På vores anden dag igang med filmoptagelser i Kiteto distrikt (læs mere her om den første dag) besøger vi akiyefolket ved Napilukunya, det spidse bjerg, hvor jeg tidligere var en kort tur tilbage i august 2008. Læs artikel her.
Akiyerne betragter sig selv som værende i familie med maasaierne, men så alligevel ikke helt. Maasaierne kalder dem nemlig ’ndorobo’ som på maasaiernes sprog, maa, betyder ’folket uden kvæg’.
Da jeg sidst på dagen famler med gloser, en døende kuglepen og almindelig træthed i et støvet legeme, kommer jeg til at kalde vores hovedperson for ’ndorobo’. Han kigger på mig – overbærende – men retter mig meget bestemt: ’akiye’.
Akiyerne vil kaldes det, de kalder sig selv. Seela, der oversætter for os, og som selv er maasai kæmper med svar på vores linguistiske og kringlede spørgsmål. Og det er faktisk først da jeg en uge senere sidder på en kollegas tagterrasse i Dar es Salaam, at jeg får forklaringen: I en maasai kontekst er det helt klart bunden ikke at have noget kvæg. Så når en maasai kalder dig ’ndorobo’ - underforstået ’dig dér uden kvæg’, betyder det også at du er under niveau.
Men akiyerne har per tradition ikke kvæg eller andre former for husdyr, for de er jægere og samlere. En del af dem bor omkring Napilukunya bjerget, en mindre landsby under Kimana landsby i Kiteto Distrikt, omkring 30 minutter i bil fra Kibaya Town, som er den største by i distriktet. Akiyerne har deres eget sprog, men i flg. maasaierne taler de det kun når de er sammen med andre akiyere. Når der er maasaier tilstede, taler akiyerne maa.
Vores hovedperson, som korrigerede mig sidst på dagen, er en mand på 28 år, som denne dag fortæller sin historie til kameraet. Emmanuel. Jeg taler med ham om løst og fast, mens Rasmus gør udstyret klar. Jeg spørger på engelsk, som Seela fra CORDS så igen oversætter til maa.
Billedsiden er svær at overgå. Vi inde i bushen, omgivet af majestætiske baobabtræer og fuglelyde. Selvom vi fra de fleste kanter har udsigt til det meget karakteristiske Napilukunya bjerg, præsterer jeg på et senere tidspunkt - hvor jeg går alene tilbage til bilen for at hente vand - at fare vild. Jeg føler mig helt ubeskrivelig dum.
Det smarte er dog, at ord er overflødige i sådan en situation. Selvfølgelig er ’den hvide kvinde’ faret vild. Jeg griner indvendigt over de 5 sekunder, hvor tvivlen alligevel får tag i mig, og jeg forestillede mig, at jeg resten af dagen ville skulle gætte mig frem på akiyernes godt tilgåede stisystem. Jeg er ikke kendt for min stedsans, men jeg finder faktisk tilbage igen til Emmanuels boma, hvor hans kammersjukker nu er dukket op med et; ’Vi hørte du skal være med i en film, så vi kom lige forbi...’
Det tager noget tid at få afdramatiseret vores tilstedeværelse, ikke mindst at bede de unge fyre om at holde sig på behørig afstand. Jeg finder et lille lommespejl i min taske, som jeg giver til Emmanuels kone. Det går herefter på runde blandt de unge, forfængelige moranier – krigerne. Det er det hele værd, at se dem kaste beundrende og teatralske blikke i lommespejlet. 
Rasmus har fået gjort Emmanuel klar, der fortæller:
’Mit navn er Emmanuel Kisota. Jeg bor i Napilukunya. Jeg er akiye. Vi har altid levet her i skoven, men regeringen forsøger at ændre vores livsform. Folk udefra kommer og tager vores jord. Og selv når vi har klaget (via sagsanlæg), har vi fået at vide, vi havde intet havde at skulle have sagt.
Sådan. Lige på.
MS Tanzania’s samarbejdspartner CORDS anslår, at der kun er 2000-3000 akiyere tilbage, og at de bor på tre forskellige steder i Kiteto distrikt. Akiyerne tilpasser sig, og de bliver nødt til det, for de ligger som sagt pænt i bunden af hierakiet i Tanzania. Tanzania er et af de lande i Afrika, der rummer flest forskellige stammer og livsformer, alligevel har mange tanzanianere svært ved at forstå, at dele af befolkningen stadig lever på noget der tilnærmelsesvis ligner stenaldermaner - hovedsagligt af det, naturen kan indbringe dem.
’Vi har ønsket at vores landsbys grænser skal opmåles og markeres (til de andre landsbyer). Fordi vi er afhængige af skoven, hvor vi henter bær, honning og vilde dyr for at få kød, har vi et problem når træerne bliver fældet. Dyrene flygter, og vi har ingen blomster til biavl,’ forklarer han.
Spørgsmålet – om der overhovedet er plads til disse stammer - plads til at de kan fortsætte deres traditionelle levevis - har været varmt emne igennem længere tid. Den mest kendte sag er nok den om hadzabe stammen, som præsident Kikwete tidligere kraftigt har opfordret til at ’se at blive normale som resten af landet’. For Kikwete handler det nemlig først og fremmest om fødevaresikkerhed til hans 40 millioner undersåtter, men personligt har jeg ham også mistænkt for at han godt kunne tænke sig, at Tanzania måtte fremstå lidt mere moderne.
’For ikke så mange år siden levede akiyerne i baobabtræer’, forklarer Emmanuel, og udpeger det træ han tidligere boede i. Senere flyttede vi fra baobabtæet til små huse - så du kan, at se små forandringer har fundet sted i vores liv - fra baobabtræ til græshuse!’ Vi er langsomt ved at ændre os, og vi prøver at tilpasse os. Men vi oplever også at andre folk kommer udefra, og fortæller os at vi ikke har ret til at eje noget her. Nu har vi bedt den lokale regering om at hjælpe os med at få vores ret til at eje disse naturressurser.'
Emmanuel er godt klar over, at mange tanzanianere synes, at det der med at bo i et baobabtræ, er lige lovligt langt ude. Og det er ikke kun den geografiske distance der kan være lang i Tanzania, rent mentalt er der også meget stor forskel på at sidde blandt en gruppe jægere og samlere midt i bushen til et kontor med air-condition i Dar es Salaam. Og på trods at det kun tager 30 minutter at køre hertil fra Kibaya Town, distriktsbyen, er der her også tale om afstand i mere end en forstand.
Tanzanias regering har faktisk indført programmer, der skal motivere disse stammer til at opgive deres traditionelle livsstil. Det faktum blev ganske udtalt under et møde med lederen af Kiteto distrikt – som udlænding og gæst skal man lige vende distriktskontoret for at cleare hensigter og forebygge at en evt. distriktsmedarbejder ikke lige pludselig skulle få den ide, at man er uønsket. Lederen af distriktet udtalte ganske bramfrit at maasaierne, herunder akiyerne, var nogle af de mest besværlige mennesker i Tanzania: ’De vil ikke udvikles, de vil ikke være som os andre. Forstår de ikke at vi alle er watanzania (tanzanianere), at vi er een nation?!’
Spørgsmålet hang i luften da vi gik derfra, sammen med de lokale maasaier, som MS samarbejder med. Vi danskere grinede lidt forsigtigt, da en noterede, at det i og for sig mindede lidt om at diskutere med Pia Kjærsgaard. I Tanzania har den mand, der sidder for enden af bordet altid ret. Som udgangspunkt. Som dansk udviklingsarbejder udfordrer du ihvertfald ikke de faste pladser. Du siger ’Shikamoo’ (som kan oversættes direkte til 'jeg bøjer mig for dig i støvet') til bureaukraterne, og griner tilpas fjollet, når samtalen istedet kommer til at handle om at distriktlederen engang i tidernes morgen i sin primary school modtog undervisning af – ja – godt gættet; en dansk frivillig!
Tilbage i bushen ved Napilukunya fik Emmanuel til gengæld taletid til at fortælle sin og sit folks historie til kameraet, til at forklare om deres situation og sit håb for fremtiden - og som - om alt går planmæssigt - bliver til en kort film, der skal vises på DK4 i april måned.