Af Søren Bjerregaard Jepsen, informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya.
Plasticposer, dødt kvæg, blikdåser, mælkekartoner og andet skidt er fjernet fra gyder og smøger. En gruppe kvinder i Isiolo, midt i Kenya, har ryddet op. Affald er ikke det største problem i Isiolo, der plages af uroligheder mellem stammerne, tørke og alt for få jobs. Zainab Roba, der leder kvindegruppen og 14 andre, kæmper en indædt kamp mod alt fra affald og korruption til kvindeundertrykkelse og stammekonflikter.
”Man skal jo starte et sted, for der er meget at tage fat på i Isiolo. Byrådsmedlemmerne er uvidende, gaderne flyder over med affald, kvinder bliver undertrykt,” siger 47-årige Zainab. Hun er også med i ISAG (Isiolo Social Accountability Group), der uddanner lokalbefolkningen i rettigheder og afdækker korruption. ISAG blev for et lille år siden startet op af PWHE (Pastoralist Women for Health and Education), der er partner til Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya.

“ISAG har samlet de forskellige organisationer, der arbejder mod korruption i Isiolo. Vi har trænet de fleste landsbyer og bydele i, hvordan de kan skabe udvikling med de statslige udviklingsfonde. Hidtil har politikere og fondsforvaltere brugt fondene til egen vinding,” fortæller Zainab. En stor del af de 15.000 indbyggere i byen er somaliere, og den islamiske terrorgruppe Al-Shabaab vokser sig stadig større, og uløste stammekonflikter plager Isiolos 15.000 indbyggere.
”Mangel på jobs og fødevarer gør det nemt for militser og militær at rekruttere soldater. Konflikthåndteringen er gået galt, fordi den ikke har taget hensyn til, at vi er forskellige. Jeg arbejder for, at der opbygges respekt imellem befolkningsgrupperne. Kvinderne i mine grupper kommer fra vidt forskellige steder og har helt forskellig baggrund. Når vi mødes, lægger vi stor vægt på at respektere forskellighederne; at lære af hinanden uden at forsøge at blive ens, fortsætter hun.
FAKTA:
Kvinder
Kenyanske kvinder står for 80 pct. af landets fødevareproduktion. Alligevel er 95 pct. af registreret jord i Kenya er ejet af mænd, mens 92 pct. af alle beslutningstagere i private og offentlige institutioner er hankøn.
Isiolo
Isiolo’s cirka 15.000 indbyggere bor midt i Kenya, men flere hundrede kilometer nord fra Nairobi, og befolkningen føler sig overset i regeringens udviklingsprojekter. Byen er opstået omkring lokale militærlejre, og en stor del af befolkningen er efterkommere til somaliere, der flyttede til byen efter at have kæmpet i 2. verdenskrig. Isiolo har været hårdt ramt af de senere års tørke, og selvom det regnede i december, er området hårdt ramt af tørke.