Det er altid lidt maerkeligt at fylde aar og holde foedselsdag, naar man ikke er derhjemme. Maaske er omfanget af denne foelelse proportional med afstanden fra hjemmet. Maaske ikke. I hvert fald var det med en lidt besynderlig fornemmelse, at jeg vaagnede op under myggenettet kl. lidt i seks mandag morgen og paa samme tid erkendte, at nu var jeg 21, og lige nu befandt jeg mig ogsaa under et straatag, der igen var placeret under en himmel, hvor den afrikanske sol braender ens naese roed om dagen, og hvor Karlsvognen vender paa hovedet, og maanen ligger ned om natten. Den foelelse blev dog hurtigt jagt bort for oejeblikket, da det gik op for mig, hvad jeg var blevet vaekket af. Ikke af mit ur som saedvanlig, men denne morgen af en morgengroedet roest, der begejstret kastede foedselsdagssangens ord ud i hyttens moerke rum. Jonas var simpelthen staaet op foer mig for at kunne vaekke mig med sang, og naar man ved, hvordan den knaegt ellers normalt kan sove, ved man ogsaa, hvor stor en gestus netop det var fra min medvolontoers side. Han begavede mig endda ogsaa med et spejl og en skoboerste (praktiske og gode ting), og saaledes kunne morgenen ikke starte bedre. Vi doesede nu begge lidt hen igen (det var trods alt tidligt, for han havde villet vaere paa den sikre side), men kl. syv var den gal igen. Eller rettere sagt: Den var slet ikke gal, det var fantastisk. Engleblid sang sneg sig langsomt ind under doeren til vores slumrehule og voksede i styrke, idet koret bestaaende af vores afrikanske families mange boern kom naermere. De sang "Happy Birthday" for mig med fine og lidt nervoese stemmer, og saaledes fik jeg for anden gang den morgen en behagelig vaekning og overraskelse paa en og samme gang. Altsaa derfor havde de spurgt, hvordan man fejrede foedselsdag hjemme hos mig. Det var utrolig fint og overmaade soedt af dem, og morgenstunden forekom mig nu at have overgaaet mine vildeste forventninger. Selvom det stadig var lidt besynderligt saadan at traede ind i en ny aera (nu er jeg "i tyverne") paa et helt andet kontinent, var jeg primaert bare glad og allerede lidt roert.
Jeg ved ikke, om man bliver mere foelsom med alderen, men i hvert fald blev jeg endnu mere roert om aftenen (var der mon en lille taare i oejenkrogen?). En stor del af familien sad samlet om maden (alle 22 var der dog ikke plads til), der i dagens anledning indeholdt and. Det er ellers sjaeldent, at vi faar koed. De lykoenskede mig alle til overflod, og faderen beklagede flere gange, at der ikke var raad til en ordentlig fest eller noget mere overdaadigt. Jeg forsoegte forgaeves at forklare ham, at jeg virkelig syntes, at jeg havde en skoen foedselsdag, og at jeg godt forstod situationen. Jeg haaber dog, at han maaske troede mig lidt til sidst. Saa skete det, at de hev et fint foedselsdagskort frem. "Hope you blow 1000 candles!" stod der paa det. Og derefter to flasker saft og en hel pose slikkepinde, som vi alle delte. Da var det, at jeg blev lidt roert. Den familie har ikke mange haandoerer at goere godt med, og deres liv er godt nok ikke det nemmeste i verden, og alligevel har de overskud til ikke blot at tage to fremmede til sig og behandle dem maegtig godt, men ogsaa til at begave mig og i den grad give mig ekstra opmaerksomhed, bare fordi det nu tilfaeldigvis var 21 aar siden, at jeg skrigende og ulaekker kom vaeltende ud af min mors liv som saa mange andre.
Det maner til eftertanke at opleve det overskud, og man overvejer lige sit eget liv en ekstra gang. Livet er da underfundigt, at det kan tillade mennesker, der har det saa meget svaerere end jeg, at give mig saadan en oplevelse og bringe mig den glaede af en i grunden saa ligegyldig grund. Selvom man kommer til at sulte, hvis regnen ikke snart kommer, selvom man skal gaa en hel dag paa bare taer ad stenede stier for at hente braende, saa man kan lave mad, og selvom ens lille barn har malaria og potentielt kan doe for oejnene af en. Paa trods af alt dette kan de mennesker, jeg nu for en kort stund bor iblandt, mobilisere denne kaempe maengde overskud og livsglaede. De smiler, de ler, de laver sjov. Lige som alle andre (selvfoelgelig?). Det er da imponerende, et fantastisk aspekt ved selve livet og om noget en fordring til mig ang. den maade, jeg lever mit liv paa. Jeg ved desvaerre ikke, hvad foedselsdag hedder paa lokalsproget lubara. Men jeg ved, hvordan den foeles.