Hjem til jul i Norduganda

Jesper Laugesen, Demokratirådgiver for MS-Uganda

Hjem til jul i Uganda er juleferien årets lange ferie. Skolernes ’sommerferie’ om du vil. Det er også den ferie, hvor alle de ugandere, som er flyttet for at arbejde tager hjem til deres respektive hjemstavne for at holde jul med deres familie.

Rita Popo, en af mine kolleger, er ingen undtagelse. Når juleferien begynder er hun på vej hjem til Arua, hvor hun med sin familie – mand, børn, svigerbørn, barnebarn, stedbørn med flere – fejrer jul. Hun forventer ikke mindre end 20 – og nok nærmere 30-35 til frokost den 25. december.

I følge traditionen bevæger mange mennesker sig rundt blandt familie og venner i løbet af juledag – og spiser med, der hvor de er, når der bliver serveret. I Arua starter juledag tidligt om morgenen med deltagelse i en af de fire julegudstjenester, der holdes i den lokale kirke. Dagens store måltid er frokosten. Rita serverer vædder, and, kylling og gris – foruden det lokale tilbehør, sodavand til børnene, øl til de voksne – og så måske en portion ’local brew’, en slags øl brygget på majs og hirse. Med udsigt til temperaturer omkring de 30 grader skal der nok være brug for væsken!

Tøj og julekort Julegaver er noget forældre giver til deres børn. Ritas børn læser næppe med her, så det skulle være sikkert at afsløre, at de alle – bortset fra de tre, som nu selv har arbejde – får tøj i julegave. Pigerne får kjoler og drengene et sæt ’pænt’ tøj. Det er næppe den store overraskelse alligevel, for ifølge Rita er ”et barn, der ikke får nyt tøj, et barn, der ved, at det ikke er elsket af sine forældre”. Har man ikke råd til ekstra god mad går det nok – men nyt tøj til børnene? Det skal der være, før det bliver ordentlig jul!

De voksne udveksler ikke gaver – men julekort. Julen er anledning til at takke dem, der gennem tiden har hjulpet en, fx med skolepenge eller ved sygdom. Det bruger man julekortene til. Hvis man kan, med (symbolske) tilbagebetalinger, ellers for at udtrykke sin fortsatte taknemmelighed.

Så julen i Uganda er, som den danske, en god blanding af gudsdyrkelse, gaveøkonomi og en anledning til at være sammen med familie og venner.

Forskellig, men ens.

Jespers blog: http://laugesen.org/wordpress/

Published 21. december 2008 06:00 by Pernille Bærendtsen

Comments

# Jesper Laugesen · Hjem til jul i Norduganda

Pingback from  Jesper Laugesen · Hjem til jul i Norduganda