Boernene i Nakasongola har raabt 'bai bai' for sidste gang til denne mzungu, i hvert fald for nogle aar.
Kagedaase paa Joyce's kontor.
Kaere laesere, saa er volontoeropholdet desvaerre *** og turistturen gennem Kenya og Tanzania kan begynde. Vi flyver fra Entebe i dag og derfra staar den paa safari, roadtrip (forhaabentlig i hvert fald) og Zanzibar. Det har vaeret underligt at vaere sammen med de andre volontoerer i dag og igaar, da nogen af dem er hjemme i Danmark i morgen. Spoejst at taenke paa, men meget rart at have en overgangsfase med lidt backpacking foerst.
Farvel til det hyggelige vaerelse vi har vaeret vildt heldige med.
Vi kom tilbage fra Rwanda et par dage foer planlagt og Joyce var der ikke pga. hendes job i electoral commision, hvor hun sammen med en masse andre skulle registrere nye vaelgere et sted ude i bushen. Moses og hendes yngste soen Noah var dog hjemme, og det var Noah der lavede mad. Hans kulinariske evner er meget begraensede (MEGET begraensede), saa Oscar og jeg forsoegte at flygte fra saa mange maaltider som muligt. Kirsten og hendes kaereste Collin fra Daraja kom og besoegte os torsdag og fredag, hvor de den foerste dag tog en masse billeder og film, imens vi viste dem rundt paa vores skoler og i byen. Det var rigtig hyggeligt og dejligt, at der ikke var et laerer - elev forhold laengere.
Noget af St. Josephs, graavejret er meget atypisk.
Fredag var en stor dag for projektet. vi havde i sidste oejeblik (selvom det var planlagt, at Portase skulle have gjort det 2 uger foer) inviteret alle medlemmerne af den projekt kommitte direktoeren for RDP, Kenneth, havde foreslaaet til det foerste moede. Naesten alle kom, men der var en der sendte en repraesentant i stedet og en der udeblev. Jeg ledte moedet og vi gennemgik budgettet vi havde faaet et par dage inden, definerede projekt kommitteens og alle parterne under den's rolle, samt diskuterede hvilke skridt der skulle tages, for at goere det saa attraktivt for donorere som muligt. Det var rigtig godt at have Kirsten og Collin med, de havde nogle gode ideer og var meget interesserede. Vi blev enige om, at det var meget vigtigt, at have hele den lokale befolkning bag projektet, og faa dem til at foele ejerfornemmelse over de/den bygning(er) vi faar opfoert. Mange lokale bidrag bliver derfor et af vores store maal, og medlemmerne i kommitteen er de helt rigtig til at motivere folk til at hjaelpe. En af maaderne, hvorpaa eleverne skal foele de er en del af projektet, er gennem en elevrepraesentant i kommitteen. Kommitteen bestaar nu af: Kenneth som chairman, District Education Officer (den hoejeste instans indenfor uddannelse i distriktet), District Engineer, World Vision program koordinatoren i Nakasongola, rektoren, chairman board of governors, 'over'-praesten fra det lokale parish, der har meget at sige i alt hvad der vedroerer skolen, og som har meget erfaring med fundraising til bygninger, isaer lokalt, en elev repraesentant, samt den lokale LC III, der er demokratisk valgt og har politisk bid, samt mange kontakter til lokalbefolkningen. En meget kompetent blanding, der kommer til at overvaage projektet og hjaelpe til hvor de kan, imens Oscar og jeg proever kraefter med fundraisingen herhjemme. Moedet gik bedre end vi havde turdet haabe paa, og alle parter er meget optimistiske omkring det. Det bliver spaendende at se hvordan det udvikler sig efter vi kommer hjem.
Oscar og elevrepraesentanten i projektkommitteen, Kemisha Aisha.
Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag var farvel dage, efter vi i weekenden havde samlet informationerne fra moedet og arbejdet mere paa projektet. Det var meningen at vi skulle have moedet generalen (der ogsaa er air force commander), og set landingsbanen paa den lokale millitaerbase, men det endte desvaerre med at gaa i fisk.
Vincent.. Utroligt hvordan den mand kan tage sig selv saa serioest. Han spiller utroligt smart paa alle billeder, saa da han bad osvaelge et billede fra hans fotoalbum, var det klart, at vi sprang paa det mest latterlige af dem alle. Valget stod mellem ovenstaaende og en billede i samme outfit, bare hvor han sidder ned med et leopardskind over sig og ser lige lovligt cool ud. Tough choice.
Mandag var meget produktiv projektmaessigt og vi forsoegte ogsaa at klemme et farvel til Kirojo ind. Det viste sig ikke at vaere vildt svaert, for det var hurtigt overstaaet. Der var kun en vi kendte der (det var ogsaa ham vi havde haft mest at goere med), saa ham sagde vi farvel til. S. 5 som vi havde undervist i general paper var der ikke, saa dem blev vi noedt til at springe over. Vi har kun undervist der 2 gange, saa det er egentlig helt okay, men stadig en lille smule skuffende, isaer fordi laererstaben var utroligt tunge.
Lokalet hvor vi underviste S.5 paa Kirojo, imens en anden laerer underviste en anden klasse i den anden ende.
Tirsdag sagde vi farvel paa Kibira og det kunne ikke have vaeret bedre. Foerst gik vi rundt i hver klasse og sagde hej og tog nogle billeder og bagefter kaldte Bosco hele skolen sammen til et officielt farvel, hvor han oversatte for os fra og til luganda. Da vi havde overstaaet det oficielle, legede vi kispus med alle elverve paa skolen + laererne, og alle grinte og havde det rigtig sjovt. Det var trist at sige farvel til at de soede boern, der loeb rundt om os for at gi os haanden paa samme tid, men det var ogsaa dejligt at se dem smile saa meget. Vi tog ogsaa et par billeder med laererne og sagde et hjerteligt farvel til Bosco, der har vaeret en rigtig god fyr under vores ophold.
P.3 og lidt af p.4 paa Kibira. Deres lokaler var blevet oedelagt i ferien, enten af regn eller vandaler, der var ude efter braende. Elena, som vi hjalp paa klinikken, er pigen helt ude til venstre.
Onsdag var det St. Josephs' tur. Festlighederne begyndte kl. halv 4 og vi kom foerst derfra ved 8-tiden. Naesten alle elverne var der, der blev holdt taler, vi fik gaver og sagde selv farvel til hele skolen. Det var virkelig godt planlagt og det var nogle sjove taler, men samtidig rigtig trist at sige farvel. Det er den skole vi har vaeret klart mest paa og vi er virkelig kommet taet paa laererstaben og nogen af eleverne. Da den officielle del var overstaaet og eleverne gik hjem, trak laerer et bord og en masse stole frem, som de satte udenfor. Derefter bar de et par hoejtalere og et tv ud, og saa sad vi ellers i bedste afrikanske stil og saa musikvideoer i aftensolen, imens vi snakkede, drak, spiste og sagde farvel paa en rigtig god og naaet mere uformel maade. Det var super godt og dejligt at grine med alle laererne indtil vi til sidst broed op for at faa lavet hanekamme. Noej, de er blev grimme.
Postbankmanden, som vi kaldte ham (Francis), samt 2 nylavede, halvskaeve hanekamme.
Torsdag gik vi en farvelrunde i byen, hvor vi fik sagt farvel til postmanden, der er en super sjov faetter, dr. Daniel, Francis fra Postbank, der gav os en Postbank skjorte, supermarked inderen hvis navn vi aldrig har faaet, Geofrey der er kaptajn paa St. Josephs fodboldhold, og saa sneg Vincent sig ogsaa lige forbi og donerede et billede. Vi havde sagt farvel til Joyce om morgenen fordi hun skulle paa arbejde, og hun gjorde det dejlig let og smilte under hele morgenmaden. Hun sagde at hun aldrig sagde farvel, men kun safe travels, saa det fik vi med paa vejen, sammen med en boen, som hun med glimt i oejet insisterede paa. Den sidste vi sagde farvel til var Moses, og jeg bliver helt tung om hjertet bare af at taenke paa det. Det var rigtig haardt, for vi er virkelig kommet taet paa ham over de sidste maaneder, han er en vildt god fyr og det soedeste, mest sympatiske menneske. Vi ved ikke hvornaar vi ser ham igen, men vi har aftalt at soerge for, at der ikke maa gaa for mange aar.
En af de sidste cykelture i Nakasongola. Kommer ikke til at savne de cykler. Vi solgte dem til familien for 100.000 sh. hver. Halvdelen gaar til et par nye krykker til Moses og halvdelen til RDP's computercenter. Paa den maade gaar pengene til nogle gode formaal og cyklerne bliver i familien. win-win.
Den sidste ting der er at berette om fra Nakasongola, er det laerermoede der blev holdt tirsdag paa St. Josephs. Jeg tog emnet om fysisk aftraffelse op igen, denne gang med beviser (fremskaffet af Fritte) til at bakke mig op. Det gik helt vildt godt og denne gang var der ingen der talte mig imod. Der var til gengaeld 4 der bakkede mig op og de to jeg havde set slaa elever sad og krummede sig i deres saeder. Denne gang rykkede det virkeligt og jeg har senere bedt en elev (den samme der sidder i projektkommitteen), om at underette rektor hvis hun ser nogen afstraffe elver fysisk. Jeg har ogsaa bedt rektor om at undersoege de sager, der bliver raporteret og foreslaaet ham, at faa en af laererne til at holde et oplaeg om fysisk afstraffelse med det studie, Fritte har fundet. Han var meget taknemmelig for hjaelpen og sagde, at han nok skulle goere hvad han kunne for at stoppe 'caning' paa skolen. The inspector of schools fra distriktet deltog ogsaa i moedet, og han bakkede mig ogsaa op og takkede mange gange for indsatsen mod 'caning'.
Efter laerermoedet paa St. Josephs, det skaeve smil er pga. af 'caning'-succesen.
Det var det sidste fra Nakasongola. Naeste blogindlaeg bliver nok om giraffer, zebraer og loever, hvis det altsaa bliver spaendende nok til et dunderblogindlaeg.
Bosco og mig, der i bedste afrikanske stil holder i haanden som de bedsteste venner. Skaeg tradition.
Saa kan Oscar og jeg krydse endnu et oest-afrikansk land af. Vi har vaeret en uge i Rwanda og selvom det slet ikke er nok tid til, at jeg vil sige, jeg kender landet, har jeg dog faaet et billede af det, paa godt og paa ondt.
Vi ankom tidligt om morgenen mandag den 11. efter en helvedes bustur af bibelske dimensioner. Vi var fuldstaendig kvaestede efter den lange tur fra Kampala til Kigali (Rwandas hovedstad), saa vi kastede os ind paa et hotel vi havde faaet anbefalet af nogle backpackere. Vi sov hele eftermiddagen, gik ud og spiste og vaeltede derefter i seng igen og sov til morgenen efter. Hotellet var et klosterlignende sted, dejlig billigt og fine vaerelser og saa laa det lige midt i byen. Helt perfekt.
Robert, tidligere volontoer i Uganda fra holdet foer os, var ogsaa i Rwanda. Ham moedtes vi derfor med og tilbragte et par dage i Kigali, hvor vi fik snakket om stort og smaat, fra afrikaneres vomitus-vaner til folkemord. Det var rigtig hyggeligt at se ham igen og hoere hvad han havde faaet ud af sit volontoer ophold. Det var ogsaa lidt underligt at vaere sammen med en, der skulle hjem til Danmark inden ugen var omme. Inden det skulle han ogsaa lige et *** forbi ambassadoerboligen i Kampala, hvor han skulle sove i den seng kronprins Frederik og Mary tidligere har sovet i. Jeg spurgte ham om han havde snuset til lagenerne og han sagde, at det havde han, og at de duftede fint.
Kigali Genocide Memorial Center set udefra. Udenfor var der en masse symboler for forskellige ting i sammenhaeng med folkemordet. Indenfor var der mere konkrete ting og fakta.
Oscar og jeg var paa Kigali Genocide Memorial Center, hvor vi minutioest gennemgik museet fra ende til anden. Jeg har aldrig gennemgaaet et museum saa grundigt. Vi laeste alt hvad der var at laese, hoerte alt hvad der var at hoere og saa alt hvad der var at se. Det var et utroligt spaendende museum, isaer fordi vi naesten ikke kendte noget til folkemordet i '94 foer vi kom. Det gennemgik paa en god maade historien foer, haendelserne under og konsekvenser efter folkemordet og det hele blev sat i perspektiv ved en udstilling om andre folkemord. En af de ting jeg fik daarligst smag i munden af, var, at opdelingen af befolkningen i Tutsier og hutuer oprindeligt blev gennemfoert af kolonimagten, som en del af 'divide and rule' strategien. Enhver rwandaner med 10 eller flere kvaeg var tutsi, resten var hutuer. Jeg vil ikke beskrive hele forloebet her i bloggen, det er sikkert beskrevet meget bedre og mere korrekt andre steder paa nettet, men det er meget spaendende og helt sikkert vaerd at bruge lidt tid paa at laese om. Det var nogle skraekkelige maaneder, nogle af de ting der skete er helt urealistiske. Det er svaert at forstaa hvordan mennesker kunne vaere saa umenneskelige. Nogle af oejenvidne beretningerne er helt groteske, en gravid kvinde der fik skaaret maven op, hvorefter soldaterne trampede fostret ihjel og lod kvinden ligge og forbloede. Tre unge soestre der blev taesket halvt ihjel, hvorefter de blev smidt i gylletanken, saa de bogstavelig talt druknede i lort. Tutsierne blev ikke set paa som mennesker, men kakelakker, der bare skulle udrydes, og kun fantasien satte graenser for, hvordan det skulle foregaa. Folk blev smidt levende i latriner, hvor de blev trampet til doede af de, der proevede at komme op.
Wall of names ved Kigali Genocide Memorial Center. Der var nogle tusinde navne, hvilket er naesten ingenting i forhold til, at der blev myrdet over en million mennesker. Grunden til, at de ikke kan finde navnene er, at hele familier og vennekredse effektivt blev udryddet, saa ingen er tilbage til at give navnene videre.
Oven paa den omgang havde vi brug for noget powerafslapning, saa vi tog en bus ud til en by, Kibuye, der ligger vest for Kigali ved soeen Kivu. Kivu er en af de faa soeer i Afrika, hvor man kan bade, saa vi glaedede os som smaa boern til at dyppe foedderne. Vi var der fra torsdag til soendag og isaer dagen vi ankom paa var helt vildt skoen. Jeg har sjaeldent oplevet noget saa idyllisk som at sidde og laese ved soeens bred, imens solen var paa vej ned, temperaturen var helt perfekt og man ikke kunne hoere andet end boelgernes blide brusen og fuglenes kvidren. Det var desvaerre den eneste dag hvor vejret var rigtig godt, men vi var da alligevel i vandet hver dag og det var bare dejligt. Vi saa vores foerste afrikanske trafikuheld i byen Kibuye, da to boda boda'er, der ellers havde masser af plads paa vejen, koerte frontalt sammen. Den ene chauffoer og hans passager endte i en mudderpoel, hvor de blev mudret godt til, men uden stoerre skader. Chauffoeren paa den anden boda landede dog paa grusvejen, hvor han fik nogle ret slemme hudafskrabninger, der bloedte meget. Han var fuldstaendig i chok, og gik rundt og sagde 'no problem' naermest manisk. Vi hjalp ham med at vaske saarene og gav ham en vand og nogle penge, saa han kunne faa behandling paa hospitalet. Det var en ret ubehagelig oplevelse, men vi var glade for at kunne hjaelpe. Der var ikke meget sympati fra lokalbefolkningen. I Kigali saa vi ogsaa en dreng faa taev af en politibetjent, vist nok fordi han drak alkohol paa gaden.
Udsigten fra vores hotel i Kibuye. Det var desvaerre overskyet de fleste dage, men det var stadig meget smukt, 180 graders oversvoemmet bakkelandskab.
Rwanda er meget anderledes end de to andre afrikanske lande vi har set. Der var langt mere stille, mere ordentligt og utrolig smukt. Turen til og fra Kibuye er nok den smukkeste koeretur jeg nogensinde har taget. Paa den anden side er rwandanerne langt mere lukkede end de andre afrikanere vi har moedt. De er mere reserverede og mindre venlige. Det er vel ogsaa meget forstaaeligt med deres historie, isaer fordi det kun er 16 aar siden. Alle voksne rwandanere kan huske det og mange mistede venner eller familie under folkemordet. Det er paa mange maader et frygt- og aerefrygtindgydende land, de smukke omgivelser bliver sat i kontrast til det skraekkelige der er sket og politiets nuvaerende jerngreb.
Foerste tur i vandet i Lake Kivu. Vi fandt senere ud af, at man lige skulle spoerge om methanniveauet i soeen foer man sprang i, da en del mennesker var doede i Congo paa det seneste.
Vi kom tilbage til Kampala igaar, denne gang med et andet busselskab og midt paa dagen i stedet for om natten. Det betoed, at selve turen var noget mere behagelig, men undervejs begyndte jeg at faa det daarligt, paa samme maade som sidst i Entebbe, hvor jeg havde vaeret taet paa at besvime. Jeg havde holdt det inde det meste af turen, men det sekund bussen stoppede i Kampala blev det for meget, og jeg braekkede mig 2 minutter foer jeg kom ud af bussen. Moegtiming af maven, men det er der jo ikke saa meget at goere ved. Da vi kom hen paa hotellet begyndte jeg at faa det rigtig daarligt. Heldigvis var der en laege tilstede, der skrev en recept paa noget antibiotikum. Det er aabenbart en parasit der lever i min tyndtarm og efter en lille uges pause har den vist sit grimme fjaes igen. Den bliver bekaempet med piller, og det ser ud til at virke, jeg har det i hvert fald meget bedre idag.
Det var den update, saa er der en maaned til, at jeg sidder i flyet paa vej hjem og kun cirka en uge tilbage i Nakasongola.
Nu er der igen gaaet alt for lang tid mellem blogindlaegene, saa begivenhederne har hobet sig op. Jeg kan umuligt naa at berette om det hele, men en omgang highlights skal i ikke skaanes for.
En kylling fik forvilget sig ind paa vores vaerelse og op paa vores bord hvor den slog lejr.
Vi var i Masindi, for formentlig sidste gang, i april for at moede pigerne der og for at holde et moede om projektet med Kenneth. Vi valgte at tage afsted en dag foer planglagt, hvilket skabte en utroligt akavet situation paa en netcafe vi havde sneget os ind paa, for at kunne bruge hele aftenen uforstyret der. Da pigerne kom traskende forbi ude paa gaden i bedste Olsen banden stil, saa Nanna os, hvilket skabte en haard opbremsning i flokken. Den foelgende 5 minutters samtale kan bedst beskrives som kodylt pinlig, men heldigvis bamhjertigt kort. Resten af weekenden forloeb dog uden problemer og det var rigtig hyggeligt at vaere sammen med pigerne. Moedet med Kenneth gik ogsaa over al forventning. Han er en utroligt kompetent mand og hver gang vi snakker med ham ryger vores forventninger til projektet i vejret.
Joyce og mig paa hendes kontor paa Kibira.
Der er sket en masse paa projektfronten i det hele taget, isaer over de sidste par uger. Vi har talt en masse med Kenneth, der gang paa gang hjaelper os med at tage det naest skridt. Vi har sendt en formel forespoergsel om samarbejde til World Vision koordinatoren som han bad os om. Han er ovenud begejstret og har sendt den videre til hans chef. Vi har ogsaa faaet District Engineer til at udforme et budget (burde komme inden for den naeste uge, men.. ja... African time) og talt med den oeverste inden for uddannelse i distriktet, DEO (District Education Officer). Kenneth gav os ogsaa den gode ide, at lave en projekt kommitte, der skal staa for, at projektet forloeber som det skal naar pengene er fremskaffet. I kommitteen kommer Kenneth til at vaere chairman og de oevrige medlemmer bliver: District engineer, DEO, rektoren paa skolen og World Vision koordinatoren. Alle paa naer World Vision har indviliget, der endnu ikke har kommet med en konkret "we're in" udmelding. Den 21. maj har vi planlagt et moede, hvor alle fra kommitteen kommer, saa vi kan gennemgaa projektet og faa nogle underskrifter paa et par kontrakter, der skal motivere fremtidige donorer til at vaelge netop vores projekt. Af helt konkrete projektaendringer er det ultimative maal for hvor mange bygninger der skal bygges nedjusteret fra 9 til 7 og prisen for 1 bygning er nede paa omkring 28-30.000.000, hvilket er under halvdelen af den mindste pris vi foerst fik at vide. Vi mangler stadig at skrive projektdokumentet faerdigt, hovedsageligt paa grund af det manglende budget, men det ser vi mere paa naar vi er kommet til Rwanda efter paa mandag.
Vores kaere butikinder (til hoejre) og hans ene bror.
Skolerne er der ikke sket det store paa siden sidst, i hvert fald ikke undervisningsmaessigt. Vi har slet ikke haft nogen timer paa St. Josephs eller Kibira og kun et par stykker paa Kirojo. Til gengaeld var vi til 'end of term' moede paa St. Josephs, hvor tog den fysiske afstraffelse af eleverne op som emne. Det var betydeligt svaerere at rykke noget her, end paa Kibira. Det var meget frustrerende, for flere laerere end vi havde regnet med stoettede op om det, og det var tydeligt at de sad fast i de gamle traditioner, og at grunden til, at de ikke ville stoppe mere var dovenskab end noget andet. Vi fik dog helt sikkert rykket noget og der var mange anerkendende nik. Oscar og jeg mener ikke, at sagen er faerdigdiskuteret og det er Portase enig i. Jeg bad derfor min muse forsoege at skaffe noget materiale, der beviser konsekvenserne af vold mod boern og det har hun klaret fremragende. Det vil vi bruge til det naeste store laerermoede i slutningen af maj.
Den indtil videre vaerste frokost i Nakasongola. Graeskar, Cassava og en sovs af smaa toerrede fisk, der smager monster daarligt.
Af mindre begivenheder saa vi en stor skildpadde krydse vejen en dag, det gik paent langsomt, saa jeg hjalp den paa vej op over en ret stejl lille bakke. Jeg har faaet koebt medicinen til Elena og afleveret den efter det gik op for dr. Daniel, at det godt kunne faas i Nakasongola. Nu haaber jeg bare, at hendes mor bruger det i stedet for at ty til heksekunstner, som aabenbart er ret udbred ti omraadet, men det virkede som om hun var meget taknemmelig. Vi har ogsaa vaeret en tur ud til Lake Kyogo's kyst med Joyce, isaer turen derud var virkelig flot, men soen i sig selv var ikke noget der er vaerd at fortaelle meget om. Den var stor og lugtede. Naarh ja, saa var der ogsaa slangen. Jeg havde vaeret paa latrinet og paa vej ud stoedte jeg paa Charles (en del af den store familie), der pegede op under taget til latrinet, cirka en halv meter fra hvor jeg havde staaet. Der laa en slange sammenkroebet, helt groen, meget tynd og cirka 30 cm lang. Det hjalp ikke paa min hjertebanken at Charles og Moses sagde, at den var doedbringende. Charles begyndte at smide sten efter den, for at slaa den ihjel, da der bor mange boern lige op af latrinet. Oscar og jeg forsoegte at hjaelpe ham med lange penge, men da den gik til angreb paa Oscar med haevet hovede og zig zag bevaegelser tog vi benene paa nakken. Den flygtede til sidst ind i en skraldebunke og vi har ikke set den siden. Puha.
Et af de mange 'landing sites' ved Lake Kyogo.
Arbejdet paa sundhedsklinikken har mildest talt vaeret ustabilt, men jeg har da forsoegt at komme et par gange. Sprogbarrieren ender dog altid med at vaere en dealbreaker. Oscar og jeg brugte dog en eftermiddag paa at hjaelpe med health checks af mindre boern. Vi skulle bare veje og maale dem, men det var tydeligt, at de syntes det var ret sjovt, at vi var der og Daniel var meget taknemmelig for vores hjaelp. Operationer har der desvaerre ikke vaeret nogen af, men jeg krydser fingre for, at jeg kan naa det efter Rwanda.
Fodboldtraening med Oscar og Jonatan. Fik rollen som fotograf paa grund af den forstuvede ankel. Dammit.
Saa har vi faaet boda boda traening! Eller motorcykel traening paa dansk. Det var sindsygt sjovt, adrenalinpumpende og egentlig ogsaa ret skraemmende. Vi pustede stoevet af de gamle hjelme der laa i computercentret og hoppede paa Daniels blaa Yamaha med centrets nabo som koerelaerer. Oscar havde ret godt styr paa det, han havde betydeligt lettere ved at finde koblingspunktet, men han har selvfoelgelig ogsaa koerekort til bil. Jeg faldt en gang, efter 200 meter paa min foerste tur, da en modkoerende cyklist valgte at overhaele to fodgaengere i samme oejeblik som mig. Jeg traadte lidt for haardt paa bremsen, mistede kontrollen og roeg ned paa siden. Vi kom dog ikke helt ned at ligge og jeg havde ikke saa meget fart paa, saa 10 sekunder efter var vi afsted igen. Oscar havde heldigvis ogsaa et mindre gracioest moede med en hoejkant, der fik slaaet luften ud af lungerne paa koerelaereren, saa min aere er nogenlunde i behold.
Efter foboldtraening. Coca cola fyren hedder Jeffrey, han er super flink og den bedste spiller paa holdet. Ham i midten aner jeg ikke hvem er, men fyren i den brune til venstre er Vincent. Noej hvor jeg hader den mand. Han er uden tvivl den mest irriterende afrikaner jeg har moedt, og saa ved han hvor vi bor...
Jonatan fra holdet er kommet til Uganda! Det har vaeret mega fedt. Foerst kom han til Nakasongola i et par dage, hvor vi viste ham rundt/frem og besteg klippen, Sungira, bag huset igen. I loerdags ville vi have taget et *** forbi Kampala og saa til Jinja for at moede de nye volontoerer, men Ivan ringede paa vej til matatuen, og sagde: "Hey Martin, there's been a slight chance of plans... Do you remember the hotel we stayed at last time we were in Jinja? Yeah well some of it has burned down, so we're gonna stay in Kampala instead". Ret aergeligt, nu havde vi lige glaedet os til Jinja, men Kampala var ogsaa helt iorden, saa fik vi en chance for at laere byen lidt bedre at kende. Vi tog til Kampala, hvor Moses havde vaeret i et par dage. Ham og Jonatan hilste paa hinanden og vi spiste frokost sammen. Derefter tog vi i stormoskeen, som Ghadaffi har doneret. Moses var genial som guide og vi var de eneste derinde, saa det var en vildt fed oplevelse, hvor vi fik lidt af den islamiske kultur ind under huden. Det gik ogsaa op for mig hvor mange kirker jeg har set, men det her var vidst den foerste moske... I hvert fald den eneste der har gjort indtryk. Om aftenen tog vi paa Iguana, den natklub vi ogsaa havde vaeret paa sidst vi var i Kampala. Inden vi tog derhen varmede vi op hos Ivan, hvor den stod paa whisky, fodbold og afrikansk musik. Han kom desvaerre ikke selv med til natklubben fordi hans bror var blevet syg, men det blev alligevel en ret sjov og meget syret aften. Dagen efter er den mest lade dag jeg har haft i Afrika. den stod paa toemmermaend, fodbold og sauna.
Oscar og bartenderen paa Rhinos, Fred.
Vi har forsoegt at dele vores dage lidt op her i Kampala. Mandag skulle vaere den praktiske dag, hvor vi skulle have lavet visa til Rwanda, Jonatan skulle have koebt billet og Oscar skulle have sin politirapport for den stjaalne pung. Ingen af delene blev dog gjort, men vi hyggede os nu meget godt, isaer om aftenen, hvor Kirsten og hendes kaereste Collin fra Daraja moedte os og pigerne paa restaurenten om aftenen. Meget skaegt at se dem igen, nu hvor Kirsten ikke laengere er vores laerer. Tirsdag var vores action dag. Vi tog til Jinja for at komme paa ATV safari. Paa grund af navnet havde vi regnet med, at vi skulle ud og se dyr, men de eneste vi fik set var geder... Og faar. ATV safari gik simpelthen ud paa at ploeje gennem smaa landsbyer med 60 i timen af stier der kun lige kunne rumme ATV'en i bedste ambassadoerstil. Jeg har aldrig foelt mig saa meget som en turist, men hold op hvor var det sjovt. Oscar totalskadede sin foerste ATV, det var dog ikke hans skyld, men akslen roeg lige pludselig ned og hamrede ned i jorden saa ATV'ens bagende lavede et ordentligt hop. 10 minutter efter kom der en ny, som han steg paa og saa gik den ellers derudaf igen. Onsdag stod i wellness'ens tegn, men vi fik faktisk ogsaa lavet alt det praktiske vi missede mandag, paanaer politirapporten, som praktisk talt er umulig at faa fat paa. Vi tog til et fitnesscenter, hvor vi fik 1 times full body massage hver, samt brugte lang tid i deres sauna og pool. Jeg har aldrig foelt mig saa ren i Afrika som da jeg stod ud af bruseren efter besoeget, det var godt nok herligt.
ATV safari ved Nilen, Biker Jens folder sig ud.
Interessen for fodbold, der er vokset siden ankomsten til Nakasongola, er ikke blevet dulmet af Jonatans anksomt. Han er, ligesom Oscar, stor fodbold fan og vi har udnyttet mulighederne for at se fodbold naar vi har kunnet komme afsted med det. Vi er ogsaa gaaet lidt shopamok med fodboldtroejer, isaer Oscar, der paa soendag kommer op paa 8 med de han har bestilt. Jeg selv har anskaffet mig en Arsenaltroeje med Arshavin paa, samt en Bayern Munchen troeje med Olic, der scorede hattrick mod Lyon paa udebane i Champions League semifinalen for et par uger siden. Planen er ogsaa at faa en Barcelonatroeje med Xavi paa ryggen, den mand kan daelme spille fodbold. Vi gik efter indkoebene rundt med Arshavin (mig), Messi (Oscar) og Hargreaves (Jonatan) troejer paa i Kampala, hvilket fremkaldte en hel del "Yes!" og andre tilraab fra afrikanere, der er tolalt bidt af fodbold, isaer Premier League.
3 tilfredse ambassadoerer. En mexicaner, en vildmand og en viking.
Det tror jeg var de vigtigste begivenheder. Der er snart kun en maaned til hjemrejsen og kun en uge tilbage i Nakasongola efter Rwanda. Den sidste tid bliver vildt spaendende. Isaer anti-plastikpose landet Rwanda (plastik poser er ulovlige af en eller anden grund), hvor Oscar og jeg ikke aner hvad vi skal udover at snakke gebrokkent turistfransk med de lokale.
Vi valgte at tage en dag tidligere til Masindi, saa vi kan naa alle de ting paa nettet vi ikke har kunnet komme til i denne uge. Nakasongola har vaeret uden stroem i nogle dage efterhaanden, hvilket ogsaa har betydet, at der ikke er vand i hanen. Derfor har Oscar, Noah og jeg vadet en tur til daemningen der ligger lidt uden for byen for at hente vand. Det var paent tungt arbejde og man fik et bedre billede af hvorfor det virkelig sutter at vaere afrikaner en gang imellem.
Der foelger en del billeder med denne gang og jeg kan igen ogsaa henvise til Oscars blog for flere billeder og beretninger. Jeg ville ogsaa have lagt en film op, men det gik simpelthen ikke.
Storm i Nakasongola. En sjaeldenhed og koerne saa ud til at vaere skrupforvirrede.
Daniel, der er LC3 (local councillor 3, 1 er lavest og 5 er hoejest) i Nakasongola og chairman i RDP, insisterede paa at introducere os for en ny skole i hans sub county. Vi koerte derfor ud til en lille by, Sasira, hvor skolen ligger paa hans motorcykel. Det er en primary school der har fra p.1 til p.7, vist nok katolsk og betydeligt rigere end Kibira. Han ville have, at vi skulle undervise der, fordi det ville vaere daarligt for hans ry hvis vi ikke underviste i hans sub county. Det var ogsaa tydeligt at se, at det var Daniel’s projekt da vi kom derud. Rektoren virkede ret ligegald – i hvert fald lige indtil Daniel smed en bemaerkning om, at det da godt kunne vaere, at vi ville lave et projekt paa skolen. Der lyste rektorens oejne op og pludselig var han meget taknemmelig for, at vi var kommet for at besoege hans lille ydmyge skole. Vi endte med at blive enige om, at vi skulle undervise der en gang om ugen (hvilket betyder 1-2 gange i alt pga. slutningen paa semesteret), og at Daniel ville betale transporten. Den ene faste aftale vi fik endte dog med at gaa i vasken pga. Daniel’s inabilitet til at holde en aftale. Som en del af hans lobbying forsoeg lovede han os, at han kunne skaffe os boda-boda lektioner, men jeg ved ikke lige, om vi kan stole paa, at det bliver til noget. I det hele taget er vi ret traette af lobbying. Naesten alle afrikanere ber os om at donere noget ”saa vi kan blive husket i omraadet”, men det giver virkelig ikke en lyst til at hjaelpe dem. Forsoegene haenger nok lidt sammen med den generelle attitude, at hvis du ikke spoerger faar du i hvert fald ikke noget. Det har dog vist sig ikke at vaere tilfaeldet, da St. Josephs som vi har besluttet os for at hjaelpe er den eneste skole, der ikke har bedt os donere noget.
Det famoese kagebillede, dog uden kage. Oscar og jeg er noget mere fokuserede paa kagen, ikke de store crowdpleasere.
Der er ikke saa meget nyt fra St. Josephs, men her er et par highlights: Vi havde en computertime i p.2, men der er ingen der kan finde computerbogen for tiden, saa vi endte med at undervise i demokrati i stedet (vores ’go to’ loesning). Det var ret vellykket, isaer da vi introducerede nogle af MS’s demokrati debatkort. Isaer debatten om ligestilling mellem koennene var interessant, hvor nogle af pigerne endda mente, at maendene skulle have magten. Vi fremlagde vores holdninger og hvordan det burde fungere i et demokrati, men lod dem finde frem til deres egne konklusioner. Fredag for lidt over en uge siden var der ’end of term’ fredagssamling, hvor vi (som altid) uden varsel blev hevet op for at sige nogle ord. Vi er dog blevet ret hurtige til at improvisere i den slags situationer, saa vi fik sagt noget nogenlunde sammenhaengende foer vi vendte tilbage til vores pladser under traeet. Det var ikke rigtig gaaet op for mig, at det maaske var sidste rigtige undervisningsdag paa St. Josephs. Det er ret trist, men det er der jo ikke saa meget at goere ved. Loerdag kom vi tilbage for at hjaelpe idraetslaereren med eksaminerne, da det ville tage aar og dag at eksaminere 200 elever alene. Vi skulle give karakterer for, om eleverne kunne ramme maalet med en fodbold, hvilket talte for 1/4 af karakteren. Det var ret userioest, men det er ogsaa en nyt *** og der var virkelig mange elever og intet fastsat undervisnings- eller eksamensforloeb.
De tre afrikanere i midten fra hoejre mod venstre: Noah, Eriya og Loyce - Joyce's tre boern.
Soendag tog vi ud til den lokale millitaerbase, der primaert er for flyvevaabnet (det bliver kaldt barracks af de lokale), for at se soldaterne i deres rette element. Forsoeget blev dog stoppet af bureaukrati, da man skulle have tilladelse af en general for at kunne se det som hvid ”turist”. Vi maatte i stedet noejes med at se Nakasongola Army Secondary School, der dog ogsaa var ret spaendende. Der var over 1500 elever paa et kaempe omraade og vi fik set deres koekken hvor de havde de stoerste gryder jeg nogensinde har set. Alle laererne gik rundt med kaeppe i haanden, og de fleste havde selv vaeret i millitaeret. Der var i hoej grad en stemning af kaeft trit og retning, hvilket ikke var vildt charmerende, men det ucharmerende, arrogante og kolde ser ud til at vaere en generel attitude i millitaeret. De har ogsaa et rigtigt daarligt forhold til resten af befolkningen, baade pga. den foernaevnte attitude, men i hoej grad ogsaa fordi deres tilstedevaerelse ved demostrationer og valg er meget intimiderende og til tider livsfarlig. Vi fik os dog en ret god snak med laererne, der sagde, at det tidligere havde vaeret en skole kun for boern af saarede eller afdoede soldater, men nu var den ogsaa aabnet for lokalbefolkningen. Det var dog stadig soldaterboern der udgjorde klart stoerstedelen, da der bor rigtig mange soldater og deres familier paa basen.
Saadan sliber de knive paa det maanedlige marked i Nakasongola.
Vi har benyttet os meget af vores frisbee den seneste uge. Naar vi har faaet tidligt fri og har haft brug for lidt motion og lidt sol, er vi gaaet ud paa en graesplaene der ligger lige om hjoernet i bar overkrop og faaet lidt sol i bedste mzungustil. Vi var lidt overmodige for et par dage siden, hvilket resulterede i to rejeroede volontoerer i Nakasongola. Som altid naar vi laver noget anderledes, eller i det hele taget bare laver noget, kommer der hurtigt en del tilskuere, isaer boern. De helt smaa boern stiller sig konstant ind under frisbee’en naar vi kaster, saa vi lavede en lille leg, hvor vi hurtigt spillede den lige hen over deres hoveder, saa de skulle dukke sig. Det synes de var maegtig spas, og det gjorde vi saadan set ogsaa. Men al idyl har en ende og dette var ingen undtagelse. En af de lidt stoerre piger rejste sig op i et ryk, hvorefter der loed et hult dunk af plastik mod pande. Den sad klokkerent og der var godt med fart paa, men heldigvis er afrikanske boern ret haardfoere, saa hun var den foerste til at bryde sammen i latter. Oscar, jeg og resten af boernene fulgte hurtigt efter i kollektivt grineflip. Da Oscar 2 minutter efter gentog proceduren, heldigvis med et andet barn, blev vi dog enige om at laegge legen paa hylden. Anklen har det forresten ret godt efterhaanden, er begyndt at gaa uden forbinding og kan lunte lidt, saa tror ikke det tager saa lang tid foer den er tilbage til normalen.
Nogle af eleverne paa Kibira og undertegnede i dyb balance.
Mandag underviste vi sammen i p.3 paa Kibira, hvor vi lagde maerke til et saar paa en af pigerne i klassen, Elena’s, fod. Det lignede ikke et normalt saar, saa vi spurgte Joyce hvad det kunne vaere. Hun sagde at det nok var en orm der levede i blodbanen, og at det saa ud til, at moderen havde forsoegt at hele det med naturmedicin. Det var dog ret tydeligt, at det ikke havde virket saa vi spurgte om vi maatte koere hende paa klinikken. Laererne blev meget overraskede over vores engagement og sagde at hun bare lige skulle spoerge hendes mor foerst. Hun kom 10 minutter senere tilbage smilende i en roed kjole og saa helt vildt kaer ud. Hun er ret stille, men virkelig soed og altid glad. Vi koerte hende derop og snakkede med dr. Daniel, der sagde, at han gerne ville snakke med hendes mor om et andet problem Elena har. Naar hun loeber ryger hendes indvolde ud af maven paa hende, saa det ligner en kaempe byld. Til ormen kunne man dog koebe noget ret billig medicin, men det kan ikke faa’s i Nakasongola, saa vi har ikke skaffet det endnu. Vi ender nok med at koebe det for hende, da hendes foraeldre ingen penge har og bor bag skolens latrin.
Noget af p.4 paa Kibira.
Onsdag ville Joyce og nogle af elevernes foraeldre byde os officielt velkommen til skolen. Det var meget a la sidste uges officielle velkomst til Nakasongola, bare dobbelt saa meget lobbying og dobbelt saa akavet. Det varede ikke saa laenge og foraeldrene var soede og gav os appelsiner, saa vi saa lidt bort fra bombardementet af hentydninger til, at vi skulle donere penge til skolen. Bagefter blev der afholdt laerermoede, hvor stedets 5 laerere var samlet, hovedsageligt saa vi kunne diskutere korporlig afstraffelse, selvom Joyce ikke selv ville sige det til moedet. Maaske syntes hun det var pinligt. Det gik langt over forventning, laererne var meget positive og det var tydeligt, at de aldrig rigtig havde taenkt over det, det var bare det, de gjorde. Vi fik en rigtig god diskussion igang, hvor de smed nogle konkrete eksempler paa bordet og vi forsoegte at give loesningsmuligheder. Vi fokuserede isaer paa dialog mellem laerer og elev, samt skole og hjem. Til sidst takkede de os mange gange for at give dem nogle alternativer, og jeg tror de i hvert fald vil benytte sig betydeligt mindre af stokken, et par af dem vil forhaabentlig helt stoppe.
Laerermoede paa Kibira, ungandere fra venstre til hoejre: Jane, Joyce, Oliver (kvindenavn hernede), Bosco og Esther.
Vi har haft et par moeder i den her uge. Jeg skulle have moedt med dr. Daniel torsdag, men han braendte mig af og bad mig komme naeste morgen hvor han ogsaa braendte mig af. Om eftermiddagen fik jeg dog fat paa ham og koerte med ham rundt til nogle aerinder. Vi aftalte, at jeg kunne komme paa klinikken for at snakke med patienterne, for at give dem stoette og lidt socialsamvaer. Tirsdage er der HIV/AIDS klinik, hvor de lokale patienter kommer forbi, og isaer der sagde han, at det var vigtigt med noget opmuntring. Jeg kommer nok ogsaa til at sidde med inde til nogle konsultationer og han ringer naar de har operationer, saa jeg kan komme og observere. Jeg glaeder mig virkelig meget til at komme igang, men der gaar nok lige en halv uge foer det kommer til at koere. Vi har idag, her i Masindi, haft et moede med Kenneth. Den mand er guld vaerd og vi har virkelig faaet opklaret nogle ting omkring projektet. Han undersoegte regeringens standardpris paa en bygning med 2 klasselokaler, og den var ca. Halvdelen af, hvad vi foer havde hoert, saa vi er blevet noget mere fortroestningsfulde. Det hele ser ud til at gaa i den rigtige retning og vi har flere moeder naeste uge.
P.2 paa Kibira, drengen til hoejre for mig hedder Michael og er Joyce's soesters soen. Han proever altid at vaere taet paa os og roere ved os, meget soedt, men ogsaa en smule irriterende.
Der gaar maaske et godt stykke tid foer naeste indlaeg, da vi skal vaere i Nakasongola non stop de naeste par uger, saa vi er i stroem og internetgudernes haender. I maa ha det noget saa herligt derhjemme. Der er under halvdelen af opholdet tilbage, saa hvis tiden gaar lige saa hurtigt den sidste halvdel, som den har gjort den foerste, sidder jeg jo praktisk talt i flyveren paa vej hjem og forbander askeskyen.
Et lille farvelbillede af en typisk fiskeret i Nakasongola. Joyce paastar at oejet er det laekreste, Oscar og jeg forbliver skaeptiske.
Igen har begivenhederne hobet sig op, imens nettet har været fraværende, så jeg har valgt kun at skrive om det vigtigste. Jeg har undladt at skrive om Uganda – Burundi kampen, da Oscar har dækket den godt og med billeder på sin blog (se i venstre side for link). Og lige et lille hurra for et dansk tastatur i Uganda. Tøtælt nåjs.
Det foerste vi saa da vi stod ud af Ivan's bil. Troede ikke der boede nogen.
Tiden på St. Josephs har vaeret meget begivenhedsrig. Jeg har over den sidste uge forsøgt at fixe deres computere, som jeg havde fået at vide havde nogle virus problemer. Det viste sig dog at vaere det mindste af deres problemer. De er alle sammen fra ‘95 og kun 3 af dem kunne tænde til at begynde med, den ene af disse 3 er nu brændt sammen (det lignede et 2 sekunders fyrværkerishow, der endte i en røgsky ud af bagenden). De sidste 2 fungerer heller ikke rigtigt, eller den ene gjorde, men af en eller anden grund har den nu sat hælene i. Moses har nu lovet at hjælpe til, men der er omtrent så meget fremtid i de computere som i fossile brændstoffer (høhø). Computerprojektet ser altså ud til at være mislykket, men til gengæld har vores ultimate (frisbee sport) projekt været meget successfuldt og både lærer og elever er meget begejstrede. Vi købte frisbee´erne i Kampala, og vi har brugt dem i alle idrætstimer siden i s.1 og s.2. Det har været præget af anarki på banen, med alt for mange spillere og alt for afrikansk spillestil (lange kast og så ellers bare storme efter den hele holdet), men eleverne har det sjovt og de får løbet en del, så vi klager ikke.
Vores bad. At bade og toemme ryggen er videnskaber hernede. Isaer at goere det uden at en afrikaner stopper op til et fuldt udsyn.
Torsdag var vi ude for en meget ubehagelig episode, men den endte med positive konsekvenser. På vej op til lærerværelset på St. Josephs var jeg vidne til fysisk afstraffelse af 3 elever, der skulle lægge sig på maven, hvorefter i blev slået med en stok. Det var mere end jeg lige kunne kapere, så jeg målrettet over og talte med de 2 lærere der havde stået for det (Oscar kom trittende bagefter, imens han advarede mig mod at være for offensiv). Det blev dog hurtigt til en god dialog mellem os alle 4, selvom de på tidspunkter satte hælene i og blev meget barnlige. Derfor nåede vi heller ikke frem til en konkret konklussion, men jeg tror vi fik rykket lidt og de opfordrede os til at gå i dialog med eleverne, som alternativ til afstraffelsen. Det var ikke helt nok til at tilfredsstille os, så vi tog problemet op med rektoren, Portase, lige bagefter. Han delte i høj grad vores meninger og foreslog, at vi skulle afholde et lærermøde, hvor vi skulle diskutere alternative måder at afstraffe eleverne på. Mødet er imorgen, torsdag, og vi er meget spændte på det, vi håber virkelig og tror på, at vi kan ændre det forhold. Det er et stort privilegie og en fantastisk følelse at være en del af skolens positive udvikling, og lærerne og rektor virker meget taknemmelige. Især Portase får julelys i øjnene når han taler om os.
Pga. det engagement rektoren, lærerne og ikke mindst elverne viser, ikke bare i undervisningen, men også uden for (f.eks. beder eleverne i s.6 om at undervise dem i demokrati i weekenden), har vi valgt at lave et projekt på skolen. Portase beskrev den, den første dag vi var der med disse ord: ”We are a small school, but we are big in our own way”. Med det mente han både, at det er en skole fyldt med store personligheder, hvilket vi i højeste grad har været vidner til, men også, at der er alt for mange elever til alt for få lokaler, og over de næste 5 år vil problemet kun blive meget, meget værre. På grund af, at regeringens nye uddannelsesreform, der gør secondary school gratis, slet ikke var gennemarbejdet og blev gennemført alt for hurtigt, for at vinde opbakning fra folket, kommer der nu over 200 nye elever ind hvert år til de samme lokaler, der allerede nu huser op til 100 elever pr. klasselokale. Regeringen lover nye bygninger, men konstruktionen af disse sker i faser, 2 skoler i Nakasongola pr. fase. En fase varer 5 år, og den første er startet her i 2010, hvor 2 andre skoler blev valgt, og der er stadig mange skoler tilbage, så St. Josephs skal måske vente 10-20 år, hvilket med over 1200 elever til 8 lokaler (2 af disse burde ikke engang bruges til normal undervisning), vil betyde enden på skolen. Derfor vil vi forsøge at skaffe de nødvendige bygninger til dem, så de kan fortsætte med at uddanne Uganda´s fremtid og forme disse unge mennesker på en sund og moderne måde, så de kan bryde de destruktive spiraler: Vold, korruption og undertrykkelse af demokratiske rettigheder. Vi vil forsøge at ændre de få ting, der stadig mangler i skolens mentalitet, som f.eks. de få lærere der stadig slår, og give dem midlerne til en undervisning, der ikke kun uddanner elever, men også som aktive borgere. Projektet bliver stort, og noget af en mundfuld for os fundraisingnybegyndere, da det optimale ville være 9 bygninger med 2 klasselokaler i hver, hvilket formentlig vil ligge på omkring 1.000.000 kr, men bare én bygning ville være en forbedring. Der er selvfølgelig meget mere til sagen, men det vil blive klarere når vi, forhåbentlig snart, får udformet et projektdokument. Vi brænder virkelig for projektet og glæder os meget til at komme ordentlig i gang med det, selv om det allerede er gået stærkt.
Huset set fra vejen der loeber forbi, vores doer er den midterste.
Organisationen der har arrangeret noget af vores ophold, RDP (Recreation for Development and Peace, en af MS’s samarbejdspartnere), som Moses arbejder for afholdte årsmøde i lørdags, hvor de inviterede Oscar og mig med. Det var lidt af en oplevelse. De forsøgte at gøre det meget formelt, men de afrikanske omgivelser skinnede alligevel igennem. Det blev langet en masse jokes over bordet, folk klappede og de viste et 28 min. langt filmklip fra forskellige RDP aktiviteter, hvor der spillede R&B og Country musik til som den eneste lyd. Vi blev nødt til at gå tidligt, fordi vi skulle til en familefest/thanksgiving/graduation-et-eller-andet hos Joyce’s familie, men inden vi gik fik vi heldigvis snakket med direktøren, Kenneth. Han var utroligt flink og meget imødekommende som de fleste afrikanere, og han havde godt styr på sit job. Vi snakkede om vores projekt, og han sagde, at RDP meget gerne ville stå for det som en lokal samarbejdspartner, og han nåede også lige at give os nogle gode raad og ideer med paa vejen.
Efter moedet tog vi til thanksgiving/familiefest/graduation-et-eller-andet i Wobulenzi, der ligger paa vej mod Kampala. Vi var der ikke saa laenge, men vi fik oplevet en aegte afrikansk fest hvilket var meget sjovt. Det var med mikrofon og taler og masser af boern som ingen anede hvem tilhoerte. Efter de havde spurgt mig om jeg gav en appelsin, et aeble eller evt. en ko var der en der forklarede mig, at det var lokale boern der altid kommer med til store fester, det er traditionen. Vi fik hilst paa en stor del af Joyce's familie, bl.a hendes far paa 86, der holdt sig utroligt godt i forhold til, at han var havde levet dobbelt saa laenge som den gennemsnitlige ugander. Han var ret spoejs og sagde nogle ting i hans tale der virkelig fik mig til at klukke i skaegget, bogstaveligt talt. Joyce har 3 boern, to drenge: Noah og Eriya og 1 pige: Loyce (kommer altid til at taenke paa loegsovs naar de siger det). Noah er den yngste og mest ansvarlige, han har faaet gode karakterer og forsoeger at komme til Tyrkiet for at studere arkitektur, hvor det skulle vaere muligt at faa et legat. Han mangler bare lige hans fars, Joyce's mand, accept. Joyce og hendes mand er separerede fordi han lider af en psykisk sygdom, der giver ham nogle daarlige perioder, hvilket aabenbart var for haardt for Joyce og boernene. Da vi moedte ham var han dog storsmilende og meget gavmild. Han boede i den anden ende af byen, i udkanten, hvor der virkelig var idyllisk. Loyce er som taget ud af et amerikansk teenageshow, hun siger konstant at de ting hun ikke kan lide er ’fake’, hvilket forvirrede os meget i starten og hendes sms’er kræver en kodespecialist til at tyde. Eriya er der gang i, han har en masse planer og drømme, bl.a. at lave cement, for det skulle der være gode gysser i. Han har også en viiiildt sød, meget klodset hundehvalp på 1,5 måned der hedder Scott. Scott lagde en lort i vores mellemgang.
Loyce i indgangen til Moses og Joyce's side af huset, hvor vores spisestue befinder sig.
I søndags var der påskefest på Rhinos, som enten jeg eller Oscar nok har fortalt om. Der var vildt mange mennesker og konkurrencer, hvor jeg vandt en Rhino Guest House t-shirt. Den er vildt fed, men har ikke lige et billede af den nu, det kommer måske senere. Noah fulgte med, men smuttede efter én sodavand, det var tydeligvis ikke noget for ham. Oscar og jeg fik dog over aftenen drukket os en god kæp i øret, hvilket resulterede i noget crazy booty shaking og for Oscars vedkommende, tungen dybt begravet i gabet på en afrikaner. En meget sjov og spøjs aften, hvor vores allerbedste ven (sydende sarkasme), Vincent, fulgte os hvorend vi gik med hans briller uden styrke.
Oscar, Joyce's soen Eriya og hans hundehvalp Scott i Oscars og min mellemgang/udestue.
Mandag aften holdte Joyce en, en måned forsinket, velkomstfest hvor hendes venner skulle byde os velkommen. Det var en meget sød tanke, men vi følte os virkelig udstillet. Det var med velkomsttaler, kage der skulle skæres af 3 personer imens der blev taget billeder. Hyggeligt nok, og en sød tanke, men det var ret anstrengende, så vi var taknemmelige da vi fik lov at glide i seng lidt tidligt.
Tirsdag underviste vi som sædvanligt, hvilket betød idræt og ultimate i sidste time. Jeg gav mig nok lige 10% for meget, hvilket resulterede i, at 72 kg råbende, skægget knægt lå på jorden og vred sig efter 30 min. Jeg var i et overmodigt sidelæns hop landet med hele min vægt på venstre fod i en ret uheldig position, så jeg har erhvervet mig den værste forstuvning jeg endnu har haft. Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget. Oscar cyklede mig op til det nærmeste ’sygehus’, hvor vi blev modtaget af overlægen Daniel, der er en meget hyggelig og omsorgsfuld mand. Han blev meget glad da jeg fortalte om min interesse i medicin, og han sagde at jeg bare kunne sige til hvis jeg ville observere en operation. Så i den nærmeste fremtid kommer jeg til at stå med en hvid kittel på, stirrende direkte ned i en åben afrikaner. Can’t wait.
Og saa en lille praktisk bemaerkning, kommer hjem den 19. juni i stedet for. Vi er nogle stykker der rejser videre rundt i Tanzania, hvor vi skal besoege Arusha, paa safari paa Serengeti sletten og i Ngorogoro krateret, til Dar es Salaam og til sidst have en afslapningsuge paa Zanzibar.
Godavs allesammen! Jeg havde egentlig skrevet et marathonindlaeg til bloggen, men saa gik stroemmen og jeg mistede det hele fordi jeg havde vaeret lidt for overmodig og undladt at gemme. Jeg vil dog tage det som et tegn fra gud (det er en saetning vi har hoert en del gange hernede) og undlade at skrive en 3 siders stil herinde.
Vi bor i Nakasongola, der er betydeligt mindre end den ser ud paa kortet. Nogle ville maaske kalde det et hul, flere har kaldt det en vej, men Oscar og jeg kalder det efterhaanden hjem. Vi bor op af en hoej bakke i en ruin af en bygning med en kvinde paa 45 ved navn Joyce og hendes nevoe paa 26 der hedder Moses. De er begge to meget sympatiske, soede og hjaelpsomme mennesker, der virkelig har givet os det bedste indtryk af ugandere. Joyce er rektor paa den primary school vi underviser paa om morgenen, Kibira, og Moses arbejder for et computercenter vi skal arbejde paa i fremtiden. Joyce er ret gammeldags og religioes (vi var med til en gudstjeneste for hendes sekt, 7th day adventists. Den varede 4 timer. Baenkene var naadesloese.), imens Moses er meget vestlig i sine holdninger, men uden at give slip paa hans roedder. Han er for nylig blevet faerdig med hans bachelor i computer science og har soegt ind paa et universitet i Malaysia, saa vi krydser alle sammen fingre for, at han faar pladsen og de noedvendige legater. Han havde polio som dreng, saa han bruger krykker, men han er stadig meget frisk og besteg faktisk bakken bag huset med os (cirka 200 meter hoejt), hvilket saa ud til at vaere lidt af en milepael for ham, isaer fordi han havde mislykkedes foer.
Vi arbejder paa 3 skoler. Den ene er Joyce’s primary school, Kibira, og de andre er to secondary schools: St. Josephs og Kirojo. Vi bruger klart mest tid paa St. Josephs hvor vi underviser i engelsk, matematik, idraet, general paper (G.P. - et *** om alt mellem himmel og jord der laegger op til debat) og computer. Paa Kirojo er det kun G.P. og saa engang imellem noget sport om soendagen. Denne uge er den foerste hvor vi virkelig er begyndt at undervise paa de to secondary schools, foer det har vi undervist paa Kibira og bare observeret og koordineret paa de andre to skoler. Paa Kibira blev vi virkelig kastet ud i det. Allerede anden dag vi var i byen (foerste dag paa skolen) blev jeg vist ind i lokalet hvor p.4 bliver undervist (lokale og lokale, det er en hytte af kolort og pinde med en halvmeters hul mellem vaeg og tag) og fik stukket laererens noter i haanden hvorefter han smuttede paa kursus. Det var lidt skraemmende og overvaeldende, men det gik overraskende godt og boernene er rigtig soede. Laereren, Bosco, er hurtigt blevet en af vores rigtig gode venner og han insisterer paa at vi skal holde i haanden hele tiden, det goer man hernede.
Af stoerre begivenheder har vaeret en sportskonkurrence paa St. Josephs hvor de forskellige ’houses’ konkurrerede om en pokal... Og en ged. Vi har koebt cykler der bliver ved med at falde fra hinanden, men cykelmanden er flink til at skrue (og hammersmadre) dem sammen. Vi faar spillet en masse pool (paa nogle virkelig daarlige borde) og set en masse fodbold. Vi faar ogsaa selv spillet lidt med St. Josephs hold. Vi var i Masindi i weekenden, hvor vi slappede af med nogle af pigerne der bor i Gulu, samt de der bor Masindi. Vi var ogsaa en tur i byen, men pigerne tog hjem tildigt, saa det endte med kun at vaere mig og Oscar. Vi fortroed det dog ikke, for vi fik snakket med en masse lokale. Bl.a. en fyr der oprindeligt var fra Yemen. Han var midaldrende, lav, fed og aeskelam, men han insisterede at danse for os og det var noget af det sjoveste jeg laenge har set. Han kunne virkelig svinge hofterne, men det saa ikke ud til at virke paa toeserne der naermest flygtede fra de omkringliggende borde.
Klimaet var naesten ulideligt varmt i de foerste par uger, men nu har vi faaet lidt regn (et faenomen der ellers er meget sjaeldent i Nakasongola), saa det er naesten blevet som et lidt varmt dansk sommervejr. Apropos ulideligt er der en fyr ved navn Vincent der bliver ved med at foelge efter os... Han siger hans afdoede mor lige har koebt ham en cykel og han er kommet til Nakasongola fordi han flygtede fra politiet. Og saa er han gospelsanger. Generelt er folk dog helt vildt flinke, og vi er taknemmelige for, at vi er kommet ud til en by hvor der naesten ikke har vaeret nogen former for volontoerer foer. Det betyder at alle vil have en bid af os, alle respekterer os og ser op til os, og selv efter et par uger kigger alle naar vi cykler ned af gaden. Jeg ville gerne have lagt nogle billeder op, men internettet er ret raaddent, saa jeg ved ikke hvor mange der vil komme op over de naeste par uger... Men paa loerdag skal vi til Kampala og se fodboldlandsholdet spille mod Burundi, saa det kan vaere jeg kan faa et par op der.
Som i kan hoere har jeg nok at se til, jeg haaber ogsaa i allesammen har det godt derhjemme og ikke lider alt for meget under vejr og finanskrise. Hvis i vil vide lidt mere om hvad der er sket, isaer i den foerste uge, kan jeg anbefale Oscars blog, siden vi naesten har vaeret sammen non stop.
Godavs folkens, undskyld den lange ventetid. Der er sket alt for meget til at jeg kan fortaelle om det her, men jeg vil da forsoege mig med et par highlights.
I den sidste uge paa Daraja lavede vi som altid en masse, vi var bl.a. ude og se en stor farm ved navn agriFRESH. Det var meget fedt at se en mzungu farm og hvordan det hang sammen, hvordan de stoettede lokalsamfundet og ikke mindst hvor meget det handlede om profit. Det blev lidt langt i spyttet da vi blev vist rundt i lagerhuset hvor hver en lille himstregims skulle forklares. 3 af os drenge har fra dag 1 lavet en lille pagt onm ikke at barbere vores skaeg under opholdet, hvilket betoed, at vi skulle have nogle m-m-m-monsterirriterende skaegnet paa, i hvert fald to af os: Guiden tog et hurtigt kig paa Oscar hvorefter han sagde 'you're okay' og gik videre.
Mest ubehagelige hovedbeklaedning nogensinde.
Vi moedte ogsaa nogle lokale unge som vi fik nogle gode snakke med. Den mest fremtraedende heriblandt var en boda-boda koerer ved navn Cowboy/ScoobyDoo. Han var en skaeg type saa vi inviterede ham paa et slag pool. Det blev dog ikke til mere end et spil da dagen var lidt presset. Et par af pigerne fik ogsaa en tur paa motorcyklen hvor han skruede helt op for smigeren.
Pink heldragt, knaebeskyttere og halstoerklaede, nu ved jeg hvad jeg skal ha paa paa Roskilde.
Fredag brugte vi paa at evaluere, men midt under evalueringen begyndte det at staa ned i laartykke straaler. Det havde ikke regnet saa meget siden oktober, saa jeg foelte at det maatte fejres med en terapeutisk regndans, imens de andre stod og saa maabende til da jeg paa 45 sekunder blev fuldstaendig gennembloedt. Loerdag sagde vi farvel til alle. Det var lidt underligt, isaer fordi et par af grundlaeggernes venner, der var journalister, var paa besoeg. De filmede alt hvad vi gjorde den dag, hvilket egentlig var lidt smaairriterende, isaer naar et kamera paa stoerelse med Mount Kenya panorerer ens skridt.
Loerdag, soendag, mandag og noget af tirsdagen forloeb i Nairobi med alskens sjov og spas. Foerste aften var vi paa Steve's Steakhouse der laa lidt uden for byen. Jonathan havde anbefalet det, da det blev lavet om til en natklub den aften. Vi havde det mega skaegt, vi dansede og teede os og jeg fik mig en god snak med Jonathan. Soendag sov vi rusen ud og saa tog Jonatan, Jonathan, Oscar og jeg foerst paa en laekker restaurent og derefter paa casino. Jeg endte med et underskud paa 1200 shilling, hvilket er cirka 85 kroner, saa det var til at overkomme og imens vi spillede var der gratis drikkevarer og mad. Mandag og tirsdag gik med indkoeb og farvel til de der ikke skulle til Uganda. Det var underligt at sige farvel til de folk man har laert saa godt at kende, jeg foelte mig for foerste gang rigtig langt hjemmefra. Soendag og mandag nat sov jeg hos Jonathans kaereste Michons familie i deres kaempe hus. Det var rart med lidt luksus, selvom jeg ikke var der saa meget og egentlig kun fik snakket med Michons mor. Det var ogsaa meget fedt at se den anden side af Kenya, det gav en et rigtig godt billede af hvorfor der er normale priser og mzungu priser.
Tirsdag floej vi den korte tur til Entebbe hvor vi ogsaa overnattede, fra nu af bliver alle overnatninger med myggenet, ikke det mest behagelige at sove med. Derefter tog vi til Jinja hvor vi skulle have noget undervisning. Tidligere havde det vaeret i Kampala, men storbyen er vildt stressende, saa de har rykket det ud til Jinja hvor der er lidt mere stille. Her moedtes vi ogsaa med de volontoerer der lige pt arbejder i Uganda, saa vi kunne hoere lidt om deres erfaringer. Vi er stadig sammen med dem, de er 6 - 2 drenge og 4 piger, og de er vildt flinke. Vi fik ogsaa noget mere at vide om vores placeringer: Oscar og jeg skal bo i Nakasongola, den stoerste by i distriktet af samme navn, og ikke i Nakasogola som vi foerst havde faaet at vide (Ivan havde glemt der var to n'er i nakasongola). Dette betyder dog ikke at det er en stor by, der er f.eks. kun 1 net cafe. Familien vi skal bo hos har et 'normal' house som vores super coole landekoordinator Ivan kalder det, altsaa et murstenshus, der dog ikke er helt faerdigbygget. Der er ikke elektricitet og kun vand uden for. Familien var da Ivan sidst ringede paa 2 personer, moderen og hendes ene soen, men det kan man ikke regne med, da familier i Uganda sagtens kan variere med cirka 10 personer fra uge til uge. Vi fik ogsaa at vide at vores arbejde hovedsageligt kommer til at dreje sig om computerundervisning for folk der aldrig har set en computer foer. Der bliver dog ogsaa noget paa en primary school, saa der er muligheder for variation, og det hele er meget fleksibelt, men alt det kan i hoere meget mere om naar jeg kommer ud til familien mandag.
Igaar, fredag, var vi ude og river rafte paa nilen. Vi havde af mange faaet at vide, at det var noget af det fedeste, men selvom det var skaegt synes jeg ikke helt det levede op til forventningerne. Der var dog et sted hvor vi tog turen baglaens ned af et 3 meters vandfald (jeg sad bagerst) hvor forventningerne blev indfriet. En af grundende til skuffelsen var nok ogsaa at vi havde faaet at vide at det vildeste var at vaelte, men vi vaeltede ikke en eneste gang, selvom vores guide virkelig proevede. HAn var ellers super nice, en afrikaner paa 49 aar der hed Jeffrey. Vi sejlede forbi hans meget moderne hus der laa med udsigt over nilen, som han selv havde bygget. Turen varedce fra cirka kl 10 om morgenen til halv 6 og vi fik super laekker mad undervejs. Vi blev helt utroligt solskoldede selvom vi flere gange smurte os ind i et tykt lag solcreme, mine laar braender virkelig imens jeg skriver det her indlaeg. Til de der har hoert om rafting foer var der rapids helt op til klasse 5, dem var der vist 3 af og ogsaa 2 kategori 6, ogsaa kaldet ukategoriserede, men dem maatte man ikke tage i vores baad, saa vi undveg dem... Desvaerre. Nu krydser vi alle sammen fingre for, at vi ikke faar sneglefeber efter vi har slugt halvdelen af vandet i nilen.
Billede fra nilen, dog ikke rafting - det havde nok vaeret livsfarligt i den baad.
I dag er vi taget til Nairobi hvor vi skal vaere indtil mandag. der tager Oscar og jeg som de foerste ud til vores familie. Vi er mega spaendte!! Jeg haaber jeg kan opdatere bloggen lidt oftere naar jeg er derude, vi burde i hvert fald have en del mere fritid, det har godt nok ogsaa vaaret hektisk paa det sidste.
Held og lykke med foraaret derhjemme!
Jeg er jo ikke den eneste der blogger paa denne tur, saa jeg taenkte jeg ville dele nogle af de andre blogs, eller mere specifikt de andre drenges blogs, med jer. Der staar sikkert en masse skaegge ting jeg har glemt at skrive om og jeg ved der ligger nogle gode billeder ind imellem, ogsaa af undertegnede! Jeg smider lige linksne nedenfor, men ellers staar de ogsaa ude i venstre side af min blog permanent.
Oscars blog: www.uganda-panda.blogspot.com
Jonatans blog: www.johnnytorso.blogspot.com
Andreas’ blog: www.andreasafrika.blogspot.com
En blog der kun handler om blogs ville jo vaere kedelig, saa jeg kan da lige fortaelle kort om vores tur til byen fredag. Vi startede aftenen paa restaurenten Kongoni hvor vi har vaeret en gang foer. Maden var ikke saa god som foerste gang, men vi hyggede os da og fik et par oeller. Bagefter tog vi videre paa en klub ved navn Sportsman, hvor der var en masse kenyanere og britiske soldater. Isaer sidstnaevnte blev ret fulde og mindre behagelige, men det oedelagde dog ikke aftenen for os hoftesvingende danskere... Efter Sportsman tog vi tilbage til vores hotel, hvor vi hyggede lidt videre for til sidst at gaa i seng ved halv 6 tiden.
Loerdag stod vi op og checkede ud ved 10 tiden, hvorefter vi fandt et sted at spise morgenmad. I loebet af den time det tog dem at lave 11 omeletter begyndte det at staa ned i laartykke straaler og det stoppede ikke foer flere timer senere. Den tid tilbragte vi drenge ved poolbordet, i hvert fald 3 af os, da Oscar fes frem og tilbage mellem bordet og toilettet paa grund af diarré. Bagefter shoppede vi lidt og vi fik skrevet nogle mails fra en net café. Vi fik ogsaa koebt ind til en storslaaet morgenmad til imorgen, hvor vi skal sove dejligt laenge og spise os maette i ost og peanutbutterjelly madder.
Fokus!
I weekenden tog 14 af os ud paa en tur der var en del haardere end nogen af os havde ventet. Vi skulle bestige Mount Kenya (5199m), eller i hvert fald komme saa hoejt op man kunne uden at klatre (4985m). Vi startede med at koere fra platformen ca. kl. 8.30 efter morgenmaden, med tasken pakket og forhaabningsfulde blikke rettet mod den kaempe blok, som kunne anes i horisonten, med sne paa toppen, der fik den til at virke endnu mere fjern i den afrikanske hede.
Vi ankom til ’porten’ (2600m) efter en, paa grund af regn, heftig glidetur i matatu, hvor pigerne skreg og drengene jublede da vi med en hvinen koerte sidelaens med tre afrikanere klamrende til bagenden af minibussen. Der fik vi en laekker frokost og begav os saa afsted mod foerste post, en traehytte i 3300 meters hoejde. Det tog cirka 3 timer for den hurtigste, der senere fik tilnavnene BS (der blev ogsaa udnaevnt en Bubber hver dag) og Martinator og en halv time mere for de fleste. Der spiste vi aftensmad og hyggede lidt, og saa stod den ellers paa en hovedkuls tur i seng kl. 20.30. Det viste sig der at jeg havde faet jackpot med hensyn til den sovepose jeg havde lejet: Den var varm og stor og lugtede kun lidt olmt. Oscar var knapt saa heldig, han laa i hvad han beskrev som et lagen, der tilmed havde et hul i siden paa 2/3 af hans kropslaengde. Han fik ikke sovet saa meget den nat.
De bedsteste venner i hele verden.
Dagen efter, soendag, vaagnede vi ca. kl. 6.30, spiste morgenmad, og begav os derefter videre op af bjerget. Turen var paa 14 en halv kilometer, 5 en halv mere end dagen inden, og stigningen var paa 900 meter i alt til hytten i 4200 meters hoejde. Det gik dog ogsaa en del ned, saa vi har alt i alt gaaet noget mere end de 900 meter op den dag. Oscar og jeg lagde os i spids og noed den smukke natur og de mange dyr, der overraskende nok, pilede rundt overalt. Vi ankom til post 2 lidt foer de andre. Paa dette tidspunkt naermede temperaturen sig 0 grader, saa det gjaldt om at faa noget varmt toej paa. Der gik heller ikke lang tid foer jeg fandt ud af, at jeg igen havde faaet diarré. Den nat kroeb de fleste ind til hinanden, saa der laa op til 3 i hver seng for at holde varmen. Jeg selv havde en meget intim stund med Oscar, der havde faaet gaffatapet hullet i hans sovepose.
Selvtilfreds ved post 1.
Mandag stod vi op kl. 3 om natten, for at begive os op af det baelgragende moerke bjerg, saa vi kunne se solopgangen fra toppen. Efter vi var kommet ned af bjerget fandt vi ud af, at flere hundrede falder ned under denne tur, hvor de heldige braekker en del lemmer og de mindre heldige bliver floejet hjem i en kiste. Det eneste man kunne se paa denne sidste 3 timers 785 meters stigning, var da ogsaa hvad pandelampens skaer afsloerede, imens gruppen snoede sig op af bjergets top. Hoejdesygen begyndte at melde sig for 4-5 af gruppens medlemmer, der blev svimle og fik hovedpine, men alle 14 naaede toppen. Undertegnede sprang hen over stenene det sidste stykke for at komme foerst op, saa det ideelle sted til at komme af med hvad 3 timers pinefuld sammenpresning af baller havde holdt for doeren, kunne blive fundet. Jeg har aldrig foer skidt saa smukt et sted, og jeg kommer formentlig heller aldrig til det igen + nu kan jeg blaere mig med, at jeg har bestiget Mount Kenya med diarré!
Terrorist med diarré paa toppen.
Turen ned gik samme vej tilbage og skulle tilbagelaegges paa 11 timer. Det var 33 kilometer, der for det meste gik ned, men ogsaa op. Paa vejen fik vi morgenmad og frokost, og jeg fik set indersiden af et par toiletter samt bagsiden af et par buske, imens vi travede derudaf. Ved post 2, hvor vi havde sovet natten mellem soendag og mandag fik jeg en dundrende hovedpine, der heldigvis forsvandt efter 1 aspirin, 2 panodil og en nakkemassage. Den var hoejst sandsynligt fremprovokeret af spaendinger i nakken der stammede fra en 15 kg taske der var for gammel til at blive spaendt ordentligt ind. Isaer de sidste 9 kilometer var haarde, da ens krop fra top til taa var helt smadret og mp3’en var loebet toer for stroem.
Da vi kom ned stod der 2 matatu’er klar til at koere os hjem. Jeg tror aldrig jeg bliver saa glad for at se en faldefaerdig gammel minibus igen. Det haardeste ved turen var helt klart at tage den med saa meget oppakning, men diarréen og hovedpinen vejede ogsaa godt til. Med det sagt var det en fantastisk oplevelse som jeg aldrig glemmer, og der var gudesmukt paa toppen, hvor solen stod op mellem to lag skyer, et under os og et over os.
Til sidst et lille bonus billede fra talentshowet sidste fredag. Jeg sang Kung Fu Fighting, Mette og Lotte dansede, Oscar stod for keyboardet og Jonatan spillede guitar. Paa billedet er Mette og Lotte et millisekund fra at knaekke et par grene som ’the grand finale’.
Nu er det blevet torsdag, og der er gaaet en uge siden vi ankom. Det har vaeret en meget begivenhedsrig uge, hvor vi har faaet traenet alle sanserne, kroppen og selvfoelgelig knolden. Vejret har vaeret utrolig skoent, men ogsaa meget varieret. Om eftermiddagen er det varmt, men hver dag har der enten blaest en forfriskende vind, eller ogsaa har der vaeret overskyet. Vi har endda haft regn flere dage, dog for det meste om natten.
Der er en del frivillige og ansatte paa platformen der fungerer som vores undervisere. De er alle sammen meget spaendende og flinke, men ogsaa meget forskellige. De to danske volontoerer vi har mest med at goere er Kirsten og Marie. De har vaeret her i ca. et halvt aar og underviser os for det meste i workshops, kampagneplanlaegning og udvikling af projekter. Vores swahili laerer, Jessie, er en hoejtuddannet, meget sympatisk kenyaner fra kikuyu stammen (den stoerste stamme i Kenya, vist nok cirka 30% af befolkningen), der er helt nede paa jorden og rigtig god at snakke med. Den anden kenyaner vi har mest med at goere hedder James. Han er en lille masaai, der har krudt i roeven, 2 koner og 8 boern. Der er ogsaa mange andre, men dem har vi ikke haft saa meget med at goere endnu.
Om aftnerne er vi generelt helt udmattede paa grund af de lange dage. Vi er som regel faerdig med undervisning og spisning mellem 19-21, og vi plejer at gaa i seng ved 23-23.30. Timerne derind imellem gaar som regel med hyggesnak, er overordentlig maengde guitarspil og engang imellem sang, men hoejest prioteret er nu Sequence... Og dagbogsskrivning. Sequence er en kombination af braetspil og kortspil, ret taktisk og vaeldig spas. I nat sov nogen uden for, fordi der var den mest fantastiske stjernehimmel, men kun en vaagnede op derude om morgenen, da resten var flygtet inden for om natten, pga kulden og vinden.
Tirsdag og torsdag morgen er der morgensport. Kort fortalt betyder det, at man ( godt nok frivilligt) bliver flaaet ud af sengen kl. 7 om morgen for at dyrke en eller anden form for motion. Igaar stod den paa volleyball, der dog ikke viste sig at vaere koloenormt fysisk udfordrende, da vi ikke fik saa meget spil igang... Der var dog et par gode bolde, og det er jo altid meget rart at vinde, men jeg tror, at ultimate (en slags frisbee-amerikansk fodbold) i morgen bliver en stoerre success.
Billede fra game drive soendag, zebraer i loeb.
Tirsdag var vi i Nanyuki for at interviewe Jessie's ven Raphael. Det var en utroligt spaendende oplevelse, og der gik hurtigt 2 timer, hvor han fortalte om hvor han mente korruptionen stammede fra, hvorfor og hvordan den var blevet vedligeholdt, og hvad der er blevet gjort ved, samt hvad der skal goeres i fremtiden, hvad han selv har gjort og hvad Kenya's nye grundlov vil goere. Efter interviewet gik vi rundt og koebte nogle ting ind, jeg fik f.eks. koebt mig en ny ulaast mobil til 140 kr, som jeg kan bruge hernede fra. Om aftenen spiste vi lidt uden for byen et virkeligt laekkert sted, med herlig mad, hvor jeg fik mig en 3 retters menu, med baade masser af roedt koed, salat og is... Sundhedsmaessigt ikke det smarteste valg, men det var meget tiltraengt efter en uges boenner, der efterhaenden sidder lidt fast i halsen.
I soendags, paa vores foerste fridag, var vi paa "game drive", hvor vi fik set giraffer, aber, zebraer, gazeller, en elefant og nogle raadyr agtige sprintere, der flygtede fra bilernes stoej. Det var utroligt smukt, isaer fordi det floed sammen med solnedgangen bag skyerne.
Hiphopbussen, Afrika, zebraer og en stemme i overgang.
Det her bliver kun et kort indlaeg. Der er ikke sket saa meget siden igaar og jeg sendt en mail ud til en del af jer. Blogindlaegget fra igaar troede jeg var ikke var blevet uploadet. Sad paa en meget ringe net café og blev ret stresset, hvilket sikkert ogsaa fremgaar lidt af kvaliteten.
Jeg har endelig faaet styr paa al min bagage, men jeg blev dog ikke positivt overrasket... Der mangler for cirka 1500 kroner og flere af de ting der mangler er ret vigtige... Det er min foerste fridag idag, men man maa sige at den ikke har startet aaaaalt for godt. Kunne slet ikke sove i nat, fik det skiftevis meget varmt og meget koldt og havde en del maveproblemer. Da jeg vaagner op er det foerste og eneste jeg kan taenke paa en tur paa toilettet, det er cirka 4 toiletbesoeg siden. Yessir, jeg er den foerste paa holdet der har faaet diarré!
Manglende vigtig bagage, manglende soevn og diarré har lagt lidt af en daemper paa humoeret i dag, men i det mindste slap jeg for at gaa i kirke, det bliver i Uganda i stedet.
Det var den korte update, haaber i har det godt derhjemme, der kommer heller ikke et billede op denne gang, men jeg lover et naeste gang! Det eneste billedde jeg kunne finde paa at uploade til denne besked tror jeg ikke i har lyst til at se...
Vi er kommet godt frem, dog har et par af os vaeret uden bagage i nogle dage, men det ser ud til at loese sig. Der er saa smukt paa platformen, der ligger et godt stykke ude paa landet, vi har indtil videre baade set et par drommedarer og nogle zebraer paa turerne fra og til. Jeg ville gerne skrive om alt der er sket, men det ville nok blive lidt langtrukkent, der sker hele tiden noget nyt!
Men af de stoerre begivenheder maa vaerre fodboldkampen mod pigerne paa pigeskolen, som vi ogsaa spiser og er sammen med. Det var heldigvis overskyet da vi spillede, ellers havde der ikke vaeret nogen danske spillere tilbage, kun 11 svedpletter... Pigerne fra skolen var meget organiserede og ikke til at spille traette, og det endte da ogsaa med et nederlag paa 1-0 for os. Men sjovt, det var det!
Der er rigtig mange dyr paa platformen, det er vildt hyggeligt, isaer to katte er meget sociale... Der er ogsaa en ko der er gravid og derfor er blevet en smule uligevaegtig... Den spiser vaadt vasketoej og aabner hanerne rundt omkring paa platformen og saa er den paent aggresiv... Den stangede en pige paa foerste dagen, men der skete nu ingen stoerre skader.
Vi er faldet lidt i snak med de lokale, der er nogle meget spaendende mennesker! Vi skal interviewe en fyr der hedder Rafael paa tirsdag om korruption, det bliver mega fedt. Der er en del er proever at shanghaie en til alt muligt naar man gaar rundt i byen (her jeg skriver fra), men med et hoefligt hapana tafadhali smutter de som regel.
Maden er meget sund og smager virkelig godt, selvom det ikke altid ser lige appetitligt ud... Vi fik f.eks. en groed der havde en konsistens som det der af en eller anden grund bliver snakket om hver gang vi sidder og spiser (gaet selv hvad, det starter med di og slutter med re).
Appropos maa vi kun bruge 40 liter vand om dagen, dvs 1 kort bad og 1 toiletskyl... Det er lidt neder, men vejret har ikke ligefrem vaeret gunstigt hernede, godt det snart er regntid, det bliver spas.
Men jeg maa smutte nu! Ville meget gerne have lagt et billede op, men det er ikke muligt lige nu... Og musikken paa den her net cafe er ved at drive mig til vanvid!
Så er det ved at være flyvetid. Tasken er (næsten) pakket, kæresten er (næsten) kysset farvel og jeg har sagt farvel til (langt fra) alle mine venner! Da det her er første blogpost vil jeg lige sige velkommen til den store mængde mennesker, der uden tvivl sidder på kanten af kontorstolen, for at finde ud af, hvordan det lige fungerer med at gå på toilettet i et hul, der ligger 20 meter fra hullet man pumper vand op fra.
Nogen forventer sikkert den store opklaring og udredning mht. hvad jeg skal lave, og hvor jeg skal være, men jeg må desværre skuffe på dette punkt. Det er ikke fordi jeg vil tilbageholde en masse spændende informationer for så senere at lave nogle spændende afsløringer, men simpelthen fordi det er begrænset hvad jeg ved... Her er dog lidt hurtige facts:
- Jeg flyver imorgen den 2. februar kl. 14.55 hvis alt går som planlagt, hvilket det næsten helt sikkert ikke gør, da der både er strejke og snestorm i morgen... Den 3. februar lander jeg i Nairobi kl. 6.30, igen hvis alt går efter planen.
- Derefter skal jeg være en måned på kursus på "global platform" cirka 3½ times kørsel nord for Nairobi med de andre volontører. Global platform deler område med en katolsk pigeskole som vi også skal give lektiehjælp...
- Den 2. marts går turen til Entebbe lufthavn i Uganda og efter cirka en uge i nogle større byer rejser jeg med Oscar (volontøren jeg skal bo sammen med) til en lille by i midten af Nord-Uganda der hedder Nakasogola (Ikke Nakasongola som google vil prøve at rette det til, slemme slemme google). Der skal vi bo i 3 måneder til vores hjemkomst den 29. maj kl 15.00 (igen, det er efter planen).
- Under vores ophold skal vi undervise 9-12 årige i matematik og engelsk og 18-30 årige i computerbrug og hvem ved, måske også starte vores eget lille projekt?
Jeg vil lade den blive ved det, det er trods alt første indlæg. I kan selvfølgelig kommentere både her og på facebook og flame så meget i vil, hvis i føler der er behov for det. Til lidt mere personlige beskeder kan i bruge min mail (martin.pagh.kohl@gmail.com) eller pm på facebook. Jeg kan nok komme i nærheden af noget internet nogle gange om ugen, men hvis der er noget der virkelig virkleig presser, så ring (jeg skifter nok nummer dernede, så hold jer lige opdaterede på denne blog, hvor det nye nummer vil blive smidt op).
Jeg vil forlade jer med en lille video fra grundkurset som jeg selv synes er meget sjov, men den er muligvis meget intern. A pleasure to present: Kebabmysteriet!