Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder for MS Nepal
Klokken er seks om morgenen og jeg ruller forsigtigt gennem mørke hårnålesving i det vestligste Nepals bjerge. Forude venter ni timers kørsel ad smalle bjergveje flankeret af Himalayas hvide tinder, herefter fladt solbeskinnet land, hvor største forhindring er oksekærrer, der tøffer sindigt afsted. Sidste del af turen, efter fire dages besøg hos nogle af Mellemfolkeligt Samvirkes lokale samarbejdspartnere, er en flyvetur på ca. en time, som skal bringe mig hjem tids nok til at komme til julefest med familie og venner i Kathmandu.
Efter blot en times kørsel er der problemer, vejen er spærret af sten og en gruppe lokale står og taler ophidset. Jeg spørger, hvad problemet er og får at vide, at en gammel dame er blevet kørt ihjel dagen før.
"Flyt jeres lig, det er jo ikke præsidenten", sagde den lokale politiinspektør, da de efterladte nægtede at flytte morlil. Det har sat sindende i kog, så nu har de blokeret vejen, indtil politiinspektøren kommer med en undskyldning.
En vejspærring er en daglig forteelse i Nepal.
Der står jeg så, aldeles julehungrende efter 4 dage på ris, linser og beskidte hoteller og mærker Nepals belastede retstilstand på min egen krop, mens min chance for at nå flyet hjem svinder minut for minut. Efter borgerkrigens afslutning for over 2 år siden, er disse vejblokader blevet den gængse måde for almindelige mennesker at blive hørt på. Uden den slags metoder må de finde sig i fornærmelser og det som er værre, mens de ansvarlige politikere 1000 km derfra har travlt med egne magtspil.
Netop som jeg har opgivet alt håb, kommer en ung mand mig til undsætning. Han opfører et større teater: "Hun er udlænding, det er jo ikke hendes skyld, hun er her bare for at hjælpe, lad hende nu køre!", overtaler han og det virker! Stenene flyttes og jeg kan ræse videre ned ad bjerget, til mit fly og min julekalkun.
I Nepal ankommer julemanden naturligvis i rickshaw.