Lena Vind-Andersen, informationsmedarbejder for MS Zambia
”Velkommen til paradis”, sagde den sydafrikanske hotelejer til mig går aftes, da vi ankom til Inhambane i Mozambique. Vi har kørt 3812 km fra Lusaka i Zambia for at komme til paradis. Vandet glimter blågrønt, palmerne svajer i vinden, sandstranden er kridhvid og en af Mozambiques mest berømte turistattraktioner.
Vi er her nu ikke så meget for attraktionens skyld, men fordi vi er inviteret til julefest hos nogle andre udviklingsarbejdere fra Mellemfolkeligt Samvirke. Så nu sidder vi her med havlugt i næserne og solcreme i hovedet - og klipper julehjerter.
Men inden vi kom så langt, kørte vi gennem det Mozambique, som ikke er en turistattraktion. Det Mozambique, hvor jeg arbejdede i mere end to år, og hvor mit hjerte ligger - hvad enten det er jul eller ej. Det eksisterer blot en kilometer fra den skønne strand.
Kilometer efter kilometer af mudrede grusveje. Regn. Lerhytter med stråtage. Kvinder, der arbejder i markerne med tunge hakker. Mere regn. Børn, der leger i store vandpytter eller med blikbiler. Og nogle der bare står og kigger fortabt, mens bilen suser forbi, med alt for store udspilede maver.
Jeg har talt meget om hjerter i disse dage. For undervejs har jeg besøgt de mennesker, jeg kendte dengang. Og de tog imod mig med åbne arme. Forsikrede mig om, at jeg stadig boede i deres hjerter. Og fortalte mig, at tre mennesker, jeg kendte, er døde siden jeg var her for blot to år siden, det ene et lille barn.
Mit hjerte kan næsten ikke bære det.
Og selvom jeg sidder her og ser børnene klippe julehjerter, har jeg svært ved at finde julestemningen frem. Jeg funderer over, hvordan det kan være, at de fattige har så store hjerter, at de altid kan finde et smil frem, selvom regnen er ved at skylle deres hytter væk og vennerne omkring dem dør, mens de rige europæere derhjemme har så små hjerter, at de ikke skænker ret mange andre end sig selv en tanke, mens de bruger opsparingen på julegaver og juleflæsk.
Julen er hjerternes fest, husker I det derhjemme?