMT

Ja, min overskift forlanger nok en del forklaring. Torsdag aften d.16 tog jeg og mine to medstuderende til Hampi, som ligger i delstaten Karnataka. Det tager ca.10 timer i bus, og dette var heldigvis en fint fin og behagelig tur.

Allerede da vi havde været i byen ca.10 minutter kunne jeg mærke, at jeg var solgt. Skønt mit hjerte, sind og sjæl, ligger hos min forlovede Peter, familie og hjemme i Danmark, blev jeg forelsket i denne by, og der er ingen tvivl om, at jeg vil se den igen! Næste gang tager jeg dog nok Peter med, det er det smukkest sted jeg nogensinde har været. Skønt der er meget mere primitivt end i vores Colva, var der så meget sjæl og ånd, så det til sidst blev for meget! Vores hotel Shambhu var et lille og hyggeligt hotel. Vi fik en rigtig god ven i hotelejeren. En ung fyr hvis drøm var, at købe et større og bedre hotel i smukke Hampi, få sig en familie og blive der. Jeg forstår ham nu rigtigt godt. Hvis jeg var blevet født i disse klippeomgivelser ville jeg nok aldrig rejse der fra igen! Hehe - det passer jo nok ikke helt, da mine inderlige ønsker er, at se hele verden, men som jeg skrev tidligere, vil jeg i hver fald vende tilbage til ruinbyen!

Jeg håber, at I der følger med i mine blogs, har lyst til at komme hjem til mig og se billeder, for jeg kan ikke beskrive det, ligegyldig hvor meget jeg endda forsøger.

Den første dag brugte vi på, at gå lidt rundt selv og kigge på de smukke templer, hvor vi satte os og kom i snak med en ung mand, der lavede statuer og smykker i fedtsten og andre sten typer. Han var utrolig venlig og fortalte især om de små slagsmål han havde været med i og ville gerne have os med til at ryge noget ”spændende” senere, - det sagde vi dog pænt nej tak til, selvom han jo bare ønskede, at vi skulle kunne slappe af, som han selv sagde det!

Vi satte os ned til den store flod, der går gennem Hampi. Her var alt fra turister til lokale, der vaskede tøj, til en meget afklædt mand, der hvad jeg kunne se, prøvede at samle muslingeskaller. Når jeg skriver afklædt, mener jeg en meget lille g-streng-lignende trus. Meget specielt for os at se, og meget svært ikke, at komme til at stirre på hele tiden. :)

Til aften gik vi ned på Mango Tree og spiste. Vi var blevet advaret om, at passe på at spise maden i Hampi, men at man altid ville være sikker på Mango Tree, så der gik vi hen. Det var et så dejligt sted, lakker mad, især nogle gode pandekager ;) God betjening og en fantastisk udsigt. Selvfølgelig sidder man på gulvet, og der var intet elektrisk lys. Kunne det blive hyggeligere!? Nej, det syntes vi ikke, så vi spise der hver dag!

Om aftenen gik vi hjem gemme byen og mærkede nu det lokale folk i deres aften rutiner. Det var lidt skræmmende, at se hvor mange der rent faktisk lagde sig uden for og sov, ikke kun på grund af varmen, men på grund af pladsmangel!

En sjov ting, som jeg dog godt vidste hjemme fra er jo hvor mange køer, der går rundt på gaden. Vi har bare ikke mærket det så meget hjemme i Colca, som vi nu kunne i Hampi! Overalt var der køer og bøfler der vandrede, og man skal aldrig regne med, at de går uden om een. Nej, de er vant til, at befolkningen flytter sig, og når der kommer et par ordentlige horn mod een, forstår jeg godt hvorfor.

Vi gik tidligt i seng efter at have lege sproglege for at øve vores Hindi!

Næste morgen stod vi op kl. halv syv, og gik ned til floden for at se den hellige byelefant blive vasket. Hver morgen kl. halv otte bevæger den sig ned til floden, og bliver vasket i to timer. Den så ud til at nyde det, og det var fantastisk at se alle farverne fra alle de mange indere, der selv havde deres morgenmad og tøjvaskning. Igen håber jeg, at I alle har lyst til at se billeder, da dette bare var et fantastisk syn.

Efter lidt morgenmad tog vi med vores hotelværts fætter ud på en længere tempeltur. Jeg tror vi så omkring ti templer og paladser, og skønt mange var ens, så var der detaljer ved dem alle, som jeg aldrig havde troede mennesket kunne skabe. Søjler, figurer og statuer for alle de mange guder. Jeg har aldrig følt mig så lille og ubetydeligt, som jeg gjorde da jeg stod ved siden af disse enorme bygninger fra 1500-tallet. Dog skal dette ikke misforstås som en negativ følelser, tværtimod, det fik mig til, at glæde over hvor fantastisk mennesket og verden endelig er.

Vi var også ude på en lille på en alt for varm bådtur. Båden i sig selv var nok det sjoveste ved turen. Hvis man forestiller sig Tommelise i en lille hasselnødskal, som hun sejler rundt med på det store hav i, så har man billedet af hvordan denne runde, lidt usikre båd, så ud. Vi sad rundt i den, så vægten blev lige. Vores ”kaptajn” var en ung mand, som var ved at gå i gulvet af anstrengelse for at få os to piger rundt. På grund af formen af båden, måtte han også hele tiden skifte hvor han roede, da vi ellers bare ville sejle rundt om os selv, som en snoretop.

Det var en meget varm men dejlig tur, og vi var glade, da vi kunne komme ind i skyggen på Mango Tree og spise Tarabuza (vandmelon).

Kl.17.30 hentede vores chauffør os igen, og vi kørte op på et bjerg med den smukkeste udsigt, for at se solnedgangen. Jeg elsker, at hoppe rundt på klipper, og dette sted var en sand legeplads for mig. Stilhed, vind, udsigt over bjerge, templer, klipper, floder, overalt hvor jeg vendte mit blik, blev jeg mødt af storhed. Det perfekte sted, at vende sit sind ind ad, og mærke alle de oplevelser, jeg gennem de sidste to uger havde mødt. Efter solnedgangen blev vi ført ind i en lille hule, hvor en meget gammel og tynd mand havde viet sit liv til Shive (indisk gud). Her blev vi velsignet, og fik den berømte røde stribe i panden.

Der er tusinde af folkelige traditioner med disse prikker og streger i panden, og jeg tror at det er umuligt, at lære dem alle at kende og at skelne dem fra hinanden. Dog har jeg lært, at den enkelte røde prik er for gifte kvinder, og den røde stribe i hårgrænsen betyder, at kvinden/pigen har været forlovet væk siden sin barndom.

Vi kom også hen til et tempel, hvor der sad et par ældre mænd og sang og spillede på musik instrumenter. Vores chauffør fortalte, at der for et halvt år siden var en vigtigt rigmand i området, der havde bestemt at disse præster skulle sidde i to år, og spille og synge hellige tekster 24timer i døgnet for at føre hans sjæl videre. Helt utroligt at forestille sig. Der var ti mennesker der ellers skulle skiftes, også havde de ti dages ”ferie” på de to år hvor de skulle i eksil, også i gang igen. 24timer i døgnet – to år i trak.

Søndag blev en rigtig slappedag, - det havde vi alle tre brug for. Der sker så meget gennem skoleugen, og vi får aldrig rigtig holdt fri, så vi besluttede, at det var okay, at blive siddende på Mango Tree i fem timer og bare drikke milkshake.

Om eftermiddagen, da vi var på vej hjem mod hotellet, blev vi glædeligt overfaldet af en folk børn. Jeg tror der var omkring 10-15, men jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig fik et overblik! Alle ville have svingture i luften, og kildes, men mest af alt havde de brug for nærheden. Jeg kommer til at tænke på hvor meget disse børn endelig bliver hold om derhjemme? Får de et knus en gang imellem? For hver gange jeg er kommet tæt på dem, vil de slet ikke give slip igen! Sandheden er nok, at det er lige så svært for mig, at give slip igen på dem, som det er for dem, at give slip på mig.

Om aftenen tog vi igen op og så solnedgangen. Vores chauffør gik med os, og vi fik en rigtig god snak med ham. Han fortalte om sit liv, sine drømme, byen, kulturen og religionen. Igen blive jeg overrasket over hvor åbent det indiske folk er. Jeg lærer noget af hver et menneske jeg møder!

Mandag morgen skulle vi så forlade Hampi. Toget var selvfølgelig to timer forsinket og da vi endelig kom på, holdt vi også stille flere gange, men i Indien er der ikke noget der hedder at brokke sig og være negativ, så der var ikke andet at gøre end at vente.

Som jeg skrev i mig overskriften tabte jeg mig helbred i Hampi, - meget bogstaveligt talt faktisk.

Da vi sad i toget blev jeg meget syg og mistede alt energi, der var i min krop. Jeg kunne ikke engang åbne min vandflaske selv. Det var en meget ubehagelig oplevelse, som også endte med, at jeg blev indlagt på et privathospital, da vi var kommet frem til den nærmeste by!

Se i sygdommens stund er Indien bare Indien. Alle de nysgerrige indere i toget, der alle ville hjælpe. Jeg var overrasket over, at de ikke tog nogle billeder, men i min febertåge, kunne det selvfølgelig godt være, at de gjorde, men jeg bare ikke så det.

Jeg blev indlagt på Apollo Victor Hospital kl.18 mandag aften, og blev udskrevet tirsdag kl.15. Skønt det var endnu en oplevelse, at opleve et indisk hospital, havde jeg helst for uden. At ligge alene på en stue med alt fra en døende kvinde med alle sine sønner, til en lille dreng, der var meget ulykkelig, og skreg meget højt hver gange en sygeplejerske nærmede sig, var noget jeg helst havde undværet. Jeg er er jo heldigvis kommet hjem igen til Blu Hause, og er så småt begyndt, at få kræfterne tilbage, selvom det ser ud til at tage et par dages tid. Lægerne mente, at det var kolibakterier, jeg nok havde fået fra maden eller af en af de mange hunde, katte eller køer jeg havde leget med. Jeg skal tage medicin de næste fem dage, også håber vi, at jeg bliver helt frisk igen.

Det var en weekend med mange oplevelser. Både de helt fantastiske, og de knap så sjove. Jeg tror aldrig, jeg vil brokke mig over de danske hospitaler igen ;)

Jeg tanker rigtig meget på jer alle derhjemme, og viser tit billeder af jer til alle de nysgerrige indere. Tak for al jeres hjælp her mens jeg har været syg. Jeg håber, at denne blog - skønt min energimangel og svimmelhed - giver bare et lille indblik i den fantastisk by Hampi! Som sagt er alle inviteret hjem til mig, og se billeder når jeg kommer hjem!

Alt for få time på alt for få døgn

Mira Kromann — Sat, 18 Apr 2009 09:34:00 GMT

Jeg har aldrig ønsket så meget som nu, at der var flere timer på et døgn! selvom vi stå op tidligt hver morgen, og virkelig laver noget hele tiden, er det svært, at få tid til det hele! Det er helt uvirkeligt, at denne uge nu også snart er gået. Jeg føler, at vi kun lige er kommet hjem fra Bombay/Mumbai. og nu skal vi allerede af sted på weekendtur i aften!

I går var vi i ”Anjuna”, en by ca. to timers kørsel herfra. I ”Anjuna” har de et kæmpe marked, hvor folk overalt fra Indien kommer og sælger deres ting, og det var dette vi skulle opleve, ikke kun for at købe og handle, men for at snakke med de mange, meget forskellige mennesker. Det var utroligt spændende og jeg fik mødt nogle fantastiske menneskelige skæbner.

Der var alt fra traditionelle indere fra nord Indien, til tibetanere. vestlinge og hippier. Mange der nu havde bosat sig på den smukke strand og leve af, hvad de nu kunne lave med deres egne hænder og sælge med deres smarte replikker.

jeg må ærligt sige, at dette er den første gange, jeg ikke har kunne lide det indiske folk. Jeg har på intet tidspunkt følt mig truet eller chikaneret. men dette marked blev for meget for mig. Først var det charmerende, når de smukke indiske damer tog din hånd, og trak dig med hen til deres butik, men når du bliver hevet så meget i, at det gør ondt, er det ikke længere sjovt! Hele kulturen mellem inderne på dette marked var, at være så anmassende som muligt, og det blev for meget af det gode for mig. Jeg har min grænser, og jeg forventer, at de bliver respekteret. Selvfølgelig ønsker de ikke, at gøre een ondt, men deres handlemåde er bare så anderledes, fra den kultur jeg kender, og det var derfor et stort chok.

Dog var det også fantastisk, at snakke med dem. Når de endelig havde fået dig hevet med ind i deres bod, og sat dig solidt på en stol. Jeg talte bland andet med en ung kvinde på 19år. Hun var gift, og havde sin to år gamle søn liggende, sovende ved siden af. Dette var utroligt normalt på hele markedet, Mange unge piger, på min egen alder, gift i arrangerede ægteskaber og med et barn eller to. Dette er dog ikke usædvanligt for dem. Nej, det var nærmere mærkeligt, at mine to medstuderende ikke havde kærester... Mig kunne de bedre forstå, da jeg er forlovet og min "mand" er ændre end mig. Det gav mere mening i deres hverdagen, hvor flere hjemme i DK måske syntes, at det er underligt og tidligt for en 20-årig og være forlovet. Det er sjovt, at se den store forskel. En ting er, at læse og høre om det, noget andet er, at tale om det med disse unge mennesker.

Der findes desværre alt for mange arrangerede ægteskaber her i Indien. Ikke officielle tal siger, at ca. 95% er arrangerede og kun 5% er hvad man kalder for "love marriages". Ægteskab er et af de store emner, der påvirker meget i hele Indien. Der er mange komplicerede regler og problemstillinger. Skønt det har været forbudt siden 1949, at føre kastesystemer, er de stadig styrende i meget af den indiske kultur. Dette gør det rigtig svært for unge, at forelske sig, da dette er ”forbudt” uden for din egen kaste. Kastesystemet er i sig selv et stort problem over næsten hele Indien og et problem, der er svært at ændre, da der er så mange traditioner bundet sammen i den hinduistiske religionsretning.

Kvindestatus er også et af de større emner, der rammer mig, og jeg har besluttet, at skrive min opgave herom. Hvordan kvinder bliver undertrygt i forhold til mand, fra den dag de bliver født til den dag de dør. Pigerne får blandt andet ikke lige så meget mad af spise som drenge. Piger får ikke lige så gode muligheder for uddannelse som drenge, da de skal hjælpe derhjemme. Det er kvindens far og de andre mand i familien, der bestemmer kvinden kommende mand. Hun har intet, at skulle have sagt, og ser ham ikke før selve brylluppet. Det er aldrig godt, at få en datter, da dette har mange omkostninger med sig. For det første skal de jo have en dreng til, at føre familiens navn videre, da kvinden rejser med sin nye mand til hans hjem, og tilhører ham derefter. For det andet skal brudens familie betale en Dowry. Dowry er det man betaler for, at få giftet sin datter væk. Brudens familie skal altså betale gommens familie for, at de tager bruden til sig. Og hvis du betaler en lille dowry, vil din datter nok også blive behandlet herefter.

Jeg brugte ordret "tilhører" om kvinden før. Jeg hader dette ord, men det er desværre sådan, at du som kvinde tilhører din mand og dermed skal gøre alt hvad han siger, også når det kommer til at sove sammen. I alt bliver der fortaget voldtægter i hjemmet så tit som een kvinde/pige hvert 35 minut. Dette tal skrammer mig rigtig meget, men da de ikke har fået nogen uddannelse ved de jo ikke bedre. Som de siger, er det deres pligt, fordi de er født som kvinder. Det er netop dette, jeg vil brygge min opgave op omkring.

I dag stod vi op kl.7 og gik i kirke. Her i Goa er den største delen af befolkningen Kristne. Så vi kom til en gudstjeneste, meget som vi kender den hjemme i DK. Skønt det hele foregik på, ikke hindi men den lokale dialekt, var det muligt at genkende Trosbekendelsen, Fadervor og Velsignelse. Vi gik også til nadver, hvor man dog ikke får vin hver dag, men kun til de store ceremonier. Nu skal det jo også siges, at de går i kirke hver dag, og ikke kun søndag, som vi gør. Kirken i sig selv er også meget anderledes. Vi i Danmark kan godt lide, at den ser om som den gjorde den gang den blev bygget. Godt slidt i det :), men i Indien er det så farverigt, som et børneværelse, og der er skiftende lyskæder hængende overalt. En ting de fleste i DK finder usmageligt, og måske lidt useriøst, men nej, i Indien skal alt være en fest!

Efter kirke gik vi så videre til et tempel for hinduer. Det oprindelige tempel var blevet ødelagt, da portugiserne kom til Goa, men nu havde hele den hindi-troende del af Gao altså sammen fået bygget et nyt, smukt tempel op.

Hindi finder jeg som en utrolig fascinerende religion. Med deres 60 millioner guder, er der så mange historier og legender, så jeg tror man kunne bruge et helt liv på, at lære dem alle at kende. Jeg nyder meget når Sushila (vores indiske lærer) fortæller om Shiva, Krisna, Ganesh, Hanuman, Rama, Lakshimi osv. I dag fortalte hun mig historien om mit eget navn Mira. Mira var en kvinde i 1600-tallet, der var dybt forelsket i Krisha, men som var bestemt, at skulle giftes med en konge. Hun gjorde sin pligt, og blev gift, men tænkte altid på Krisna. En dag blev hendes kærlighed opdaget, og hun blev forvist. Hun viede resten af sit liv til Krisna. Hinduisme har utrolig mange kærlighedshistorier, som ender godt, så det kan være så svært for mig at forstå, hvorfor de lever med så lidt forståelse for kærlighed i deres eget liv.

Livet i vores dejlige ”Blue Hause” er fantastisk. Når vi ikke har time, hygger vi med enten at sidde og nyde en vandmelon på terrassen, skrive og tænke over de oplevelser vi har haft, lavet lektier og læser nærmere om det næste sted, vi skal besøge, eller også leger vi sjove lege som ”action hat”. Hehe, - et meget skægt spil, hvor man både skal bruge hovedet og kroppen.

I går lavede jeg en lille hundesalon. Vi har en dejlig hund, som kommer forbi hver dag, og roder vores skraldespand igennem for toas. Dem af jer, der kender mig godt, ved hvilken dyreven jeg er, og Toas (som jeg har kaldt ham) er blevet mægtig gode venner med mig. Desværre har han så mange lopper, der driller ham, så i går redte jeg hans pels igennem og forkælede ham!

Det er svært for mig, at se på alle disse tynde, skræmte dyr. Det er så tydeligt hvor meget de egentlig bare trænger til at få et lille klap eller at blive kløet bag øret, også er deres dag reddet. De fattige dyr og de fattige børn vi har besøgt, har meget til fælles. De mangler en omsorg og en nærhed. De har så svært ved, at give slip om ens hals, når først de har mærket varmen fra dit bryst eller blot din berøring. Det er så nemt for mig, at give dem det de får så lidt af.

Som sagt skal vi til Hampi i weekenden. Det tager, ligesom til Bombay ca. ti timer med sovebus. Dog har vi siddepladser denne gang og ingen aircondition, så det bliver spændende, at se om vi overlever. Jeg glæder mig rigtigt meget. Dette er et af de steder, jeg fra starten gerne har vidste besøge, så motivationen er høj. Vi er tilbage mandag eftermiddag, til så at gå igang med vores tredje uge.

Jeg vil slutte som jeg startede med, at sige at der bare er for lidt tid, og den der er, går alt for hurtigt!

Mira

Tre dage i Bombay!

Mira Kromann — Wed, 15 Apr 2009 19:36:00 GMT

Så er vi kommet tilbage til Colva og vores blaa hus, efter en weekend i storbyen Bombay, eller Mumbai som den idag hedder. De fleste indere synes dog, at det er fjollet, og kalder den derfor deres Bombay. Måske vil den nye generation går over det det nye navn, men befolkningen virker ikke, som om de tror på det.

Selvom vi har talt meget, om hvor stort og kultur-rigt Indien er, overraskede det mig alligevel, at finde Bombay så forskel fra vores lille landsby! Det er næsten som, at træde ind i et andet land.

Turen tog ca. 12 timer - Kl. 20.00 torsdag satte vi os ind i sovebussen i Margao. Sovebussen var indrettet med små (meget små) hylder, som man så sover to personer i. Man kan lige præcist ligge udstrakt, men der er for lavt til at man kan sidde op. Jeg var så heldig, at få lov at ligge sammen med en venlig indisk mand, som på trods af, hvor tæt vi lå, ikke rørte mig på noget tidspunkt. Jeg tror endda slet ikke, at han sove, blot af høflighed overfor mig. Jeg har virkelig erfaret hvor åbenhjertet og høfligt det indiske folk er. Altid klar til at vinke, når man cykler forbi, eller med en hjælpende hånd til alt fra at pakke poser til at låne toilettet og at vise vej.

Men vi ankom altså til Bombay kl.08.00 fredag morgen, og kunne slet ikke vente med, at se hele byen! Vi satte os i en af de mange smukke parker, som man kan finde mange steder. Tit er parkerne delt op i kvinder, ældre og børn. Meget skægt, men dog ikke set på den måde, at kvinder er forbudt nogen steder, det er blot som en høflig gestus overfor de kvinder, der ønsker lidt fred.

Her slog vi os ned, og spise en banan til morgenmad, og snakkede planer for resten af dagen. Efter at have været faret lidt vild i den store by, lykkes det at finde et hotel, lige ved ”Victoria Station”. Den største og smukkeste station jeg har set. Alle bygningerne er meget forskellige. Alt fra helt gamle murstensbygninger med tårne og spir, til højhuse med glasfacader og til små halvruiner overdækket af presenninger. Desværre er der rigtig mange fattige, og dermed også mange hjemløse, der sover på gaderne med en tappe over sig.

Det er svært, at se alle disse skæbner, og det er vigtigt, at beslutte med sig selv, hvordan man individuelt har det, og hvad man ønsker, at gøre for dem. Vil du give dem små mønstre, og hvor meget? Vil du give til alle der tigger, eller kun nogen? Man er nødt til, at tage stilling til disse ting, før man stå med de små bedende børneøjne, eller de gamle rystende hænder. Jeg har hele tiden ville holde fast i, ikke at give penge. Jeg er ambassadør for den vestlige verden, og ønsker ikke at deres billede af ”os hvide turister” er en pengemaskine for dem, der ser mest ynkelige ud. Derfor forsøger jeg altid, at have noget spiseligt på mig; bananer, kiks osv., som jeg kan give dem i stedet. Det varmer mit hjerte, at se den lille pige, der løber rundt på vejen og tigger ved bilerne, i stedet at sidde og drikke af den vandflaske, jeg lige har givet hende.

Vores hotel, ”City Hotel Palads”, var et ganske udmærket sted at bo. Altid venlig betjening og smilende ansigter. Hver morgen fik vi serveret dejlige chai the!

Efter at have smidt vores tasker, gik vi ud i den brølende, varme og støjende trafik. Vi mødte en venlig chauffør, Musafa, og vi sagde ja til, at han kørte os rundt til de forskellige ting, vi gerne ville se. Bombay er så stor en by, at det er umuligt, at gå rundt til alle de forskellige områder.

Vi startede med, at køre ud til vaskeområdet, hvor alle Bombays 19 millioner mennesker får vasket deres tøj. Dette var virkelig et syn. Bunker af farverigt tøj overalt, der blev vasket, banket, rullet, svinget rundt i luften og til sidste hængt op overalt. Duft af både sæbe og skrald, fyldte luften!

En sjov ting her i Indien er, hvor meget alle går op i renlighed i forhold til deres tøj. Selv de fattigste sørger for, at have pænt og forholdsvis rent tøj på. Vi kom i vores ret beskidte backpackertøj, og flere hentydede til, hvor vi kunne købe noget rent.

Efter vaskeområdet kørte vi til havnen, hvor alle fiskerne bor. Husende var små og ødelagte, og der lugtede bestemt ikke friskt. Videre kørte vi op af stranden, som desværre er for forurenet til, at man bruger den. Videre forbi smukke parker og til mit første hindu tempel ”Janet templet”. Det var utroligt smukt, og tydeligvis i brug af mange troende, der gik deres runde i rutiner. Det lignede nærmest, at det var tilfældigheder hvor de gik hen, hvor de bedte, hvor de lagde sig ned, ringede med klokker og farvede sig i panden, men de så meget målrettede ud. Der var malerier overalt på vægge og i lofter, og de blev alle vedligeholdt, så alting var rent og skinnede.

Her efter besøgte vi ”Ghandi’s house”. Ghandi har ikke levet i dette hus, men havde et værelse hos din gode ven, og nu var huset altså dedikeret til Ghandi og hans historie. Det mindede meget om H.C. Andersens hus hjemme i Odense.

Turen var kommet til sin ende, og det havde været tre fantastiske timer, med Bombays historier.

Vi havde tidligere spist på en lokal restaurant, og det havde været så stærkt, at vi alle tre måtte omgive at spise. De søde tjenere grinte en del af os. Så derfor besluttede vi, at spise på MacDonalds om aftenen. Her lærte vi, at koen faktisk er SÅ hellig, at man ikke engang serverer den i kæden MacDonalds i Indien. Resten af aftenen gik vi rundt i byen og nød alle indtrykkene.

Lørdag havde vi bestemt, at det skulle være ”Bollywood-dag”. Dette var dog ikke så nemt, som det stod i rejsebøgerne. Efter en næsten to timers kørsel, kom vi frem til porten ved filmbyen. Desværre stod der to ikke-så-venligt-udseende vagter og skulede. Nej, vi måtte ikke komme ind. Vores chauffør prøvede, at overbevise os om, at vi bare skulle bestikke dem, også kunne vi komme ind. Men da korruption er en af de største problemer i Inden, gik vores moral selvfølgelig imod dette, og vi måtte opgive, at komme ind. I stedet kørte vores chauffør os til det område, hvor mange af de store stjerner bor, så lidt ”Bollywood” fik vi da mærket. Vi blev i de finere rækker og tog til ”Taj Marhal hotellet”, det dyreste i hele Bombay og spiste frokost. Skønt vi var svedige og ja, lad os sige knap så fine, som de andre gæster, blev der taget godt imod os, og vi fik serveret det dejligste indiske måltid. Det var bare rent luksus.

Vi begav os ned til ”The Indian Gate”, også kendt som ”Indiens Triumfbue”. Men her blev det hurtigt os, der var turistattraktionen, før vi vidste af det, var vi omringet af indere, der ville have taget deres billede sammen med os. Jeg forstå dog ikke hvordan de kan finde os hvide, beskidte danskere interessante, når man ser deres farverige smukke sarier og glitrende smykker. Der var både unge fyre, der ville ha’ et billede med hjem ad deres ”western scoring”, og familier der kastede deres børn i mine arme. Jeg fik blandt andet en lille seks måneder gammel pige på skødet - før jeg nåde, at se hvem moderen var. Vi legede i 5-10 minutter, mens vi blev filmet fra alle sider. Moderen kom dog tilbage for, at hente pigen og vi kunne gå videre.

Vi besluttede os for, at slå os ned i en stor park hvor der blev spillet kricket overalt. Det britiske spil, som der bliver spillet overalt, på alle gadehjørner, og hvor det ellers er muligt. Vi forstod dog ikke helt reglerne, og forstyrrede vist også mere end vi gavnede, da spillerne fik mere travlt med, at kigge på os end efter bolden. På et tidspunkt fandt vi en gruppe unge drenge, der spille fodbold, og her kunne vi jo så være med. For jeg vidste af det løb jeg rundt med ca. 15 unge og prøvede, at skyde til den halvflade bold. Drengene elskede det, og der blev grint en del! De havde da i hvert fald noget, at fortælle når de kom hjem. Og vi det samme.

Mørket var begyndt, at ligge sig over byen, og vi besluttede, at vi ville se en ”Bollywood” film i biografen. Vi faldt i snak med en ung mand, som vidste os hen til den bedste biograf. Bare turen gennem byen med ham var spændende. Han fortalte om sit liv her i Bombay, og vi fortalte lidt om DK. Igen vil venligheden ingen ende tage. Efter at have fuldt os hele vejen, gav vi pænt hinanden hånden, og han forlod os igen. Filmen vi så blev noget af en overraskelse. Vi har set et par rigtig gode ”Bollywood” film her på platformen, men denne... Ja, den var så dårlig, at ikke engang inderne gad se den. Efter at have siddet kun os tre i salen i ca. en halv time, valgte vi, at gå igen. Vi spise en is og gik hjem mod hotellet. Det var dog svært, at falde i søvn med alle dine nye indtryk og oplevelser svævende i sindet.

Tredjedagen, søndag, tog vi ud til ”Elephant Island” (”Elefantøen”). Sejlturen derud tog ca. en time. Den dejlige blæst og den smukke udsigt ind til storbyen var vidunderlig.

Øen var så ubeskrivelig, at det er lige før jeg ikke tør prøve. Grotter og huler med kæmper søjler. Statuer og hellige områder overalt. Aberne, der løber rundt om dine ben og over dit hoved. Duften af vand og lokal mad, - alt var bare vidunderligt.

Denne store, hellig ø, med templer og ruiner, fyldt med så mange energier, at jeg tit måtte sætter mig ned for bare trække vejret dybt og bearbejde indtrykkene, var fantastisk. Som sagt kan jeg umuligt beskrive denne ø og denne stemning, - alle burde bare opleve det!!! Der var også et fantastisk, stort marked og jeg fik købt mange statuer, smykker og krystaller! Jeg tror, at jeg bliver nød til, at sende en pakke hjem, for med alt det jeg køber, kan jeg umuligt selv bære min taske ;)

Vi kom tilbage til fastlandet og spise lidt frokost. Så videre gik det til endnu et tempel. ”Mahalax templet”. Et meget brugt tempel af den lokale befolkning, og vist også et af de største. Med blomster og kokosnødder, blev vi velsignet af de mange præster i de farveklædte dragter.

Det var ved, at være tid til at tage hjem til Goa, men før vi forlod Bombay, havde jeg noget jeg måtte gøre. Tidligere på dagen havde vi mødt den smukkest, lille pige, der fulgte efter os, men desværre havde vi ikke noget, vi kunne give hende, men jeg kunne ikke fa hende ud af hovedet. Derfor købte vi en banan og nogle kiks, og jagten gik ind for at finde den lille pige med de smukke fletninger. Vi gik hen til det sted, hvor vi først havde mødt hende, men desværre var hun ikke at finde. Til gengæld sad der en mor med et lille spædbarn og en lidt ældre dreng. Vi gav dem halvdelen af maden og fortsatte videre. Og der var hun så, midt ude på vejen. Vi fik hende hen til os og gav hende maden - hun smilede taknemmeligt og skynde sig at løbe. Til vores store overraskelse løb hun hen til den samme lille familie, vi lige havde givet den anden halvdel af maden, og her satte hun sig så med sin mor og sine små brødre, og begyndte sultent, at dele ud af banan og kiks. Hvor meget vores lille mission gav dem ved jeg ikke, men jeg håber, at det kunne hjælpe dem lidt på vej. Og måske de vil se på en hvid kvinde, som andet end en dum pengemaskine.

Turen gik hjemad igen. Det havde næsten været for mange oplevelser på kun tre dage. Det er umuligt, at rumme så meget og desværre også svært for mig, at viderebringe det til jer, der følger med i min rejse. Jeg håber dog at I stadig læser med, og ikke har opgivet! Igen tusinde tak for de mange, dejlige kommentarer. Jeg håber, at I alle har det godt. Jeg savner jer, især dig Peter, min skønne forlovede og min dejlige familie og venner!

Mira

”Fishermans School”

Mira Kromann — Sun, 12 Apr 2009 09:06:00 GMT

I morges efter yoga fik vi besøg af Påskeharen, som havde gemt tre fine indiske påskeæg til os rundt i vores ”Blue House”! Efter et par minutter lykkes det for os alle, at finde et! Det var dog så tidligt om morgenen, så de ligger glemt i køleskabet til hygge en aften!!

Dagene går ellers hurtigt, men vi når rigtigt meget. At tanke sig den viden jeg har fået indenfor de sidste fem dage ganget op med en 4 uger endnu. Hvordan skal min lille hjerne dog have plads til alt dette?

I går havde vi temadag om fattigdom, og det var utroligt spændende. Vi startede med, at diskutere hvad ordret fattigdom egentlig betyder!? For mig handler det om, at være fattig og om, at mangle noget. Og en dom gør, at man bliver sat i bås i sin position. Åltså et negativt ord!

Hvad kan man være fattig med? Ja, her i Indien handler fattigdommen (og det at befolkningen ikke har så mange penge) altså om den økonomiske fattigdom. Men jeg kom også til, at tænke på andre former for fattigdom. Du kan mangel mange ting i dit liv. Jeg er sikker på, at hvis du selv tænker igennem, hvad du mangler i dit liv, vil du finde områder hvorpå du selv er fattig!?

Jeg kom heldigvis til den konklusion, at jeg ikke mangler noget. Jeg har et rigt familieliv, fantastisk venner, en smuk lejlighed og mit heldbred. Jeg er altså mere rig, end jeg måske i hverdagene går, og tanker jeg er! Jeg ved det er en kliche, men hvor er det dog vigtigt, at vi sætter pris på de mange ting vi her.

Men for at vende tilbage til vores fattigdomsdiskussion i Indien, så talte vi også meget over hvorfor man er fattig. Vi fik mange ting vendt. Ting som; sygdomme, arbejdsløshed, eksport, toldmure osv. Der er så mange ting, og inde for så mange forskellige kategorier, så hvordan gør vi noget ved disse ting? Tja, man kan sige, at vi ved, at rejse med MS i hvert fald prøver, at gøre en forskel med vores projekter.

I dag var vi ude og besøge ”Fishermans School”. Det var en helt særlig oplevelse for mig, og jeg er sikker på, at hvis jeg havde mulighed for det, ville jeg tager her hen igen og arbejde for dem.

Projekter bliver kørt af en af Idex’s indiske kvinder. En meget lille, smilende dame, du hurtigt får respekt for! Skolen er for fiskerbørnene, der bor på stranden. Børnene har rigtig meget arbejde hver dag, og det er derfor svært, at få dem i skole. Men ved at ligge skolen midt i deres lille slum-landsby, er det dermed lettere, at overtale dem, og ikke mindst deres forældre til, at lade dem være der nogle timer.

Det er en stor problematik for forældrene, at lade deres børn går i skole, for de har brug for børnene til, at tjene penge, så der kan kom mad nok på bordet. De arbejder også selv hele dagen, men i mange af familierne, er der kun mor eller far tilbage, da den anden forældre er død. Derfor er børnene nødt til at arbejde for, at de overhovedet kan leve.

Men 20 børn kommer altså hver dag fra kl. 9 til 12. De er 20 elever i et klasselokale på ca. 12 kvm. Ja, en skræmmende tanke for os, som er vant til de danske skoler. Der er ingen borde eller stole, og undervisningen foregår fra plancher, der hænger på væggene, som de andre frivillige har lavet. I forhold til ”Motihill”, som vi var oppe, at besøge i mandags, var dette en hel anden oplevelse. Børnene var meget mere koncentrerede og velopdragede. De startede med, at synge en ”godmorgen-sang”, efterfuldt af en rigtig god ”alfabet-sang”.

De går blandt andet på skolen for forhåbentlig, at blive dygtig nok til, at kunne komme ind på en rigtig ”Government-skole”. De skal kunne alfabetet og tallene. Læreren fortalte os, at fire elever er klar til, at blive sendt af sted, men hun viste ikke om hun kunne overbevise forældrene om, at det er det bedste for dem og deres familie!?

Efter vi havde øvet alfabetet, gik vi ned på standen for, at blive vasket. Det var helt fantastisk at se børnenes glade over den lille klat shampoo i de fik i hånden. Se dem smøre sig ind og blive helt hvide på både krop og hår, for ellers at løbe ud i vandets bøjler. De elsker det, og det var vidunderligt, at se.

Jeg gik oppe på sandet, og så en lille dreng sidde alene, og kigge meget sorgmodigt ud på de andre børn. Jeg gik op til ham, og fandt hurtigt ud af at han intet engelsk sprog havde. Ikke engang sit navn kunne han kommunikere til mig, men det var tydeligt for mig, han havde brug for noget, men hvad?? Hvad gør man ved disse bedende øjne uden mundens brug. Efter lidt tid erfarede jeg, at han var bange for vandet. Aha, det kan jeg jo gøre noget ved :). Han klatrede op til mit bryst, og vi gik forsigtigt ned til vandet og satte os i vandkanten. Hans angst var meget stor, men stille og roligt fik jeg lov, at putte shampo i hans hår og tage en smule vand i min hånd og hælde ud på ham. sådan blev vi ved et kvarters tid. Han syntes, det var lidt sjovt, at mærke vandet på huden og små smil kom frem når bøjlerne kom helt op til os. Jeg rejser mig med ham siddende på min arm, med hoved trykket til mit bryst. Vi gik ud i vandet, så det nåede mig til hofterne, og bøjlerne derfor ramte ham blidt. Han var bange, men han klare det så flot. Min lille ven kom aldrig i vandet, men efter vi var gået ind igen, smilede han over hele hoved, og løb glad hen, og legede med de andre bør i sandet. Han havde fået en lille sejr, og det havde jeg dermed også!

Børnene var utrolig gode til at passe på hinanden. De bor alle meget tæt sammen, og ved dermed hvad hvem har brug for. Da jeg sad med en lille grædende pige, der havde fået sæbe i øjnene, kom en lidt ældre pige med en flaske vand, og hjalp med at rense hendes ansigt for sæbe. Efter vores badetur, var det spisetid, og hver barn fik hver især en lille skål med gule ris. Jeg blev forskrækket over hvor lidt de hver især spiste. Jeg havde forventet, at de ville gulfe i sig, men nej, forsigtigt med fingrene, blev der taget lidt ris op til munden, og spist meget forsigtigt. Deres små maver er slet ikke vant til så meget... Det var uhyggeligt, at røre ved deres tynde ben og arme, men deres ansigter var smilende ansigter. Jeg blev virkelig dybt rørt af alle disse børn og deres skæbner, men vi måtte videre.

Mens vi var på skolen, fik jeg mig også en anden lille ven, jeg havde meget svært ved, at sige farvel til. En lille efterladt hundehvalp, der kun lige havde fået øjne, fulgte mig i hælene, så hurtigt dens små ben kunne bære den. Den sad ved mig hele tiden og kravlede helt ind til min hals. Vi talte meget om, at tage den med os til vores lille blå hus, men endte med, at finde ud af, at vi ikke måtte for ”onkel”, der ejer huset. Jeg spottede den pige, der så ud til at have det bedste dyretav. Hun holdt den under dennes poter, og klappede den forsigtigt, - meget forskelligt i forhold til de andre. Jeg gik med hende hen til hendes hus, og sammen med hendes ældre storesøster, fandt vi ud af, at de godt ville tage hvalpen til sig. Så jeg efterlod lille ”Om” og håber på, hun vil passe ham.

Tiden er til, at slutte af for mig. Om en time sætter jeg mig ind i en af de berygtede sovebusser, hvor jeg skal tilbringe de næste 12 timer inden jeg stiger ud igen i Bombay (Mumbay). Det bliver en rigtig spændende tur, og vi glæder os til, at møde nogle ”Bollywood-stjerner”.

Rigtig god Påske til alle hjemme i Danmark! Og tak for alle jeres kommentarer. Det er dejlig, at vide, I følger lidt med der hjemme! Tak :)

Mira

Ubeskrivelige Indien!

Mira Kromann — Mon, 06 Apr 2009 17:30:00 GMT

Indien er fuldstædig ubeskriveligt, men jeg vil alligevel gøre det lille forsøg, da jeg brændende ønsker at forklare, beskrive, male et billede af de ting, jeg gennem de sidste dage, har oplevet.

Jeg ville ønske alle havde en chance for, at opleve og se alle disse farver, smage alt det fantastiske mad med krydderier, jeg ikke engang havde hørt om før! Lytte til lydene af storbyens trafikstøj og landsbyens grise, høns og gøende hunde!

Min tredje dag på global platform, er nu snart ved, at være ***. Dagene gå hurtigt men vi når en masse! Vores flyvetur hertil var lang - meget lang, men med TV-skærme i hvert flysæde, var det ikke underholdning, vi manglede. Vi er virkelig i den teknologiske tidsalder!

Vi ankom til Goa kl. 06.00 lokal tid, (ca . 4 timer foran Danmark). Vi blev hentet af vores trofaste chauffør Mohan, som arbejder for Idex Camp. Ms’s samarbejdsparter her i Goa. Kulturchokket kom hurtigere, end jeg var helt klar til. Hele køreturen hjem til vores platform, var en oplevelse i sig selv.

Først skal man jo vende sig til den, ja lad os kalde den, sindssyge trafik!!! Og ikke en gang en sikkerhedsseler var der til, at gøre os trykke! Mens trafikkens lyde overvældede mig, fik jeg kigget ud i kanten af vejen, og her gik en ung mand med tre vandbøfler, og i det sekund, følte jeg mig hjemme og tryg. Det er fantastisk.

Vi blev modtaget af Camilla, vores leder og underviser, og af et kamera, som skal være her til tirsdag og dokumentere vores ophold. Især vores indiske venner nyder, at være ”filmstjerner”, mens vi andre blot kæmper med, at se bare lidt anstændige ud, som vi dog hurtige erkendte, er umuligt her i varmen. De sidste dage har det været omkring 35ºC, og en luftfugtighed på 87%. Dette varmechok og hele flyveturen var desværre lidt for meget for mig, og hele den første dag, lå jeg syg, men er heldig helt frisk igen nu.

Vores hus, ”The Blue house”, er i gammel Portugisisk stil og helt viderunderlig. Det er ejet af ”onkel og tante”, vores meget flinke naboer, og bliver lejet af Idex (og så videre til os). Med et stort opholdsrum/

undervisningslokale, samt soveværelse til os studerende og Camilla, et lille køkken og toiletter plus bade, gør det til det perfekte sted for os, at være.

Strømmen svigter gennemsnitlig 4-5 gange om dagen, men det er en del af charmen. Jeg var lykkelig over, at se at det var ”rigtige” toiletter, dog er vores kloaker ikke så gode, så papiret kommer i en spand ved siden af. De kolde brusere er lykken på disse varme dage. Jeg nyder selskabet fra vores husfrø ”Froggy”, som altid sidder klar i badet til en lille snak. Det virker dog som om, jeg er den eneste beboer, der nyder glæde af hans selskab!

Vores smukke terrasse nyder vi især, når vi spiser morgenmad kl.08.00 - det eneste måltid, vi spiser i huset, resten foregår i Idex Camp. Det er skønt, at nyde solen inden det bliver for varmt, og hilse på alle de glade indere, der kører forbi og dytter ”Godmorgen”. Det virker som om alle familier i Goa, ejer en knallert eller en motorcykel, og de kører gerne mor, far og 2-3 børn på en!

Søndag morgen startede vi med, at tage ned på stranden Her talte vi med Camilla om vores håb for denne tur, og de ting vi eventuelt kunne frygte. Jeg havde personligt gjort mig mange tanker inden jeg tog af sted, og for mig er denne tur en udfordring til mig selv. En måde, at opleve verden gemmen de indfødtes øjne, og selvfølgelig håbet og troen på, at jeg vil kunne gøre, bare en lille forskel, mens jeg er her, eller når jeg kommer hjem.

Stranden her er helt fantastisk - helt hvid og uden en eneste sten. Vores del af standen er stort set uden mennesker, så her er der virkelig tid til, at være sig selv, og tænke over alle disse indtryk, som kan virker fuldstædig overvældende.

Efter vores frokost, som selvfølgelig er lækker og meget stærk indisk mad, kørte vi hjem til vores blå hus igen. Camilla fortalte os så om det projekt, vi skal lave, mens vi er her. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, men ved dog ikke helt endnu, hvad jeg vil skrive om!

Resten af dagen var hygge på standen, som var det eneste sted, vi kunne klare at være, selvom vandet næsten også er for varmt, men ”hey” - hvem kan brokke sig, vi er i indien!! ;)

I morges startede vi med vores første yoga time. Ude i baghaven ligger vi på måtter og ser lige op i kokos- og mangotræer, mens hønsene og grisene hygger sig i baggrunden.

Efter morgenmaden tog vi sammen med Sushila, vores indiske underviser, ud til Goas slumkvarter, eller op, skulle man nærmere sige, da denne lille landsby ligger på vejen mod en bjergtop. Dette mode var så ubeskriveligt. Ikke kun hvad jeg så, men hvad jeg lugtede, mærkede, hørte, alt var som i... TV, nyhederne... Og så alligevel så fjernt fra det. De smilende ansigter, de grusede stier, de smukke klare dragter, de små underernærede børn - alt var samlet, og alt var åbent for os, at se!

Vi besøgte to ”daycare centre” med børn fra 2-5år og en ”goverment skole” samt en pigeskole. Modsat mine forventninger og frygt, glemte jeg hurtigt al fattigdommen, for disse børn var jo kun smilende, legende og glade! Dog også uopdragende og frække! Det var svært, at høre lærerne hæve deres stemmer og gribe fat i børnene med en hård hånd. Noget der aldrig nogensinde ville ske i Danmark, men det har altid været sådan, - det er deres kultur, og ikke en ting, de er klar til, at ændre på endnu.

Vi fik lov til, at tale som vi ville med børnene, og jeg faldt hurtigt i snak med både en gruppe piger og en gruppe drenge, alle fra alderen 6-11år. De havde lige haft en stor eksamensprøve i engelsk, så de havde virkelig brug for, at få brugt noget krudt på det engelske, hvilket kun var til min store glæde. De talte relativt godt engelsk, så det var muligt, at føre en lille samtale med dem. Jeg spurgte selvfølgelig om deres navne og alder. De spurgte mig om det samme, vi talte lidt om deres skole. De var alle meget glade for, at gå der (deres lærer stod ved siden af, så om de turde sige andet, kan vi kun gætter paa). Alle var også utroligt glade for sang og dans, og vi fik da også hørt et par af deres ynglings sange. Blandt andet, den engelsk udgave af ”Mester Jacob” og ”Hjulene På Bussen...”. Også ”You Are My Sunshine” var et hit, - det var selvfølgelig ikke til at stå for, og jeg er sikker på, at de nød det lige så meget som os! Det var en livsbekræftende oplevelse og det var især svært at gå, da fem drenge fik stavet sig frem til det, og skrev mit navn på bordet med kridt!

Efter frokost blev vi undervist af Sushila i vores første hindi-time, ja hold da op, jeg brokker mig aldrig over dansk grammatik igen! Efter ca. to timer med hindi, gik vi over til undervisning om den sociale status. Vi lærte blandt andet en del om ”Joint families”, som er den måde hvorpå 3-4 generationer lever sammen under samme sag på. Ca.19 mennesker på 30m3, som vi selv var ude og se. For os helt umenneskelige forhold, men de ønsker egentlig bare, at være tæt på deres familie! Vi lærte en del om selve familietraditionerne og om bryllupper, som er en meget vigtig del af den indiske kultur og overlevelse. Det er utroligt, hvad et bryllup kan betyde for hele landsbyen.

Gennem dagen i dag, har jeg mødt så mange beundringsværdige mennesker. Mennesker, der vier deres liv til, at gøre Indiens forhold bedre, til at gøre en forskel. Og jeg har mødt unge kvinder på min egen alder, der kæmper for at gå i skole, og lære at bruge en computer for på den måde, at sikker sig en forhåbentlig bedre fremtid.

Hold da op, det var meget tekst for tre dage, men sandheden er, at der er sket så meget, og jeg har lyst til, at gå endnu mere i detaljer, men der er endnu en dag i morgen med yoga kl.07.00 og flere udfordringer, at skulle se i øjnene, så jeg vil sige godnat herfra skønne Colva, og håber, at I alle har det godt der hjemme i lille Danmark!

Et forberedelseskursus der har åbnet mine øjne

Mira Kromann — Wed, 11 Mar 2009 17:10:00 GMT

Denne uge har været en af de mest lærerige i mit liv. Jeg troede jeg havde nogen lunde styr på kulturforståelese og globale kriser. Var åben og forstående omkring det, men de sidste dage har jeg lært hvad mine "kultur-briller" endelig viser mig og hvordan andre ser på mig som ung lyshåret dansker.

Kulturforståelse, globale kriser, kulturrollespil, rejseforsikring, sundhed på rejsen, fortællinger fra andre, der har været afsted. Vilde diskutioner om alt fra hvorfor vi endelig overhoved skal bekymre os? Og kan vi rent faktisk gøre en forskel?

Denne sætning har sat sig fast i mig..... kan vi gøre en forskel...? For det første lærte jeg, at jeg ikke kommer til en fremmed kultur for at ændre den, men for at lære om den, for at obsevere den. Jeg kan ikke ændre den 3 verden med en et trylleslag, selvom jeg virklig brændende ønsker det. Nej, jeg kan tale med dem, høre deres historier, komme hjem og give det videre som jeg har lært. Jeg kan tage til deres land og repræsentere, ikke kun Danmark men en verden, som vi alle skal ønske forandret. Dette er ikke kun en krise for de fattiige... Dette er også en krise for de rige, det vil ramme os alle, og ærligt talt, som tingene ser ud lige nu, tyder det ikke på at 2015 målene, når at blive udført til tiden...

Vi skal alle ønske en forandre.

Jeg har lært, at jeg ikke kan tage afsted og forvente at rede en hel landsby, men hvis jeg kan påvirke bare en eller to, vil de påvirke to også videre og videre. På den måde er vi igang med en udvikling!

Så svaret til spørgsmålet om hvorvidt, vi kan gøre en forskel, så ja...det kan vi godt.

Jeg må indrømme, at jeg kun får lyst til, at forlænge mit ophold i Indien efter disse dage. Jeg bliver kun mere nysgerrig for hver en lektion vi har. Lærerene er fantastisk og har virkelig lyst til, at videregive deres budskab til os, som sidder med blanke hjerner og prøver at suge alt, hvad de siger til os, som små "kultursvampe".

Ja, mange ord på lidt tid, og mange informationer på lidt tid. Men det jeg har lært de sidste dage på dette forbederelseskursus, har virkelig åbnet mine øjne!