Af Pernille Bærendtsen, MS Tanzania
Papiya Ndaadu er en midaldrende kvinde med et furet ansigt, hvor et hårdt liv har sat sine spor. Hun bor i Orpopong’ni – en lille landsby cirka 40 minutter i bil fra Kibaya Town, som er distriktshovedstaden i Kiteto. Papiya er blevet udvalgt blandt landsbyens kvinder til at fortælle sin historie på den film, vi har afsat dagen til at optage - og som Mellemfolkeligt Samvirke skal bruge til sin Landsindsamling 2009 'Giv jord til mor'.
Hun skal bl.a. vise os sin jord, og fortælle os hvordan hun har fået adgang til at dyrke den, samt hvad den betyder for hende.
Kiteto Distrikt ligger i Maasailand, et område der strækker sig i et bælte på tværs fra Kenya, tvæs over grænsen, og gennem Tanzania fra Kilimanjaro i nord til Kiteto nærmest midt i Tanzania. Solen skinner her fra en klar blå himmel, og akacietræerne står i blomst. Vi bliver gjort opmærksomme på, at det er et godt tegn, for det vidner om snarlig regn: ’Når akacierne blomstrer i januar, betyder det regn i februar!’
Mens Rasmus - min gode ven, der til daglig arbejder for DK4 i Danmark og som nu har sat en lille uge af til at arbejde med mig i Maasailand - gør udstyret klar, følger en længere proces med at snakke os frem til mulighederne on location. Hvor meget jord har Papiya egentligt? Hvor lang tid har hun haft det? Og hvordan har hun fået det tildelt? Hvilken rolle har Mellemfolkeligt Samvirkes støtte til partnerorganisationen, CORDS, spillet? Hvor langt væk ligger hendes marker egentligt? Og kan vi overhovedet gå dertil, når nu bilen ikke kan køre længere?
Det er en lidt sjov form for gensidig vurdering, der finder sted i denne situation. Maasaiernes tidsfornemmelse er noget anderledes end vores. Dels kan det godt tage noget tid at få præcise stadfæstninger i en personlig beretning. Og et spørgsmål om hvor langt der egentligt er, kan give mange forskellige svar. Vi er til gengæld ikke vant til at gå længere afstande, uden vand og mad, under brændende sol. Efter rådslagning og planlægning begiver vi os dog afsted ned af skråningen, op igen over en bakkekam, gennem et udtørret flodleje, over endnu en lille skråning og pludselig befinder vi os på hendes land. Det var alligevel ikke så langt, og Rasmus, der bærer kamera og stativ, er rimelig tilfreds med location.
Min opgave bliver høfligt at genne folk på afstand, så Rasmus sammen med en tolk kan arbejde med Papiya, der skal komme gående mod kameraet:
’Dette er min jord, fra det træ til det træ, omkring der, op til disse træer, og der til det store træ,’ siger hun, mens hun peger i alle de fire verdenshjørner for at vise hvortil hendes jord går. Hun forklarer hvorfor at jorden spiller en altafgørende rolle i hendes liv: ’Jeg har fire børn, hvoraf to er i skole. Alt hvad jeg får fra min jord, bruger jeg på at støtte dem. Hun forklarer også at de penge hun tjener på at sælge sine afgrøder fra jorden, bruger hun på at købe køer eller geder, som igen kan generere indtægt. 
På vejen tilbage til bomaen (samling af huse) skal vi filme hende, der hvor hun henter vand. Det bliver til adskillige optagelser, fordi de omkringstående maasaier enten vader lige ind i billedet - eller hoster og harker. Lyden af en person, der snotter indad for herefter at sende en spytklat ud med forbavsende stor præcision, er ganske enkelt for voldsom på et lydspor, der skal supplere billederne af en kvinde, der går ene gennem ’bushen’. Jeg prøver ihærdigt at signalere tavshed, hvilket bliver gengældt med store smil, og som lige præcis giver et tilstrækkeligt hul til at få optagelsen i kassen.
Da klokken er ved at være 16, skal det til at gå lidt tjept, fordi lyset skifter så hurtigt på dette tidspunkt af eftermiddagen. Men inden vi kan fortsætte, bliver vi hevet til side og får serveret ged. Det er mændenes afdeling og en ganske speciel form for catering. (Læs mere her.)
Hjemme i Papiyas boma fortæller hun hele sin historie. Hun udpeger hvert hus i bomaen: ’Dette er mit hus, det er mit fars hus, mine søstres hus og mine onklers hus. Hun forklarer at hendes problemer begyndte, da hendes mand forsvandt. Han blev ganske enkelt bare væk og efterlod hende med børnene. ’Jeg havde intet’, forklarer hun. Papiya havde ingen andre muligheder end at vende tilbage til sine forældres landsby, hvor hun senere opdagede, at hun kunne bede landsbyrådet om et stykke jord. Det lykkedes hende at få den jordlod tildelt, som vi filmede på tidligere på dagen, men det var ikke let til at starte med: ’Før var vi (kvinderne) ikke klar over betydningen af jord. Folk var ikke vant til at dyrke jord, og da de første begyndte at dyrke jorden, var det kun mænd der måtte eje den.
CORDS har de sidste 10 år undervist både mænd og kvinder i Orpopong’ni landsby i deres rettigheder i flg. Tanzanias jordlovgivning, og de har samtidig hjulpet landsbyen med at markere dens grænser til andre landsbyer samt hjulpet dem med at fordele jorden internt. Denne proces har bl.a. været med til at sikre at Papiya og andre kvinder har fået det stykke jord tildelt, som de nu kan dyrke.
’Igennem CORDS fik jeg kendskab til, at kvinder også kan eje jord. Og det er grunden til, at jeg gik til landsbyrådet. Fordi jeg ingen mand har, og fordi jeg har fire børn, kunne landsbyrådet godt se mine problemer. De vidste, at jeg ikke havde andre at bede om hjælp, og ingen andre jeg kunne bede om at støtte mine børn. Det at jeg har adgang til at dyrke min egen jord, betyder at jeg kan støtte mine børns uddannelse, købe tøj, geder, mad, og når jeg bliver syg har jeg råd til at gå på hospitalet.'
Det er ganske enkelt: 'Jorden er mit livsgrundlag’, afslutter hun.
Da solen er sunket ned i vest, er vi færdige med optagelserne, og kører tilbage til Kibaya Town. Forude venter endnu to dage med filmoptagelser i to andre maasai landsbyer.