Af Pernille Bærendtsen
De kvinder, jeg arbejder med, er altid kun det samme sted. Jeg kender disse kvinders situation, og de har brug for forandring og for udvikling!
Seelas Sainyeyes mobil ringer konstant, og fra passagersædet i min bil løser hun andre menneskers problemer. Som regel noget med husly, skolepenge, transport – og majsmel til majsgrød.
Seela blev født i 1970 i Naberera, en lille maasai-landsby i det nordlige Tanzania. Her voksede hun op i søskendeflok blandt 14 drenge og en søster. Stik mod traditionen kom hun i skole. Hun udmærkede sig med bedste karakter og kom på en af de bedste regeringsskoler i Tanzania.
Skuespillerparret bag DR2s satireprogram Normalerweize, Lærke Winther og Anna Neye Poulsen, rejste til Tanzania I April 2009 som ambassadører for Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling "Giv jord til mor". Seelas Sainyeyes var med til at vise dem rundt i nogle af de maasai-samfund, hvor kvinder traditionelt har få rettigheder.
‘Maasaierne har tradition for at holde deres piger hjemme og gifte dem væk i en tidlig alder. Min far insisterede på, at det skulle være anderledes’ forklarer Seela.
Og Seela er i den grad anderledes.
For med til historien hører også en kort afstikker til USA, hvor hun blev trænet i at opsætte solcellesystemer. Men Seela ville hjem, og de seneste 10 år har hun arbejdet for at styrke maasai-kvinders adgang til at dyrke deres egen jord. I ”fritiden” har hun også masser af arbejde.
Jeg spørger, om hun ikke synes, at hun har lige lovlig nok med udfordringer som enlig mor til tre drenge, der også er på vej gennem uddannelsessystemet.
Seela griner. For så enkelt er det ikke.
Tuko pamoja siger tanzanianerne på swahili. Vi er sammen om det her. Hvis du har noget eller kan noget, skal du tilbyde det til andre, der ikke har eller kan.
Jeg bruger selv mest udtrykket med en vis ironisk distance, ligesom når mange danskere vrænger af begrebet ‘solidaritet’.
Seela forklarer, at det jo altså ikke altid handler om penge, men mere om at være i stand til at få ideer og bruge dem.
‘Jeg er vant til at rejse, og jeg lærer at se, at man kan gøre ting på forskellige måder. De kvinder, jeg arbejder med, er altid kun det samme sted. Jeg kender disse kvinders situation, og de har brug for forandring og for udvikling! De kigger på mig, og de ser, at det var muligt for mig at uddanne mig. Derfor kan andre kvinder også gøre det!’
Der er sket meget i det nordlige Tanzania, siden Seela blev sendt i skole i 1970erne, men maasai-kvinder ¬– og ikke mindst de unge piger – kæmper stadig mod traditionerne.
Men Seela har og kan noget, som der er brug for – og det tager hun alvorligt:
‘Hvorfor skal mit lokalsamfund halte bagefter, når verden ændrer sig?’, spørger hun.
Da jeg besøgte hendes hjem i udkanten af Arusha i november 2009, var hun i gang med at bygge til. I løbet af de sidste par år er der nemlig sket det, at de unge maasai-piger, som Seela møder via sit arbejde, nu insisterer på at fortsætte deres skolegang, selvom familien vil have dem gift. Derfor opsøger de Seela, og hendes hjem fungerer som transit og hende selv som mægler, når familierne og pigerne skal finde løsninger.
‘Jeg vendte tilbage til mit hjemområde efter min uddannelse. Jeg råder familierne til at støtte uddannelsen af deres børn, og jeg råder pigerne til at vende hjem bagefter. Det er den eneste måde, vi kan skabe forandring på!’
Det handler ikke kun om penge. Men om at gøre det vi kan.