Ja, min overskift
forlanger nok en del forklaring. Torsdag aften d.16 tog jeg og mine to
medstuderende til Hampi, som ligger i delstaten Karnataka. Det tager
ca.10 timer i bus, og dette var heldigvis en fint fin og behagelig tur.
Allerede da vi havde været i byen ca.10 minutter kunne jeg mærke,
at jeg var solgt. Skønt mit hjerte, sind og sjæl, ligger hos min
forlovede Peter, familie og hjemme i Danmark, blev jeg forelsket i
denne by, og der er ingen tvivl om, at jeg vil se den igen! Næste gang
tager jeg dog nok Peter med, det er det smukkest sted jeg nogensinde
har været. Skønt der er meget mere primitivt end i vores Colva, var der
så meget sjæl og ånd, så det til sidst blev for meget! Vores hotel
Shambhu var et lille og hyggeligt hotel. Vi fik en rigtig god ven i
hotelejeren. En ung fyr hvis drøm var, at købe et større og bedre hotel
i smukke Hampi, få sig en familie og blive der. Jeg forstår ham nu
rigtigt godt. Hvis jeg var blevet født i disse klippeomgivelser ville
jeg nok aldrig rejse der fra igen! Hehe - det passer jo nok ikke helt,
da mine inderlige ønsker er, at se hele verden, men som jeg skrev
tidligere, vil jeg i hver fald vende tilbage til ruinbyen!
Jeg håber, at I der følger med i mine blogs, har lyst til at komme
hjem til mig og se billeder, for jeg kan ikke beskrive det, ligegyldig
hvor meget jeg endda forsøger.
Den første dag brugte vi på, at
gå lidt rundt selv og kigge på de smukke templer, hvor vi satte os og
kom i snak med en ung mand, der lavede statuer og smykker i fedtsten og
andre sten typer. Han var utrolig venlig og fortalte især om de små
slagsmål han havde været med i og ville gerne have os med til at ryge
noget ”spændende” senere, - det sagde vi dog pænt nej tak til, selvom
han jo bare ønskede, at vi skulle kunne slappe af, som han selv sagde
det!
Vi satte os ned til den store flod, der går gennem Hampi. Her var
alt fra turister til lokale, der vaskede tøj, til en meget afklædt
mand, der hvad jeg kunne se, prøvede at samle muslingeskaller. Når jeg
skriver afklædt, mener jeg en meget lille g-streng-lignende trus. Meget
specielt for os at se, og meget svært ikke, at komme til at stirre på
hele tiden. :)
Til aften gik vi ned på Mango Tree og spiste. Vi var blevet advaret
om, at passe på at spise maden i Hampi, men at man altid ville være
sikker på Mango Tree, så der gik vi hen. Det var et så dejligt sted,
lakker mad, især nogle gode pandekager ;) God betjening og en
fantastisk udsigt. Selvfølgelig sidder man på gulvet, og der var intet
elektrisk lys. Kunne det blive hyggeligere!? Nej, det syntes vi ikke,
så vi spise der hver dag!
Om aftenen gik vi hjem gemme byen og mærkede nu det lokale folk i
deres aften rutiner. Det var lidt skræmmende, at se hvor mange der rent
faktisk lagde sig uden for og sov, ikke kun på grund af varmen, men på
grund af pladsmangel!
En sjov ting, som jeg dog godt vidste hjemme fra er jo hvor mange
køer, der går rundt på gaden. Vi har bare ikke mærket det så meget
hjemme i Colca, som vi nu kunne i Hampi! Overalt var der køer og bøfler
der vandrede, og man skal aldrig regne med, at de går uden om een. Nej,
de er vant til, at befolkningen flytter sig, og når der kommer et par
ordentlige horn mod een, forstår jeg godt hvorfor.
Vi gik tidligt i seng efter at have lege sproglege for at øve vores Hindi!
Næste
morgen stod vi op kl. halv syv, og gik ned til floden for at se den
hellige byelefant blive vasket. Hver morgen kl. halv otte bevæger den
sig ned til floden, og bliver vasket i to timer. Den så ud til at nyde
det, og det var fantastisk at se alle farverne fra alle de mange
indere, der selv havde deres morgenmad og tøjvaskning. Igen håber jeg,
at I alle har lyst til at se billeder, da dette bare var et fantastisk
syn.
Efter lidt morgenmad tog vi med vores hotelværts fætter ud på en
længere tempeltur. Jeg tror vi så omkring ti templer og paladser, og
skønt mange var ens, så var der detaljer ved dem alle, som jeg aldrig
havde troede mennesket kunne skabe. Søjler, figurer og statuer for alle
de mange guder. Jeg har aldrig følt mig så lille og ubetydeligt, som
jeg gjorde da jeg stod ved siden af disse enorme bygninger fra
1500-tallet. Dog skal dette ikke misforstås som en negativ følelser,
tværtimod, det fik mig til, at glæde over hvor fantastisk mennesket og
verden endelig er.
Vi var også ude på en lille på en alt for varm bådtur. Båden i sig
selv var nok det sjoveste ved turen. Hvis man forestiller sig Tommelise
i en lille hasselnødskal, som hun sejler rundt med på det store hav i,
så har man billedet af hvordan denne runde, lidt usikre båd, så ud. Vi
sad rundt i den, så vægten blev lige. Vores ”kaptajn” var en ung mand,
som var ved at gå i gulvet af anstrengelse for at få os to piger rundt.
På grund af formen af båden, måtte han også hele tiden skifte hvor han
roede, da vi ellers bare ville sejle rundt om os selv, som en snoretop.
Det var en meget varm men dejlig tur, og vi var glade, da vi kunne
komme ind i skyggen på Mango Tree og spise Tarabuza (vandmelon).
Kl.17.30
hentede vores chauffør os igen, og vi kørte op på et bjerg med den
smukkeste udsigt, for at se solnedgangen. Jeg elsker, at hoppe rundt på
klipper, og dette sted var en sand legeplads for mig. Stilhed, vind,
udsigt over bjerge, templer, klipper, floder, overalt hvor jeg vendte
mit blik, blev jeg mødt af storhed. Det perfekte sted, at vende sit
sind ind ad, og mærke alle de oplevelser, jeg gennem de sidste to uger
havde mødt. Efter solnedgangen blev vi ført ind i en lille hule, hvor
en meget gammel og tynd mand havde viet sit liv til Shive (indisk gud).
Her blev vi velsignet, og fik den berømte røde stribe i panden.
Der er tusinde af folkelige traditioner med disse prikker og
streger i panden, og jeg tror at det er umuligt, at lære dem alle at
kende og at skelne dem fra hinanden. Dog har jeg lært, at den enkelte
røde prik er for gifte kvinder, og den røde stribe i hårgrænsen
betyder, at kvinden/pigen har været forlovet væk siden sin barndom.
Vi kom også hen til et tempel, hvor der sad et par ældre mænd og
sang og spillede på musik instrumenter. Vores chauffør fortalte, at der
for et halvt år siden var en vigtigt rigmand i området, der havde
bestemt at disse præster skulle sidde i to år, og spille og synge
hellige tekster 24timer i døgnet for at føre hans sjæl videre. Helt
utroligt at forestille sig. Der var ti mennesker der ellers skulle
skiftes, også havde de ti dages ”ferie” på de to år hvor de skulle i
eksil, også i gang igen. 24timer i døgnet – to år i trak.
Søndag blev en rigtig slappedag, - det havde vi alle tre brug for.
Der sker så meget gennem skoleugen, og vi får aldrig rigtig holdt fri,
så vi besluttede, at det var okay, at blive siddende på Mango Tree i
fem timer og bare drikke milkshake.
Om eftermiddagen, da vi var på vej hjem mod hotellet, blev vi
glædeligt overfaldet af en folk børn. Jeg tror der var omkring 10-15,
men jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig fik et overblik! Alle ville
have svingture i luften, og kildes, men mest af alt havde de brug for
nærheden. Jeg kommer til at tænke på hvor meget disse børn endelig
bliver hold om derhjemme? Får de et knus en gang imellem? For hver
gange jeg er kommet tæt på dem, vil de slet ikke give slip igen!
Sandheden er nok, at det er lige så svært for mig, at give slip igen på
dem, som det er for dem, at give slip på mig.
Om aftenen tog vi igen op og så solnedgangen. Vores chauffør gik
med os, og vi fik en rigtig god snak med ham. Han fortalte om sit liv,
sine drømme, byen, kulturen og religionen. Igen blive jeg overrasket
over hvor åbent det indiske folk er. Jeg lærer noget af hver et
menneske jeg møder!
Mandag morgen skulle vi så forlade Hampi. Toget var selvfølgelig to
timer forsinket og da vi endelig kom på, holdt vi også stille flere
gange, men i Indien er der ikke noget der hedder at brokke sig og være
negativ, så der var ikke andet at gøre end at vente.
Som jeg skrev i mig overskriften tabte jeg mig helbred i Hampi, - meget bogstaveligt talt faktisk.
Da
vi sad i toget blev jeg meget syg og mistede alt energi, der var i min
krop. Jeg kunne ikke engang åbne min vandflaske selv. Det var en meget
ubehagelig oplevelse, som også endte med, at jeg blev indlagt på et
privathospital, da vi var kommet frem til den nærmeste by!
Se i sygdommens stund er Indien bare Indien. Alle de nysgerrige
indere i toget, der alle ville hjælpe. Jeg var overrasket over, at de
ikke tog nogle billeder, men i min febertåge, kunne det selvfølgelig
godt være, at de gjorde, men jeg bare ikke så det.
Jeg blev indlagt på Apollo Victor Hospital kl.18 mandag aften, og
blev udskrevet tirsdag kl.15. Skønt det var endnu en oplevelse, at
opleve et indisk hospital, havde jeg helst for uden. At ligge alene på
en stue med alt fra en døende kvinde med alle sine sønner, til en lille
dreng, der var meget ulykkelig, og skreg meget højt hver gange en
sygeplejerske nærmede sig, var noget jeg helst havde undværet. Jeg er
er jo heldigvis kommet hjem igen til Blu Hause, og er så småt begyndt,
at få kræfterne tilbage, selvom det ser ud til at tage et par dages
tid. Lægerne mente, at det var kolibakterier, jeg nok havde fået fra
maden eller af en af de mange hunde, katte eller køer jeg havde leget
med. Jeg skal tage medicin de næste fem dage, også håber vi, at jeg
bliver helt frisk igen.
Det var en weekend med mange oplevelser. Både de helt fantastiske,
og de knap så sjove. Jeg tror aldrig, jeg vil brokke mig over de danske
hospitaler igen ;)
Jeg tanker rigtig meget på jer alle
derhjemme, og viser tit billeder af jer til alle de nysgerrige indere.
Tak for al jeres hjælp her mens jeg har været syg. Jeg håber, at denne
blog - skønt min energimangel og svimmelhed - giver bare et lille
indblik i den fantastisk by Hampi! Som sagt er alle inviteret hjem til
mig, og se billeder når jeg kommer hjem!