Julen er hjerternes fest

Nina Maria Klok er deltager på MS-uddannelsen Global Change om klimaforandringer og kampagner og er lige hjemvendt fra en måneds feltarbejde i Kenya, hvor hun bl.a. mødte masaier.

 


Julen er hjerternes fest. December er måneden, hvor vi påskønner vores familier, tænder lys, spreder hygge, sætter pynt op, bager brunkager, danser om juletræet, giver pakker og spiser flæskesteg og and med dem vi har kære. Julen er forbrugernes fest, hvor vi år efter år køber gaver for endnu flere penge for at de store, store gaver kan bugne under træet, og vi kan få opfyldt alle vores materielle behov. Og denne jul er en helt særlig fest i Danmark, fordi hvad der kan betegnes som en af de største begivenheder nogensinde finder sted i vores hovedstad i disse dage. Klimatopmødet.

Det er efterhånden blevet hverdag for mig og ganske mange andre at stå tidligt op, hoppe i et rødt jakkesæt og tage ud til Bella Centret. Og ellers rende rundt i det røde sæt, som en ægte klimagældsagent og sætte fokus på klimagælden. Den gæld de rige industrialiserede lande skylder for at have forurenet atmosfæren med CO2-udledninger igennem mange år, og som u-landene allerede nu mærker i kraft af klimaforandringer, som de må tilpasse sig.

Connie Hedegaard har allerede taget i mod et rødt jakkesæt, og i dag var det så vores nye klimaminister Lykke Friis’ tur til at tage i mod jakkesættet og ønske os held og lykke med vores kamp. Ministre, forhandlere og andet godtfolk har fået taget billeder med klimagældsagenterne, og mange har klappet os på skuldrene og påskønnet vores indsats, men nu skal der handles og ikke bare snakkes.  Mange kæmper en brav kamp for en god og værdig aftale her ved COP 15. Men forhandlingerne ser ikke altid ud til at lede i den retning. Nogle vil ikke tage ansvar eller lægge penge på bordet, andre truer med at udvandre, og medierne taler nærmest allerede nu om COP 16, 17 og 18.

Så lad os nu vise at julen er hjerternes fest ved at sikre en fair, ambitiøs og juridisk bindende aftale her i København. Det er den pakke, jeg ønsker mig under juletræet i år. Godt nok er den stor, men det burde langt fra være et umuligt ønske at få opfyldt.

Published 15. december 2009 08:38 by Liv Elbirk

Leave a Comment

(required) 
(required) 
(optional)
(required)