Julekalenderblog

Julen er hjerternes fest

Pernille Bærendtsen — Mon, 22 Dec 2008 20:00:00 GMT

Lena Vind-Andersen, informationsmedarbejder for MS Zambia

”Velkommen til paradis”, sagde den sydafrikanske hotelejer til mig går aftes, da vi ankom til Inhambane i Mozambique. Vi har kørt 3812 km fra Lusaka i Zambia for at komme til paradis. Vandet glimter blågrønt, palmerne svajer i vinden, sandstranden er kridhvid og en af Mozambiques mest berømte turistattraktioner.

Vi er her nu ikke så meget for attraktionens skyld, men fordi vi er inviteret til julefest hos nogle andre udviklingsarbejdere fra Mellemfolkeligt Samvirke. Så nu sidder vi her med havlugt i næserne og solcreme i hovedet - og klipper julehjerter.
Men inden vi kom så langt, kørte vi gennem det Mozambique, som ikke er en turistattraktion. Det Mozambique, hvor jeg arbejdede i mere end to år, og hvor mit hjerte ligger - hvad enten det er jul eller ej. Det eksisterer blot en kilometer fra den skønne strand.
Kilometer efter kilometer af mudrede grusveje. Regn. Lerhytter med stråtage. Kvinder, der arbejder i markerne med tunge hakker. Mere regn. Børn, der leger i store vandpytter eller med blikbiler. Og nogle der bare står og kigger fortabt, mens bilen suser forbi, med alt for store udspilede maver.

Jeg har talt meget om hjerter i disse dage. For undervejs har jeg besøgt de mennesker, jeg kendte dengang. Og de tog imod mig med åbne arme. Forsikrede mig om, at jeg stadig boede i deres hjerter. Og fortalte mig, at tre mennesker, jeg kendte, er døde siden jeg var her for blot to år siden, det ene et lille barn.

Mit hjerte kan næsten ikke bære det.

Og selvom jeg sidder her og ser børnene klippe julehjerter, har jeg svært ved at finde julestemningen frem. Jeg funderer over, hvordan det kan være, at de fattige har så store hjerter, at de altid kan finde et smil frem, selvom regnen er ved at skylle deres hytter væk og vennerne omkring dem dør, mens de rige europæere derhjemme har så små hjerter, at de ikke skænker ret mange andre end sig selv en tanke, mens de bruger opsparingen på julegaver og juleflæsk.

Julen er hjerternes fest, husker I det derhjemme?

Jeg har aldrig drømt om en hvid sandstrand

Pernille Bærendtsen — Mon, 22 Dec 2008 02:00:00 GMT

Janne Bruvoll, informationsmedarbejder for MS Sydsudan

Indrømmet! Jeg elsker julen. Jeg elsker lugten af pebernødder, når du træder ind i Inspiration for at købe gaver, jeg elsker julehjerterne, der hænger over enhver dansk gågade, jeg elsker at hænge hjemmelavet julepynt på det hjemmebragte juletræ, og – som den eneste dag hele året – elsker jeg at spise flæskesteg juleaften. Hver gang mine forældre har foreslået, at vi skulle prøve at holde jul et nyt sted, har jeg nægtet. Julen skal holdes hjemme – som vi plejer. Det kræver traditionen.

Jeg elsker også julesangene, som hvert år vender tilbage til min radio. Men én sang har jeg altid hadet: MC Einars’ ’Det jul, det cool’ med linien ’Jeg drømmer om en hvid sandstrand med palmetræer og sommervejr’. Julen skal holdes i en varm sweater foran pejsen og smage af gløgg – ikke i bikini under palmeblade med en piña colada.

På trods af denne ubetingede kærlighed til Skandinaviens julehygge, har jeg i år valgt at holde min jul på en ægte tropeø med udsigt til palmer og koralrev og med fødderne i det indiske ocean. I dag rejser jeg til Zanzibar med min kæreste. Ikke nok med, at jeg har ladet min sweater ligge i Danmark, men der er familien også, så det bliver bare os to og den sushi, vi har lovet hinanden, skal udgøre årets julemiddag.

Selvom jeg ikke helt kan feje følelsen af at have svigtet mit evige forsvar for julens traditioner, så gør mit valg slet ikke så ondt, som jeg havde frygtet. Det skyldes nok dels, at jeg allerede har gjort mit for at få lidt julehygge til Yei. Allerede 1. december inviterede jeg til pebernødder, brunkagebagning, pakkeleg og risengrød, og hver dag i december har jeg åbnet dagens luge i u-landskalenderen, mens kalenderlyset har markeret, at endnu en dag er gået.

Så jeg har vist fået så meget traditionel jul, man kan i Sydsudan, og nu drømmer jeg bare om at slappe af på en hvid sandstrand med palmetræer og sommervejr.

Takket være min mor var der både pebbernødder og kalenderlys på bordet 1. december.

Hele december har jeg kunnet åbne dagens luge i Børnenes Ulandskalender, hvor pengene i år går til UNICEFs arbejde i Norduganda – lige rundt om hjørnet fra mit hjem i Sydsudan.

Også en pakkekalender har jeg haft med hele vejen fra Danmark.

Jul i Dar es Salaam: Kunstig julepynt og lille købekraft

Pernille Bærendtsen — Mon, 22 Dec 2008 01:41:00 GMT

Pernille Bærendtsen, MS Tanzania

I et travlt shoppingcenter i Dar es Salaam er der pyntet op til jul med en intensitet, som let giver hold i nakken hvis man skal have det hele med. Konturerne på centret er markeret med en lyskæde, der i hidsige intervaller udsender korte, blinkende hilsener, når mørket falder på. Butiksejerne har desuden klistret snefug i king size på deres glasvinduer, hvor der ironisk nok også er plads til palmerne, der spejler sig nede fra det indiske ocean.

Gennem hele december er jeg vedholdende blevet tilbudt at købe juletræer fremstillet i grønt plastik, når jeg holder i trafikkø. Fra et reklameskilt på den samme hovedvej opfordrer en afrikansk julemand på en motorcykel til at drikke Coca Cola. En ganske overflødig reklame, skulle jeg mene, i et land, hvor Coca Cola i forvejen når betydeligt længere ud end myggenet og asfalt.

Det mest underfundige, jeg dog har overværet, var en tanzanianer på en af de dyre adresser i Dar es Salaam instruere sin vagtmand i at pynte et kunstigt juletræ. Ingen af dem havde tilsyneladende nogen klar ide om det højere formål: ’Men det skal altså stå klar til min nieces graduation party’. På min egen arbejdsplads har den adminstrative chef set sig nødsaget til at udsende mere end en skriftlig påmindelse om, at man altså kun må medbringe højst fire børn og to dependants per medarbejder til den årlige juleafslutning.

Jul i Tanzania er et kristent og hovedsagligt urbant fænomen. Men præcis ligesom Eid, der er muslimernes højtid og som blev fejret i oktober, udnytter forretningsverdenen anledningen til at pirke til folks behov og skrue priserne i vejret. I byerne går reklamerne efter middelklassetanzanianeren, der både har penge at rutte med og et behov for at demonstrere det. Julen ligger folk under pres.

Reklamerne signalerer overflod, men købekraft er et privilegie forbeholdt de få. Her springer kontrasten mellem dem der har, og dem der intet har, lige op i ansigtet. På landet, hvor 1/3 af tanzanianerne lever for under 5 kroner om dagen, giver det helt sig selv. Der får man ikke meget jul for pengene. Tanzanianerne i den lave ende af lønskalaen gør mig ganske ugenerte opmærksom på dette problem – jul eller ej - ’Frue, hvad med noget tilskud her i anledning af julen...?!’, ofte ledsaget med en armbevægelse der symbolsk går fra munden til maven.

Jeg har aldrig været den store tilhænger af det cirkus der følger med jul, og som også har vundet indpas i Dar es Salaam. Jeg indrømmer også, at jeg med stor glæde udnytter, at jeg kan distancere mig hertil i kraft af min nationalitet. Det hele virker alligevel tilpas langt ude.

Men jeg holder faktisk jul - men det bliver helt sikkert uden juletræer af grønt plastik - se her: www.pernille.typepad.com/7341

Hjem til jul i Norduganda

Pernille Bærendtsen — Sun, 21 Dec 2008 04:00:00 GMT

Jesper Laugesen, Demokratirådgiver for MS-Uganda

Hjem til jul i Uganda er juleferien årets lange ferie. Skolernes ’sommerferie’ om du vil. Det er også den ferie, hvor alle de ugandere, som er flyttet for at arbejde tager hjem til deres respektive hjemstavne for at holde jul med deres familie.

Rita Popo, en af mine kolleger, er ingen undtagelse. Når juleferien begynder er hun på vej hjem til Arua, hvor hun med sin familie – mand, børn, svigerbørn, barnebarn, stedbørn med flere – fejrer jul. Hun forventer ikke mindre end 20 – og nok nærmere 30-35 til frokost den 25. december.

I følge traditionen bevæger mange mennesker sig rundt blandt familie og venner i løbet af juledag – og spiser med, der hvor de er, når der bliver serveret. I Arua starter juledag tidligt om morgenen med deltagelse i en af de fire julegudstjenester, der holdes i den lokale kirke. Dagens store måltid er frokosten. Rita serverer vædder, and, kylling og gris – foruden det lokale tilbehør, sodavand til børnene, øl til de voksne – og så måske en portion ’local brew’, en slags øl brygget på majs og hirse. Med udsigt til temperaturer omkring de 30 grader skal der nok være brug for væsken!

Tøj og julekort Julegaver er noget forældre giver til deres børn. Ritas børn læser næppe med her, så det skulle være sikkert at afsløre, at de alle – bortset fra de tre, som nu selv har arbejde – får tøj i julegave. Pigerne får kjoler og drengene et sæt ’pænt’ tøj. Det er næppe den store overraskelse alligevel, for ifølge Rita er ”et barn, der ikke får nyt tøj, et barn, der ved, at det ikke er elsket af sine forældre”. Har man ikke råd til ekstra god mad går det nok – men nyt tøj til børnene? Det skal der være, før det bliver ordentlig jul!

De voksne udveksler ikke gaver – men julekort. Julen er anledning til at takke dem, der gennem tiden har hjulpet en, fx med skolepenge eller ved sygdom. Det bruger man julekortene til. Hvis man kan, med (symbolske) tilbagebetalinger, ellers for at udtrykke sin fortsatte taknemmelighed.

Så julen i Uganda er, som den danske, en god blanding af gudsdyrkelse, gaveøkonomi og en anledning til at være sammen med familie og venner.

Forskellig, men ens.

Jespers blog: http://laugesen.org/wordpress/

I Mozambique holder muslimerne jul

Pernille Bærendtsen — Sat, 20 Dec 2008 04:00:00 GMT

Henrik Lomholt, informationsmedarbejder for MS Mozambique

Fejrer muslimer jul? Ja, i hvert fald hvis man er familien Conçeição fra Mozambiques hovedstad, Maputo.

"Min mor, som bor hos os, mine to børn og jeg holder altid jul hos min katolske moster og hendes familie, selv om vi er muslimer," siger den 35-årige alenemor Nadima Conçeição. Værtinden for julefesten, Estácia Afonso, tager glad imod sine muslimske slægtninge.

Muslimske Nadima Conçeição (nr. 2 fra højre) samt hendes børn, Humeide (nr. 2 fra venstre) og Neyra (th.) glæder sig til at julefeste med deres katolske familie hos tanten Estácia Afonso. Neyras veninde Aisha (i midten) skal også deltage i glæderne.

"Julen handler jo netop om fred og fordragelighed mellem mennesker. Og vi fejrer da også eid (muslimske højtider, red) hos Nadima," siger Estäcia Afonso, der ikke er bleg for at servere julemad med svinekød. "Men de retter står i køkkenet af hensyn til vore muslimske gæster," fortæller Estácia Afonso.

Øl, vin og spiritus stiller hun derimod gladeligt på det officielle julebord.

"Hvis en person for eksempel drikker en øl, vil ingen andre jo tage af den. Derimod kan bestik til at tage svinekød med, let havne på et andet fad. Den risiko vil jeg undgå," forklarer den 51-årige kvinde.

Baggrunden for den flerreligiøse julefest er, at Nadima Conçeiçãos mor konverterede til islam, da hun giftede sig med en muslimsk mand. Den slags blandede ægteskaber er almindelige i det multietniske Mozambique.

Nadima Conçeição, hvis bedstefar kom fra Goa i Indien, understreger, at begrebet "jul" ikke får nogle klokker til at kime hos hende. Af og til har julen dog banket kraftigt på døren til hendes hjem hjem.

"Da jeg var yngre, plagede jeg altid min mor om at få et juletræ , fordi jeg havde set det hjemme hos mange af mine kristne klassekammerater, og fordi jeg vidste, at der skulle gaver under træet juleaften," siger Nadima Conçeiçãos 15-årige søn, Humeide.

Hans otte år yngre søster, Neyra, nægter at have juleabstinenser. Den påstand får hendes mor til at trække på smilebåndet.

"Ok, hvis jeg var kristen, ville jeg nok gerne fejre jul," erkender Neyra Conçeição.

Juletræet behøver ikke at være af plastic i Mozambique. For eksempel kan man købe den ægte vare hos Senhor Rodrigues på en af Maputos travle hovedgader. "Salget går ok. I går solgte jeg tre træer," fortæller Rodrigues, som tager henholdsvis 750 meticais (ca. 180 kr.) og 450 meticais (ca. 110 kr.) for et stort og et lille træ.

Hvem siger, at julemanden er hvid? Det er i hvert fald ikke tilfældet i Mozambiques hovedstad, Maputo.

Største juleønske: Retten til egen jord

Pernille Bærendtsen — Fri, 19 Dec 2008 02:00:00 GMT

Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder for MS Nepal

I sidste uge gav den maoistisk ledede regering i Nepal de fattigste en sand julegave i form af en kommission, der skal se på landets ultraskæve jordfordeling.

Denne gave kom ikke af sig selv. For nyligt besøgte jeg en sit-in demonstration med deltagere fra 44 af Nepals i alt 75 distrikter, som var med til at lægge det nødvendige pres på regeringen.

"Vi bliver her, til der sker noget, vi har ikke noget at miste”, sagde en ung mand, midt i flokken af sammenbidte jordløse, som jeg mødte på en stor støvet plads midt i Kathmandu. Hans familie blev for få måneder siden officielt fri fra slaveri, kaldet ”haliya”. I praksis er sagen dog noget anderledes: ”Vores jordejer siger, vi først skal betale det, vi skylder ham, og det bliver vi aldrig i stand til”, forklarede den unge mand. Uden jord risikerer han og mange andre tidligere gældsslaver et liv i endnu dybere fattigdom, uden den sikkerhed for tag over hovedet og mad, som slaveriet gav.

I princippet er gældslaver som haliyaerne nu frie, men der er langt fra teori til praksis i Nepal.

En ung køn studine satte sig ved siden af os og gav sit besyv med: ”Vi forlanger, at regeringen sammensætter en national jordrettighedskommission”, sagde hun. Rart at se en ung kvinde, på barrikaderne for sine rettigheder. Kvinder bliver typisk ikke hørt i jordspørgsmål og kun 8% af jorden i Nepal er ejet af kvinder. Blandt de jordløse, er kvinderne altså på mange måder de dårligst stillede.

Sarita, 19 år og studerende. Familien har i årevis dyrket et stykke offentlig jord, nu er jorden inddraget af en lokal storbonde.

”Men alle kan jo ikke have jord eller hvad?” spørger jeg min kollega Ashraf, der er rådgiver for en af de førende jordrettighedsorganisationer i Nepal.

”Nej, men hvis de, som dyrker jorden får papir på den, kan det betale sig at investere og dermed øge produktionen”, lød svaret. Set i det perspektiv har regeringen og den nye jordrettighedskommission mulighed for at give hele Nepal en meget større julegave næste år.

Mellemfolkeligt Samvirke samler ind 3. maj ’09 til fordel for kvinders ret til jord – meld dig som indsamler på ms.dk.

Jul i Johannesburg

Pernille Bærendtsen — Thu, 18 Dec 2008 02:00:00 GMT

Mikkel Rytter Poulsen, informationsmedarbejder for MS Zimbabwe

Officielt er der tre millioner zimbabwere i Sydafrika – uofficielt sandsynligvis langt flere. Chiyedza er en af dem og hun har været i Johannesburg i fire måneder – og for første gang skal hun holde jul udenfor Zimbabwe.

"Kan vi ikke lade være med at snakke om jul?" spørger Chiyedza mig. Og det kan vi selvfølgelig godt, men jeg prøver alligevel at lokke Chiyedza, for jeg vil vide, hvordan er at holde jul i Sydafrika, når ens familie og venner er i Zimbabwe.

Chiyedza giver sig – på en betingelse. Jeg må ikke spørge, hvad hun skal lave til jul. "For så begynder jeg at græde", siger hun og trækker vejret dybt.

Chiyedza kom fra Zimbabwe til Johannesburg i september – og i modsætning til mange andre zimbabwere, så er hun her lovligt. Hun har søgt om asyl – og fået det. Det betyder samtidig, at hun ikke må forlade Sydafrika i fem år – og julen i år understreger for alvor, hvad det betyder for hende.

"I Johannesburg er der julepynt overalt – alle supermarkeder har deres julemand og der er pynt alle steder. Jeg havde helt glemt, at julen kunne være sådan. Det er år siden jeg har set julepynt i Zimbabwe", siger Chiyedza og fortæller, at den dosis jul har fået hende til at savne sin familie endnu mere.

Soweto Spiritual Singers optræder i Monte Casino i Johannesburg.

"I Zimbabwe kan man med lidt god vilje godt glemme, at der er jul. Folk har alt for travlt med at finde ud af, hvordan de får mad på bordet eller husleje til den næste måned. Og jeg troede, at jeg bare ville kunne gøre det samme i Johannesburg. Men så står der en halvtyk hvid mand i rødt tøj og vat viklet rundt om hovedet – og så begynder jeg at tænke på jul. Og på min familie".

Plastikjuletræ med pynt.

Chiyedza har familie i Johannesburg – en onkel, som hun flyttede ind hos, da hun først ankom. Men da udlejeren fandt ud af, at onklen havde Chiyedza boende blev huslejen sat markant op – og Chiyedza blev sat på gaden. Hun er ikke på talefod med onklen i øjeblikket.

Jeg prøver igen at spørge, hvad hun skal til jul. 24. december skal Chiyedza i kirke. Men juledag, 25. december, er den vigtige dag på disse kanter.

"Juledag skal jeg.. det ved jeg ikke. Læse lidt måske…?", siger Chiyedza. Denne gang uden at fortrække en mine.

Til julebal i Uganda

Pernille Bærendtsen — Wed, 17 Dec 2008 03:00:00 GMT

Jesper Laugesen, demokratirådgiver for MS Uganda

Fredag eftermiddag, aften og nat var hele den ugandiske MS-familie kaldt til stor fest. Der var meget der skulle fejres: Der skulle siges farvel til tre udviklingsarbejdere, som alle skulle videre til nye udfordringer, der skulle siges goddag til en ny (mig), og ikke mindst skulle vi fejre, at det snart er jul. Det festlige lag bestod af de ansatte på landekontoret, folk fra partnerorganisationerne, udviklingsarbejderne og – ikke mindst – deres familier.

Én tale – godt, mange taler – meget godt!

En af de første ting, man lærer om at holde fest i Uganda er, at uganderne elsker taler. Og til en fest, hvor man blandt andet skal sige farvel til tre kolleger skal der holdes mange taler. Drake (t.h.) styrede slagets gang – og sikrede, at der blev talt i mindst et par timer før maden blev serveret. Efter serveringen fortsatte talestrømmen – ganske upåvirket af, at folk nu overhovedet ikke hørte efter, men spiste, drak og talte med hinanden i stedet for.

Line, udviklingsarbejder, holder en af de mange taler til julefesten.

Julevarme

Tørsæsonen er begyndt i Uganda, og festen startede og sluttede derfor under åben himmel. Vi blev trakteret med mad langt fra en gammeldags dansk flæskesteg med rødkål. Hovedretten var barbecue med kebabs af okse- og gedekød, kylling, pølser og gede-spareribs. Maden blev fortæret, de ned-isede øl drukket og dj’en spillede op til dans med en blanding af international pop fra 80erne og 90erne og afrikansk dance. Og danset, det blev der.

Julefest i 25 graders varme.

Hjem til jul

De fleste ansatte hernede er nu mentalt på vej hjem for at holde jul. Det gælder uganderne, som skal hjem til deres familier rundt omkring i landet, og det gælder danskerne, som næsten alle tager hjem til Danmark. Kun nogle få – dem der efterhånden næsten er mere ugandere end de er danskere – holder jul i Kampala. Og som nyankommet har jeg hægtet mig på deres juleaften. For selvfølgelig holdes julefesten den 24. december – og dagen efter. Vi er vel danskere, og selv 6.409 kilometer fra København er der visse traditioner, man ikke piller ved.

Med julen kommer desperationen

Pernille Bærendtsen — Tue, 16 Dec 2008 04:00:00 GMT

Janne Bruvoll, informationsmedarbejder for MS Sydsudan

Vi har ventet på ham i flere timer og undret os over, hvor han bliver af. Endelig kommer han kørende gennem porten på sin motorcykel, og vi ser straks, at noget er galt.

”En af mine brødre er blevet gift, og vi er kommet op og skændes om brudeprisen med brudens familie. Nu kræver hendes bror, at vi også skal betale skolepenge,” fortæller Steven, mens han kigger på os med det ene øje. Det andet er skjult bag en forbinding.

Steven mærkede julens desperation på sin egen krop, da han blev overfaldet efter at have nægtet at betale ekstra penge for sin brors nye kone.

Min kollega Camilla og jeg er rejst til Kajo Keji for at mødes med vores kollega Steven og resten af folkene bag medborgerhuset i Kajo Keji.

Det er simpelthen typisk for årstiden, tænker vi begge to, når vi hører Steven fortælle. Brudens bror kom pludselig og krævede, at Steven skulle betale penge, som aldrig havde været en del af bryllupsaftalen. Steven nægtede, og det resulterede i, at brudens bror overfaldt ham.

Julen er en dyr fornøjelse for de mange sydsudanesere, som hverken har job eller ejendele, de kan sælge. For dem er den eneste måde at skaffe penge nok til julens krav om nyt tøj og god mad at snyde eller stjæle sig til dem. For hver uge vi kommer tættere på julen, stiger antallet af tyverier og røverier, og det er ofte uniformerede soldater, der står bag. Som det plejer at være på denne årstid, har de ikke fået løn i månedsvis.

Efter Kajo Keji skal Camilla og jeg videre til Nimule. Den letteste og billigste vej ville være at køre over Sydsudans hovedstad Juba, men vejen mellem Juba og Nimule er berygtet på denne tid af året. Bander plyndrer, og soldater blokerer vejen og kræver, at de får et lift. Så er det ikke nemt at forklare, at Mellemfolkeligt Samvirke ikke tillader, at man har våben med i bilen.

Når vi skal hjem fra Nimule, må vi igen tage turen over grænsen til Uganda – og så tilbage til Sudan.

I Zambia er Jesus stadig in

Pernille Bærendtsen — Mon, 15 Dec 2008 00:00:00 GMT

Lena Vind Andersen, informationsmedarbejder for MS Zambia

Jeg læste i Politiken for nyligt at det ikke er til at opdrive et ærligt Jesusbarn til julepynt i Danmark denne december. Jesus er åbenbart ikke in i år; kristne symboler sælger ikke og er ved at udgå af det danske julepyntsrepertoire. Da jeg under en frokost fortalte det til en af mine zambiske kollegaer, var han ved at kløjs i maden, før han udstødte et latterbrøl. ”Ikke in?!,” gentog han mellem hvert grin. Det havde han svært ved at begribe.

Jesus er nemlig altid in i Zambia. Og især ved juletid. Der står for eksempel et krybbetableau i naturlig størrelse i et af Lusakas største indkøbscentre. Så Jesus er ikke spor svær at finde – hverken som juleudsmykning eller i zambiernes bevidsthed.

Et krybbetableau i naturlig størrelse pryder indkøbscentret Manda Hill i Lusaka.

For de fleste zambiere er julen lig med at gå i kirke. For zambierne er ret religiøse - på en afslappet måde. Næsten alle hører til en kirke. Næsten alle tror på Gud. Men det betyder ikke så meget hvilken kirke man går i. Her vrimler med Syvendedagsadventister, Evangelister, Pentekolister, Jehovas Vidner og Katolikker.

Når Mellemfolkeligt Samvirke holder workshops bliver de altid både begyndt og afsluttet med en bøn af en af deltagerne. For det er vigtigt at takke Gud for livets gaver. Men mindre vigtigt, hvordan man vælger at gøre det. Jeg synes det er forfriskende at ingen tror, deres kultur er i fare, fordi nogle mennesker har andre religiøse overbevisninger end deres egen.

Det er tankevækkende, at julen i et af verdens fattigste lande allermest handler om at huske at være taknemmelig for sit liv og sin familie, mens den i Danmark, et af verdens rigeste lande, handler mere om at huske at få købt alle de rigtige gaver, så der ikke bliver ufred og utilfredshed omkring juletræet. I Zambia behøver Jesus ikke være in, for at komme med til julefest.

Julegaver fra en politisk korrekt udviklingsarbejder

Pernille Bærendtsen — Sun, 14 Dec 2008 02:00:00 GMT

Pernille Bærendtsen, informationsmedarbejder for MS Tanzania

Tanzanias maasaier giver gaver for at få dig til at komme tilbage. De har imidlertid ingen tradition for give julegaver - det tætteste de kommer herpå, er dem som en gruppe af maasaikvinder fremstiller for at sikre sig en lille indkomst.

Nogle har mere travlt end andre op til jul. Særligt en gruppe maasaikvinder har nok at lave. De producerer nemlig julepynt, som sådan nogle som mig flittigt køber ind af.

Maasaierne er berømte langt ud over Tanzanias grænser. Maasaierne elsker smykker, og synes at praktisere ud fra et princip om jo mere bling bling, jo bedre. Jeg kommer via mit arbejde løbende på besøg i Maasailand – og det er svært ikke at smile, når der ugenert bliver trukket i mine øreringe, mens der udveksles anerkendende blikke:

’Nzuri sana’ – rigtigt pæne.

Eller for den sags skyld at finde hurtige undskyldninger, når jeg får overrakt et nyt sæt øreringe, hvor jeg ud af øjenkrogen lige har set een kvinde tage dem ud af egne ører, for herefter at lægge an til at stikke ståltråden ind i mine.

En maasai kvindes hverdag står imidlertid ikke ofte på gaveoverrækning. Tværtimod er den et surt slid for kvinderne, der helt bogstaveligt talt bærer de største byrder. Brænde, børn og vand. Jeg har prøvet at løfte en 20 liters vanddunk. 10 centimeter over jorden!

Maasaikvinde med barn i Kiteto, Maasailand.

Men kvinderne knokler, også selvom mange af dem aldrig kommer til at bestemme over den jord de dyrker, på trods af at Tanzanias jordlov faktisk giver dem muligheden. På papiret, vel at mærke, for maasaimænd betror ikke gerne deres kvæg eller jord til kvinden. I følge overleveringerne havde kvinden ansvaret for de vilde dyr. – ’Og hvad skete der lige med dem?!’, argumenterer mændene: - ’De løb jo væk, ikk’!’

Med fare for at lyde som en kedelig, politisk korrekt udviklingsarbejder – jeg er vild med maasaikvindernes bling bling – og derfor har jeg endnu en jul købt julegaver fra maasaiernes juleproduktion i Arusha, hvor kvindegrupper har fået undervisning i moderne design og teknik. Ved at købe en maasaikvindes julepynt er der nemlig en rimelig stor chance for, at hun bruger indkomsten på sin familie - undersøgelser har bl.a. vist, at hun, modsat manden, oftere investerer i børnenes uddannelse. Og det er i Tanzania faktisk den bedste julegave et barn kan få!

Find moderne maasaismykker på Maasai Women Art.

Pernille's blog: www.pernille.typepad.com/louderthanswahili

Dagens ret: Hvad skraldespanden byder på

Pernille Bærendtsen — Sat, 13 Dec 2008 02:00:00 GMT

Henrik Lomholt, informationsmedarbejder for MS Mozambique

Konditoriet Primavera (Forår), som ligger på en travl gade i Mozambiques hovedstad, Maputo, har givet miljøet en lille julegave. Siden 1. december i år har kagebutikken nemlig forlangt 1,50 meticais (ca. 35 øre) for en plasticpose; en pæn sum i et land, hvor mange lever for under en femmer om dagen.

"Vi var ofte ude for, at kunder forlangte to poser, når de købte et brød, mens andre smed posen på gaden, så snart de var kommet ud af butikken. Det var vi godt trætte af, fordi det er et spild, og fordi det sviner byen til. Det flyder i forvejen med plasticposer overalt. Ved at indføre en pris på vores poser er vi sikre på, at folk vil passe på dem," forklarer Primavera-kassedamen Meriamo Matusse.

”

Meriamo Matusse fra konditoriet Primavera i Maputo efterlyser mere miljøbevidsthed hos sine mozambikanske landsmænd.

En tur igennem Maputo understreger hendes påstand om Maputo-boernes lemfældige forhold til, hvordan man kommer af med plasticposer, tomme dåser, flasker og andet affald. Byen er nemlig ved at drukne i skrald, uanset om man færdes i byens slum eller de finere kvarterer.

Skraldet flyder overalt i Maputo, som her på en gade nær Danmarks ambassade i Mozambique.

Overalt kappes de lokale skraldemænd med Maputos fattige om at få tømt de få og overfyldte offentlige affaldscontainere. For mange er de nemlig kilden til det daglige brød i form af pizzaskorper, rådden frugt og andre smuler fra de mere eller mindre riges skraldespande.

Skraldedyngerne er en livline for mange mozambikanere.

At jagten på mad er desparat, erfarede en af mine venner, da han forleden var nede med skrald. "Jeg havde tømt kattebakken oveni nogle pizzastykker, men jeg havde dårligt nået at kaste posen i containeren, før en fyr havde nappet den og spist pizzaresterne. Jeg kunne ikke nå at advare ham. Han så lidt mærkelig ud i ansigtet, men spiste det hele. Han har nok troet, at kattens afføring var sovs. Det er noget af det ulækreste, jeg har oplevet," fortæller min ven.

”

Mange fattige mozambikanere lever af madrester fra skraldecontainere. En ældre kvinde finder føde på en af Maputos finere gader få hundrede meter fra den danske ambassade i Mozambique.

Min ven skal holde jul i Danmark. Den uheldige skraldespandsroder bliver, hvor han er, og kan kun håbe på, at finde plasticposer med afføringsfrie julemadsrester.

Hjem til Julefest

Pernille Bærendtsen — Fri, 12 Dec 2008 04:00:00 GMT

Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder for MS Nepal

Klokken er seks om morgenen og jeg ruller forsigtigt gennem mørke hårnålesving i det vestligste Nepals bjerge. Forude venter ni timers kørsel ad smalle bjergveje flankeret af Himalayas hvide tinder, herefter fladt solbeskinnet land, hvor største forhindring er oksekærrer, der tøffer sindigt afsted. Sidste del af turen, efter fire dages besøg hos nogle af Mellemfolkeligt Samvirkes lokale samarbejdspartnere, er en flyvetur på ca. en time, som skal bringe mig hjem tids nok til at komme til julefest med familie og venner i Kathmandu.

Efter blot en times kørsel er der problemer, vejen er spærret af sten og en gruppe lokale står og taler ophidset. Jeg spørger, hvad problemet er og får at vide, at en gammel dame er blevet kørt ihjel dagen før.

"Flyt jeres lig, det er jo ikke præsidenten", sagde den lokale politiinspektør, da de efterladte nægtede at flytte morlil. Det har sat sindende i kog, så nu har de blokeret vejen, indtil politiinspektøren kommer med en undskyldning.

En vejspærring er en daglig forteelse i Nepal.

Der står jeg så, aldeles julehungrende efter 4 dage på ris, linser og beskidte hoteller og mærker Nepals belastede retstilstand på min egen krop, mens min chance for at nå flyet hjem svinder minut for minut. Efter borgerkrigens afslutning for over 2 år siden, er disse vejblokader blevet den gængse måde for almindelige mennesker at blive hørt på. Uden den slags metoder må de finde sig i fornærmelser og det som er værre, mens de ansvarlige politikere 1000 km derfra har travlt med egne magtspil.

Netop som jeg har opgivet alt håb, kommer en ung mand mig til undsætning. Han opfører et større teater: "Hun er udlænding, det er jo ikke hendes skyld, hun er her bare for at hjælpe, lad hende nu køre!", overtaler han og det virker! Stenene flyttes og jeg kan ræse videre ned ad bjerget, til mit fly og min julekalkun.

I Nepal ankommer julemanden naturligvis i rickshaw.

Om kyllinger og kalendere

Pernille Bærendtsen — Thu, 11 Dec 2008 02:00:00 GMT

Lena Vind Andersen, informationsmedarbejder for MS Zambia

I Zambia er julemad lig med kyllinger, ris og mangoer.

"Kylling og ris", siger Stella bestemt, da jeg spørger hvad zambierne spiser juleaften. "I hvert fald ikke nshima!", tilføjer hun. Nshima er det, de fleste zambiere spiser alle årets andre dage. Det er en blanding af majsmel og vand, kogt så fast, at det mest minder om meget tør kartoffelmos. Efter min mening smager det af klistret melmasse. Men det ligger tungt i maven, og det er nok i sig selv en kvalitet, når man kun spiser en til to gange om dagen. Det er der 51% af befolkningen der gør i Zambia.

Nshima er zambiernes hverdagskost.

Stella er 26 år og lever af at gøre rent på et børnehjem for børn, hvis forældre er døde af AIDS. Selv har hun to børn med sin mand Jack, Blessing på 3 år og Peter på 9 år.

"Kylling betyder altid fest", griner Stella. "Og hvis der også er ris til, så er det jul! Og mangoer, selvfølgelig." December er nemlig mangosæsonen, og hendes og naboens unger er allerede godt i gang med at spise dem, de har hentet i mangotræet ved siden af Stellas hus.

December er mangosæson, så mangoer hører julen til i Zambia.

Juleaften samles familien, som består af hendes to søstre og deres børn og mænd, 13 mennesker i alt. "Vi skiftes til at holde jul hos hinanden, men vi deles altid om maden, så der er én der laver en kylling og en anden der laver en anden kylling og så én der kommer med risen," forklarer hun.

Stella viser billeder af sine og andres børn frem i sit hus i Lusaka.

Stella har engang arbejdet som hushjælp for danskere, der gik meget op i julen.

"De hængte en masse små poser op med gaver til deres søn, der skulle åbne en hver dag", husker hun. "Men det endte altid med at han græd og græd og råbte, at han ville have lov til at åbne dem alle sammen på éen gang." Hun smiler overbærende, men lur mig, om hun ikke synes julekalendere er en sær opfindelse. Mindst lige så sært som jeg synes det er, at skulle leve af nshima.

Fra slud og sne til sol og regn – jul i Uganda

Pernille Bærendtsen — Wed, 10 Dec 2008 04:00:00 GMT

Jesper Laugesen, demokratirådgiver for MS Uganda

Jul? Det er sådan noget med slud, sne og bidende kold regn. Normalt foregår min december måned i København, og jeg holder meget af at tage lidt ekstra tøj på for at holde varmen. Komme indenfor og drikke noget varmt. Ja, selv julebelysningen på gader og stræder har jeg en lille hidtil ganske godt gemt passion for.

Sådan er det ikke i Kampala. Jeg ankom den 3. december - fra det første decemberslud i København til høj sol og bragende tordenbyger i Kampala. Jul? Det er et koncept jeg overhovedet ikke kan forholde mig til lige nu.

Julepynten indenfor plejer jeg at overlade til børnefamilierne i omgangskredsen. Jeg har pakket mit yndlingsjuleudsmykningsudstyr; en gammel uro med snemænd af pap og plastik. Den kommer – formentlig til rengøringens store forundring – op at hænge lige så snart jeg bliver indkvarteret på det hotelværelse, som bliver mit hjem henover jul og nytår.

Juleudsmykningen af byen er til gengæld enten ikke-eksisterende eller så fremmedartet, at jeg slet ikke forstår, at det er jul, det handler om. Detailhandlen, derimod, kan man altid regne med. Cheesy julemuzak, falske juletræer og ekstra gode juletilbud – det kan man også få her.

Men hvordan fejrer man jul i Uganda? Det er jo det, jeg skulle skrive om i dette indlæg. Men sandheden er, at jeg ikke har den fjerneste ide om det endnu. Jeg er stadig i gang med at glædes og forundres over vejret. Over frodigheden. Over den røde jord. Over venligheden. Over at leve og arbejde på ’African Time’. Over de mange mennesker.

Her i december er langt de fleste danskere allerede mentalt på vej hjem på juleferie. Men selvom rigtig mange tager hjem er der nogle enkelte, der bliver hængende i Uganda. Første invitation til at deltage i julefest er allerede modtaget. Så helt juleløs bliver jeg ikke.

Men udover det må julen vente lidt. Når den ikke kan fejres med familien er den alligevel ikke så vigtig.

Jesper Laugesens blog: http://laugesen.org/wordpress